Wikipedia:Ugens artikel/Uge 27, 2024

Logo

Valhalla er en dansk tegneserie, skabt af tegneren Peter Madsen og forfatterteamet Henning Kure og Hans Rancke-Madsen, med Søren Håkansson som farvelægger. Serien er opkaldt efter Odins bolig Valhal i Asgård fra den nordiske mytologi. I serien genfortælles mange af de gamle gudesagn fra den nordiske mytologi baseret på bl.a. ældre og yngre Edda, Gylfaginning, Ynglingesagaen og Saxos Danmarkshistorie, samtidig med at guderne har fået menneskelige præg. Specielt tordenguden Thor og hans familie følges igennem serien. Fra andet bind har Per Vadmand og Peter Madsen været en del af forfatterteamet, mens det fra tiende til tolvte bind er Jesper Ejsing, der står for farvelægning, og det fjortende og femtende er farvelagt af Jonas P. Sonne.

Det første bind, Ulven er løs, udkom i 1979 i et oplag på 100.000 eksemplarer, som hurtigt blev udsolgt, og der blev derfor trykt flere oplag. Den er oversat til 10 sprog. Serien er blevet kaldt "blandt de bedste danske tegneserier nogensinde".

Den komplette Valhalla-serie består af 15 album. Peter Madsen har ikke planer om at lave flere album efter Vølvens syner, som udkom i 2009 og genfortæller myten om Ragnarok, verdens undergang. (Læs mere..)