Wikipedia:Ugens artikel/Uge 38, 2011

Elisabeth Jerichau Baumann (1819 - 1881) var en polsk/tysk-dansk kunstmaler og forfatter. Hun var født i en forstad til Danzig og studerede kunst i Düsseldorf. I 1844 flyttede hun til Rom, hvor hun mødte den danske billedhugger Jens Adolf Jerichau. Parret blev gift kort efter, og da Jerichau blev udnævnt til direktør for Det Kongelige Academie for de skjønne Kunster i 1849, flyttede parret til Danmark. Hun fødte ni børn, hvoraf to selv kendte kunstnere.

Jerichau Baumann blev ikke rigtigt anerkendt i den danske kunstverden, men havde dog pæn succes som portrætmaler. Blandt hendes motiver var H.C. Andersen, Johanne Louise Heiberg og dronning Louise af Hessen. Hun havde større succes i Europa med blandt andet repræsentation på Verdensudstillingen i 1867, lige som dronning Victoria værdsatte hendes kunst.

Elisabeth Jerichau Baumann var på flere rejser i blandt andet Mellemøsten, hvor hun – ret usædvanligt for en europæisk kunstner – fik adgang til tyrkiske haremmer. Ud fra sine oplevelser der frembragte hun flere malerier, der dog ikke passede med den konventionelle opfattelse af haremmer i Europa og derfor ikke var så velanskrevne.

Ud over at male skrev Jerichau Baumann også et par bøger om dels sin søn, Harald Jerichau, der døde ret ung, dels om sine oplevelser på sine rejser. (Læs mere..)