Wikipedia:Ugens artikel/Uge 28, 2017

Slaget ved Crécy var et vigtigt slag under Hundredårskrigen, der fandt sted den 26. august 1346. Slaget gav engelsk sejr, den første af tre afgørende sejre for nationen under den langtrukne konflikt med Frankrig.

Slaget blev udkæmpet nær Crécy i Nordfrankrig. Edvard 3. stod i spidsen for englænderne og sejrede med en hær bestående af engelske og walisiske soldater allieret med tropper fra Det tysk-romerske Rige mod den meget større hær bestående af franske, genovesiske og mallorcanske tropper ledet af Philip 6. Den engelske hær var opmuntret af erfaringerne med taktisk fleksibilitet og udnyttelse af terrænet fra andre krigsfoleslag, og selvom de var voldsomt i undertal, vandt de en stor sejr over franskmændene.

Slaget introducerede langbuen som et dominerende våben på vesteuropæiske slagmarker. Effekten var ødelæggende, når de blev anvendt i store mængder. Slaget ved Crécy var også den første gang, at den engelske hær benyttede sig af en såkaldt ribauldequin, en tidlig form for kanon, på slagmarken. Englændernes kombinerede krigstaktik, der bestod af de nye våben og taktikker, der var langt mere fokuserede på infanteriet end tidligere slag i middelalderen samt bondestandens drab af ukampdygtige riddere efter slaget, har gjort, at slaget beskrives som "begyndelsen til enden for ridderlighed".

Kampen lammede den franske hærs evne til at hjælpe Calais, som faldt for englændernes belejring det følgende år. Calais forblev under engelsk styre i mere end to århundreder og blev først en del af Frankrig igen i 1558. (Læs mere..)