Wikipedia:Ugens artikel/Uge 42, 2008

Rubisco er det mest udbredte enzym på jorden

Enzymer er biomolekyler, der katalyserer (dvs. forøger hastigheden af) kemiske reaktioner. Næsten alle enzymer er proteiner. I enzymatiske reaktioner kaldes molekyler i begyndelsen af processen substrater, og enzymet omdanner substraterne til forskellige molekyler kaldet produkter. Næsten alle processer i en celle behøver enzymer for at kunne forløbe tilstrækkelig hurtigt. Eftersom enzymer er ekstremt selektive angående deres substrater og kun forøger hastigheden af nogle få reaktioner blandt mange mulige, bestemmer det sæt af enzymer, der er syntetiseret i en celle, hvilken stofskiftevej, der indtræffer i cellen. Enzymer virker, ligesom alle andre katalysatorer, ved at sænke aktiveringsenergien (Ea eller ΔG) for en reaktion, hvilket dramatisk forøger reaktionshastigheden, så den i de fleste tilfælde er millioner af gange hurtigere end hastigheden for sammenlignelige ikke-katalyserede reaktioner. Ligesom andre katalysatorer bliver enzymer ikke forbrugt i den reaktion, de katalyserer, og ej heller forandrer de dens kemiske ligevægt. Enzymer adskiller sig dog fra andre katalysatorer ved at være langt mere specifikke og er kendt for at katalysere omkring 4.000 biokemiske reaktioner. Nogle få RNA-molekyler kaldet ribozymer katalyserer ligeledes reaktioner, hvoraf et yderst vigtigt eksempel er nogle dele af ribosomet. Syntetiske molekyler kaldet kunstige enzymer udviser også enzymlignende katalysatoreffekt. Læs mere