Wikipedia:Ugens artikel/Uge 47, 2017

Anneke van Giersbergen fra The Gathering var en af de første kvindelige vokalister indenfor gothic metal – noget der nu er meget almindeligt.

Gothic metal er en musikgenre, en undergenre af heavy metal. Den kombinerer den mørke, melankolske gothic rock med de aggressive træk fra heavy metal. Genren opstod i 1990'erne, hvor den udsprang fra death/doom metal, en fusion af døds- og doom metal. Gothic metal-bands er kendt for at indføre den gotiske musikstil til forskellige former for heavy metal. Sangteksterne er generelt melodramatiske og sørgmodige med inspiration fra gotisk fiktion såvel som bandmedlemmernes personlige oplevelser.

Blandt pionererne indenfor gotisk metal er Paradise Lost, My Dying Bride og Anathema, som alle er fra det nordlige England. Andre pionerer fra den første halvdel af 1990'erne inkluderer Type O Negative fra USA, Tiamat fra Sverige og The Gathering fra Holland. En andet vigtigt band, det norske Theatre of Tragedy, skabte begrebet "skønheden og udyret," en musikstil som æstetisk kombinerer aggressive mandlige vokaler med rene kvindelige vokaler Denne kontrast er siden blevet brugt af mange gothic metal-grupper.

I det 21. århundrede har gothic metal flyttet sig tættere på Europas mainstreammusik, særligt i Finland, hvor grupper som The 69 Eyes, Entwine og Sentenced har udgivet hitsingler eller album, der toppede hitlisterne. I USA har få bands som Lacuna Coil og Evanescence fået kommerciel succes. (Læs mere..)