Wikipedia:Ugens artikel/Uge 4, 2016

Slaget om Belgien var en del af Slaget om Frankrig, den tyske offensiv i 1940 på Vestfronten. Slaget varede i 18 dage og sluttede med den tyske besættelse af Belgien, efter at den belgiske hær havde kapituleret.

Den 10. maj 1940 angreb Tysklands væbnede styrker – Wehrmacht – Luxembourg, Holland og Belgien som led i operationen Fall Gelb ("tilfældet gul"). De allierede hære forsøgte at stoppe den tyske hær i Belgien ud fra den antagelse, at det var det tyske hovedangreb. Efter at franskmændene havde indsat alle deres bedste styrker i Belgien mellem den 10. og 12. maj, indledte tyskerne 2. fase af deres angreb, et gennembrud i Ardennerne og rykkede mod Den engelske kanal. Den tyske hær nåede kanalen fem dage senere og indesluttede derved de allierede arméer. Tyskerne trængte gradvis de allierede styrker tilbage og tvang dem ud mod havet. Den belgiske hær kapitulerede den 28. maj 1940 og afsluttede hermed slaget.

Slaget om Belgien omfatter det første panserslag i krigen slaget ved Hannut. Det var det største panserslag indtil da og blev senere overgået af slagene under Felttoget i Nordafrika og på Østfronten. Slaget omfattede også slaget ved Fort Eben-Emael, en strategiske luftbårne operation, hvor der blev anvendt faldskærmstropper.

Den officielle tyske historie fastslog, at under de 18 dages bitre kampe var den belgiske hær en hård modstander og talte om soldaternes "ekstraordinære tapperhed". Det belgiske sammenbrud tvang de Allierede til at trække sig tilbage fra kontinentet. Royal Navy evakuerede tropperne fra belgiske havne under Operation Dynamo, hvorved den britiske hær undslap og kunne fortsætte kampen. Belgien blev besat af tyskerne indtil vinteren 1944–1945, hvor landet blev befriet af de Vestallierede. (Læs mere..)