Wikipedia:Ugens artikel/Uge 48, 2015

Lagtingsvalget på Færøerne 2015 afholdtes til Færøernes lagting den 1. september 2015. Lagmand Kaj Leo Johannesen udskrev lagtingsvalget den 29. juli 2015. Færinger kunne vælge imellem syv politiske partier, som sammenlagt havde 169 kandidater.

Socialdemokraterne (Javnaðarflokkurin) fik valgets største fremgang på 7,3%, hvilket gav to ekstra mandater. To andre oppositionspartier, Tjóðveldi og Nýtt Sjálvstýri, fik hver et ekstra mandat, mens Framsókn, der i meningsmålingerne gik frem, beholdt sine to pladser. Kaj Leo Johannesen satte rekord i antal personlige stemmer ved lagtingsvalget i 2011 med 1979 stemmer, men fik kun 606 denne gang. En tilbagegang på 1373 er det største fald i personlige stemmer ved et lagtingsvalg nogensinde.

Javnaðarflokkurins formand Aksel V. Johannesen slog ny rekord i antal personlige stemmer med 2405. Næstflest stemmer hos Javnaðarflokkurin fik Sonja Jógvansdóttir, der gik til valg på at forbedre vilkårene for færinger, der lever under fattigdomsgrænsen, samt at få ændret ægteskabsloven, så homoseksuelle kan gifte sig borgerligt på linje med heteroseksuelle. Jógvansdóttir er selv erklæret lesbisk og lever samen med Annlis Bjarkhamar, der er tidligere kulturminister for Tjóðveldi. Jógvansdóttir er den første færing med erklæret anden seksuel orentering end heteroseksuel, som er blevet valgt til Lagtinget.

Ti lagtingsmedlemmer blev ikke genvalgt. De ti nyvalgte var: Edmund Joensen, Magnus Rasmussen og Magni Laksáfoss fra Sambandsflokkurin, Sonja Jógvansdóttir, Heðin Mortensen og Bjarni Hammer fra Javnaðarflokkurin, Jógvan Skorheim fra Nýtt Sjálvstýri, Magni Arge og Katrin Kallsberg fra Tjóðveldi og Hanna Jensen fra Framsókn. Flere af disse har dog tidligere siddet i lagtinget. (Læs mere..)