Wikipedia:Ugens artikel/Uge 44, 2020

Stirling Castle fra "King's Knot" gardens neden for Castle Hill.

Stirling Castle er et slot, der ligger i Stirling, Skotland. Det er et af de vigtigste slotte i Skotland både historisk og arkitektonisk. Det stammer fra middelalderen og ligger på toppen af Castle Hill, en vulkansk klippe, der er en del af den geologiske formation Stirling Sill. Det er omgivet af tre stejle klippesider, som giver det et stærkt forsvar. Den strategiske placering betød, at slottet (til 1890'erne) beherskede den sydligste flodovergang af Forth. Det var en vigtig fæstning allerede fra opførelsen. De fleste bygninger på borgen stammer fra 1400- og 1500-tallet. Få bygninger fra 1300-tallet er bevaret, mens de ydre forsvarsværker mod byen er fra begyndelsen af 1700-tallet. Adskillige af de skotske konger og dronninger er kronet på Stirling, heriblandt Maria Stuart i 1542. Der har været mindst otte belejringer af Stirling Castle, de fleste under de skotske uafhængighedskrige, senest i 1746 da Bonnie Prince Charlie uden held forsøgte at overtage borgen. Stirling Castle er et Scheduled Ancient Monument og er nu en stor turistattraktion, der bliver drevet af Historic Scotland. (Læs mere..)