Wikipedia:Ugens artikel/Uge 24, 2007

Slaget ved Poitiers (10. oktober 732) (ikke at forveksle med slaget ved Poitiers i 1356) også kaldt Slaget ved Tours, og på arabisk: بلاط الشهداء (Balâṭ al-Shuhadâ’) Martyrernes vej for troen blev udkæmpet et sted mellem byerne Tours og Poitiers i det mellemste Frankrig (om end dets eksakte sted forbliver uvist) mellem på den ene side frankiske og burgundiske styrker under austrasiens rigshovmester Karl Martell og på den anden en massiv umayyadisk muslimsk invasionshær under emir af al-Andalus Abdul Rahman Al Ghafiqi (‘Abd-al-Raḥmān al-Ghāfiqī). Ved slaget besejrede de kristne frankere og deres allierede den islamiske hær, og emir Abdul Rahman blev dræbt. Samtidige krønikeskrivere opfattede sejren som en guddommelig dom og gav Karl tilnavnet Martellus ("Hammeren"), måske med Judas Makkabæeren i tankerne ("Hammeren" fra det Makkabæiske oprør)

Slaget standsede islams fremrykning fra den Den Iberiske Halvø og videre nord ind i Vesteuropa, og mange historikere (f.eks. Gibbon) regner slaget for et vendepunkt i verdenshistorien, da det markerede afslutningen på den islamiske ekspansion i Vesteuropa, og kristendommen blev den dominerende trosretning i Europa i en periode, hvor islam løb de andre rester af de gamle romerske og persiske imperier over ende. Den tyske historiker Leopold von Ranke bemærkede, at "Poitiers var et vendepunkt i en af verdenshistoriens vigtigste epoker.", mens Gibbon udover at tilskrive Martell æren for at have standset den islamiske erobring af Vesteuropa også så ham som selve kristendommens frelser, samtidig med at han så kimen til det karolingeske rige og det næste århundredes frankiske dominans i Europa grundlagt med sejren. "Opbyggelsen af frankisk magt i Vesteuropa formede kontinentets skæbne og Slaget ved Tours underbyggede denne magt." Læs mere