Aliyah (hebraisk עלייה, Aliya, "opstigning") betegner jødisk indvandring til Israels land (og, siden staten blev oprettet i 1948, Staten Israel). Det modsatte fænomen, jødisk udvandring fra Israel, benævnes yerida (udvandring).

Første Aliyah: biluim med den traditionelle jødiske Sudra

Religiøse, ideologistiske og kulturelle sider

redigér

Aliyah bliver betragtet som et vigtigt koncept i jødisk kultur og et grundlæggende koncept i zionisme, lovformeligt udtrykt i Loven om tilbagevending, som giver alle jøder ret til at indvandre til og bosætte sig i Israel og ved det automatisk opnå israelsk statsborgerskab. Jøder, som gennemfører aliyah, bliver kaldt for oleh (m. ental), olah (f. ental) eller olim (flertal). Mange religiøse jøder ser på aliyah som tilbagekomsten til Det lovede land som en del af Guds bibelske løfte til efterkommerne af de hebraiske patriarker Abraham, Isak og Jakob. Aliyah er i nogen tolkninger inkluderet som et bud i de 613 bud givet af Tanakh.

Inden for zionismen omfatter udtrykket aliyah (flertal aliyot) både frivillig indvandring af ideologiske, følelsesmæssige eller praktiske grunde og flugt fra jødisk forfølgelse. Størsteparten af de jøder, som i dag bor i Israel, har deres rødder i andre lande. Mange af disse valgte selv at bosætte sig i Israel frem for et andet land, selv om en del også blev tvungne til at forlade deres oprindelige hjemland.

I den almindeligste traditionelle jødiske rækkefølge af Tanakhs bøger er det sidste ord i Tanakh (altså det sidste ordet i den originale hebraiske version i Anden Krønikebog 36,23) veya`al, en bydeform med samme rødder som ordet aliyah, og betyder "lad ham drage op [til Israel]".

Førzionistisk aliyah (1200–1882)

redigér
  Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Zionistisk aliyah (Fra 1882)

redigér

I zionistisk historie er de forskellige aliyahbølger, som begyndte, da biluim ankom Israel fra Rusland i 1882, ofte kategoriserede efter tid og immigrantenes hjemland.

Første aliyah (1881/82–1903)

redigér
  Uddybende artikel: Første aliyah

Mellem 1882 og 1903 indvandrede omkring 35.000 jøder til Palæstina, som da var en provins i Det osmanniske rige. Majoriteten af disse hørte til Hovevei Zion- eller Bilu-bevægelsen, og kom fra Det jødiske bosættelsesområde i Zar-Rusland, og en mindre del kom fra Yemen. Mange grundlagde jordbrugssamfund. Blandt de byer, som disse indvandrere oprettede, er Petah Tikva (allerede i 1878), Rishon LeZion, Rosh Pina og Zikhron Ya'aqov. I 1882 etablerede yemenitiske jøder en ny bydel i Jerusalem i Silwan, sydøst for den gamle bys mure ved Olivenberget.

Anden aliyah (1904–1914)

redigér
  Uddybende artikel: Anden aliyah

Tredje aliyah (1919–1923)

redigér
  Uddybende artikel: Tredje aliyah

Fjerde aliyah (1924–1929)

redigér
  Uddybende artikel: Fjerde aliyah

Femte aliyah (1929–1939)

redigér
  Uddybende artikel: Femte aliyah

Aliyah Bet (1933–1948)

redigér

Aliyah Bet betegner den illegale jødiske indvandring under og efter 2. verdenskrig.

Immigration fra 1948–1950

redigér
  Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Jøder fra Mellemøsten

redigér
  Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Etiopisk aliyah

redigér
  Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Aliyah fra Sovjetunionen og tidligere sovjetiske stater

redigér
  Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Nyere immigration

redigér

Aliyah fra Argentina

redigér
  Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Fransk aliyah

redigér
  Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Nordamerikansk aliyah

redigér
  Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Litteratur

redigér
  • Ben-Gurion, David From Class to Nation: Reflections on the Vocation and Mission of the Labor Movement (hebraisk), Am Oved (1976)

Eksterne henvisninger

redigér