Wikipedia:Ugens artikel/Uge 44, 2017

Peak flow-metre til måling af den maksimale udånding bruges til klassifikationen af astma.

Astma er en udbredt kronisk betændelsestilstand i luftvejene, som kendetegnes ved svingende og tilbagevendende symptomer, reversibel obstruktiv luftvejsobstruktion og spasmer i vævet i luftvejsvæggene. Almindelige symptomer omfatter åndenød, hoste, trykken for brystet og stakåndethed.

Man mener, astma skyldes en kombination af genetiske og miljømæssige faktorer. Diagnosen baseres som regel på symptomer, reaktion over tid på behandling og lungefunktinonsmåling med spirometri. Klinisk klassificeres det efter symptomernes frekvens, forceret ekspirationsvolumen på et sekund, dvs. den mængde luft, man kan puste ud i løbet af det første sekund, og peak flow-målinger. Astma kan også klassificeres som atopisk (udefravirkende) eller ikke-atopisk (indefravirkende), hvor atopi henviser til et anlæg for at udvikle type-1-hypersensitivitet.

Akutte symptomer behandles sædvanligvis ved inhalation af beta-2 agonister og orale kortikosteroider, typisk binyrebarkhormon. I meget alvorlige tilfælde gives intravenøse kortikosteroider, magnesiumsulfat, og det kan være nødvendigt at indlægge patienten. Symptomerne kan forebygges ved at undgå udløsende faktorer såsom allergener og irritationskilder og ved hjælp af inhalation af kortikosteroider. Langtidsvirkende beta-agonister (LABA) eller leukotrienantagonister kan anvendes sammen med inhalerede kortikosteroider, hvis astmaen stadig ikke kommer under kontrol. Forekomsten af astma er steget betydeligt på verdensplan siden 1970'erne. I 2011 var der 235–300 millioner astmapatienter i verden, og sygdommen er skyld i 250.000 dødsfald årligt. (Læs mere..)