Wikipedia:Ugens artikel/Uge 49, 2019

Finlands rigsvåben kan spores tilbage til slutningen af middelalderen, nærmere bestemt til 1580'erne.

Finlands middelalderhistorie omfatter et tidsrum på henved 500 år fra 1000-tallet til 1500-tallet, hvor det finske samfund gennemgik store ændringer. Blandt disse forandringer kan nævnes indførelsen af svensk overhøjhed, dannelsen af en kirkelig organisation, indflytning af en svensksproget befolkning i kystegnene samt opdyrkning af og bosættelse i tidligere ødemarker.

Ved middelalderens begyndelse blev Finland mål for korstog både fra øst og fra vest. Især tre svenske korstog fik afgørende betydning for landets videre udvikling. Ingen af de to første af disse (i henholdsvis 1150'erne og i 1249) medførte dog, at svenskerne fik fast greb om landet. Et tredje forsøg fandt sted i 1290'erne og resulterede i kampe, som varede frem til 1323, da der blev indgået en fredsaftale mellem Novgorod og Sverige kendt som Nöteborgstraktaten, som resulterede i at Novgorod de facto anerkendte svensk overhøjhed over hele Finland, dog med en uafklaret og derfor senere omstridt grænse mod nord.

Den svenske overhøjhed førte til opførelse af kirker i Finland og oprettelsen af et finsk bispesæde i Åbo. Dertil kom oprettelsen af flere købstæder til fremme af handelen. Ved siden af disse købstæder fandtes handelspladser uden privilegier.

Langt den overvejende del af befolkningen boede på landet og levede af landbrug, mod vest i landsbyer og med agerskifter, mod øst i form af svedjebrug. Ved kysterne både ud mod bugterne mod vest og syd samt ved indsøer og elve spillede fiskeri ligeledes en betydelig rolle.

Magtpolitisk fik både vedvarende konflikter mellem Danmark og Sverige i Kalmarunionen og forleninger til den svenske magtelite betydning for den vedvarende uro i landet gennem hele middelalderen, og efter at Moskva underlagde sig Novgorod, indtraf fornyede konflikter med Rusland. Reformationen skete glidende, og i 1554 blev det tidligere samlede stift delt. (Læs mere..)