2. juni-bevægelsen
2. juni-bevægelsen (tysk: Bewegung 2. Juni) var en kendt vesttysk venstreradikal militant terrorgruppe – en såkaldt byguerilla – der havde sin base i Vestberlin, hvor den var aktiv i 1970'erne.
Gruppen havde sit navn efter 2. juni 1967, hvor studenten Benno Ohnesorg under en protestdemonstration mod shah Mohammad Reza Pahlavis besøg i byen blev dræbt af den vesttyske politibetjent Karl-Heinz Kurras, der senere viste sig at være agent for DDR's hemmelige politi Stasi og medlem af det østtyske kommunistparti.[1][2]
Blandt gruppens mest aktive medlemmer var Till Meyer, Michael Baumann, Ralf Reinders, Inge Viett, Gabriele Rollnik og Fritz Teufel.
Gruppens terrormål var primært ejendomme i Berlin. Den mest opsigtsvækkende aktion var kidnapningen af CDU-politikeren Peter Lorenz kort før valget til bystyret i 1975. Resultatet blev, at kidnapperne fik løsladt fire af deres fængslede kammerater, der blev fløjet til Yemen. Lorenz blev løsladt et par dage senere.
2. juni-bevægelsen havde forbindelser til Rote Armee Fraktion (RAF), men var ideologisk set anarkistisk i modsætning til marxistisk funderede RAF. 2. juni-bevægelsen blev opløst i de tidlige 1980'ere, og mange af medlemmerne blev aktive i RAF.
Referencer
redigér- ^ Mechthild Küpper (21. maj 2009), "Stasi-Mitarbeiter erschoss Benno Ohnesorg", Frankfurter Allgemeine Zeitung, arkiveret fra originalen 8. august 2020, hentet 4. april 2019
- ^ Christina Zemanova (22. maj 2009), "Vesttysk student blev skudt af Stasi-spion", Politiken, hentet 4. april 2019
- Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.