Wikipedia:Ugens artikel/Uge 40, 2017

Olga Eggers, 1906

Olga Antoinette rigsfriherreinde Eggers (1875-1945) var en dansk forfatter og journalist. Hun var en markant socialdemokrat og kvindesagsforkæmper, der i løbet af 1930'erne blev nazist og overbevist antisemit. Hun blev derefter en af de toneangivende danske nazister. Eggers var kusine til den ledende tyske nazist, Hjalmar Schacht.

Olga Eggers var født på Sankt Thomas i Dansk Vestindien af danske forældre. Hun kom til Danmark og tog en læreruddannelse, men brugte den aldrig. Hun begyndte i stedet at skrive, i første omgang som journalist. Eggers fik artikler optaget i blandt andet Politiken, og hun fik snart kontakt til ledende kulturpersoner som Georg Brandes og Thit Jensen. Hun var blandt andet optaget af konflikten mellem kvinders selvudfoldelse og familieforpligtelser. Hun var gift to gange som ung og fik en datter; hendes anden mand døde efter blot tre års ægteskab, og Eggers forblev derefter enke resten af sit liv.

Hun var i mange år socialdemokrat og aktiv i Dansk Kvindesamfund. Hun skrev fortsat journalistiske artikler og bøger og begyndte også at skrive fiktion i form af noveller og romaner. Hun var i disse år markant modstander af antisemitismen. I 1933 brød hun med socialdemokraterne efter en kontrovers med sin advokat, hvor hun ikke følte sig støttet af sine politiske venner. I stedet meldte hun sig ind i DNSAP under påvirkning af blandt andet flere nazistiske familiemedlemmer. Eggers blev dog snart utilfreds med partiledelsen og fulgte i stedet Aage H. Andersen i forskellige kortlivede organisationer med fokus på antisemitismen, som nu blev hendes mærkesag. Hun var redaktør for bladet Kamptegnet, der hængte danske jøder ud, og hun blev derved indstævnet for injurier af P.M. Daell fra Daells Varehus. Da også den tyske værnemagt efterhånden fandt bladets udgydelser for rabiate, blev hun sat fra bestillingen. Hun blev dømt til hæftestraf i injuriesagen, men flygtede til Sverige. Hun vendte senere tilbage og sendt til Tyskland som tolk.

Ved befrielsen blev Eggers arresteret og døde under ukendte omstændigheder i Vestre Fængsel få dage efter. (Læs mere..)