Abekoppevirus

Abekoppevirus eller Monkeypox-virus, MPXV, er årsag til sygdommen abekopper. Det er en stor, indhyllet dobbeltstrenget DNA-virus, der tilhører Orthopoxvirus-slægten i Poxviridae-familien, som også rummer den berygtede og dødsensfarlige, men nu udryddede variola-virus eller koppevirus, årsagen til kopper.

Størrelsessammenligning af abekoppevirus, HIV, coronavirus (SARS-CoV-2) og poliovirus. Membraner og membranproteiner er violette, kapsider er mørkeblå og genomer og kerne-proteiner er tyrkis

Dyreværter omfatter en række aber og gnavere. Abekoppevirus blev først konstateret blandt aber på Statens Seruminstitut af Preben von Magnus i 1958.

Der er to forskellige genetiske klader (eller varianter) af abekoppevirus: den centralafrikanske klade (også kaldet “Congo Basin”) og den vestafrikanske klade. Den centralafrikanske klade har historisk set forårsaget mere alvorlig sygdom og blev anset for at være mere overførbar. Den geografiske skillelinie mellem de to klader har været i Cameroun, det eneste land, hvor begge virusklader er blevet fundet.

Siden 1970 er tilfælde af abekopper hos mennesker blevet rapporteret i 11 afrikanske lande samt i rejsende fra afrikanske lande og fra maj 2022 spredte abekoppevirus sig til snesevis af lande og inficerede titusindvis af mennesker, overvældende mænd, der har sex med mænd. Den 23. juli erklærede Verdenssundhedsorganisationen abekopper for en global sundhedsnødsituation.

Historisk

I 1958 var Preben von Magnus på Statens Seruminstitut den første til at bekræfte forekomsten af abekoppevirus og til at beskrive abekopper i laboratorie-javamakaker under to udbrud af sygdommen i sommeren og efteråret samme år. Lidt mere end tredive tilfælde af aber med abekopper blev rapporteret, mere end halvtreds dage efter deres ankomst med skib fra Singapore. Der var ingen dødsfald og ingen overførsel fra abe til menneske. Ikke alle de udsatte aber havde sygdommen. Han isolerede virussen fra nyrevævscellekultur og fra den chorioallantoiske membran i kyllingeembryoner. Det karakteristiske udseende af virussen fik von Magnus til at udlede, at den tilhørte kopper-vaccinia-gruppen af Poxviridae.

I 1968 rapporterede WHO, at det ikke var sjældent at observere udbrud af formodet kopper og abekopper hos laboratorieaber på mere end 25 biologiske institutioner rundt om i verden, og at yderligere forskning var berettiget for at vurdere modtagelighed hos mennesker. Det var først i 1970, mere end ti år efter von Magnus identificerede virussen, at abekopper første gang blev påvist hos mennesker.

Naturlige værter

Forskellige dyrearter er blevet identificeret som modtagelige for abekoppevirus. Dette inkluderer reb-egern, træegern, gambiske pungrotter, dormus, aber og andre arter. Der er fortsat usikkerhed om den naturlige udviklingshistorie af abekoppevirus, ligesom de helt nøjagtige reservoirer og viruscirkulationens opretholdelse i naturen ikke kendes.

Virion

Indhyllet, murstensformet virion, 250nm lang og 200nm bred. Overflademembranen viser overfladetubuli eller overfladefilamenter. Der findes to forskellige infektiøse viruspartikler: den intracellulære modne virus (IMV, intracellular mature virus) og den ekstracellulære membrankappede virus (EEV, extracellular enveloped virus).

Genom

Abekoppevirus har et genom bestående af omkring 200 gener i et lineært dobbeltstrænget DNA (dsDNA) på 170-250 kb, eksempelvis 197 233 bp. Generne koder for proteinsyntese-maskineri, transkriptionsfaktorer, enzymer, kerneproteiner og membranproteiner m.m. Det lineære genom er afsluttet af såkaldte inverted terminal repeat (ITR) sekvenser, som danner kovalent lukkede hårnåletermini i begge ender.

Replikationscyklus

Poxvirus har en kompleks livscyklus.

• Vedhæftning: Abekoppevirus’ overflade-proteiner hæfter sig til værtscellernes glycosaminoglycaner (GAG) og medierer endocytose af virus ind i værtscellen. Alternativt kan virus også optages ved apoptotisk mimik, en cellulær proces hvor virus PtdSer erkendes af dendritiske celler og makrofager og inducerer optagelse i cellerne ved makropinocytose. Efter fusion med plasmamembranen frigives virus-DNA i værtscytoplasmaet.
• Tidlig fase: De tidlige gener, dvs. gener for replikationsmaskineri og transkriptionsfaktorer, transskriberes i cytoplasmaet af den virale RNA-polymerase. Tidlig ekspression begynder 30 minutter efter infektion. Når den tidlige ekspression slutter, er kernen fuldstændig blottet, og det virale genom er frit i cytoplasmaet.
• Mellemfase: De mellemliggende gener udtrykkes, hvilket udløser genomisk DNA-replikation ca. 100 minutter efter infektion.
• Sen fase: Sene gener udtrykkes fra 140 minutter til 48 timer efter infektion og producerer alle strukturelle proteiner.
• Samling af afkomsvirioner starter i cytoplasmatiske virale fabrikker, der producerer en sfærisk umoden partikel. Denne viruspartikel modnes til murstensformet intracellulær moden virion (IMV) og kan frigives ved cellelyse eller kan erhverve en anden dobbeltmembran fra trans-Golgi og knopskyde som eksternt indhyllet virion (EEV).

Vaccine

Ligesom andre ortopoxvirus er abekoppevirus meget mere stabil for så vidt angår mutationer og nye varianter i stik modsætning til små RNA-virus som coronavirus. Ældre mennesker der er vaccineret mod kopper vil være krydsbeskyttet mod abekopper. Koppe-/abekoppevaccinen “JYNNEOS” udviklet og produceret af det danske firma Bavarian Nordic kan forebygge kopper, abekopper, vaccinia og andre sygdomme forårsaget af ortopoxvirus. Denne vaccine er lavet ved hjælp af svækket levende vacciniavirus og kan ikke forårsage kopper, abekopper eller nogen anden sygdom.

Vaccineudviklingen imod abevirus er rettet mod proteiner fra begge former, selvom IMV-formen menes at spille hovedrollen i vært-til-vært-transmissionen.