Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Rusland (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Rusland)

Rusland (russisk: Россия, tr. Rossija fra græsk: Ρωσία, Rus´) eller Den Russiske Føderation[8] (russisk: Российская Федерация, tr. Rossijskaja Federatsija; IPA: [rɐsʲijskəjə fʲɪdʲɪratsɨjə]) er et land i Eurasien.[9] Med 17.075.200 km² er Rusland arealmæssigt det største land i verden, der dækker mere end en ottendedel af Jordens beboede landområde,[10][11][12] og har den niende største befolkning, med over 144 millioner indbyggere i slutningen af ​​marts 2016.[13][15] Den europæiske vestlige del af landet er meget tættere befolket og urbaniseret end den østlige del; Omkring 77% af befolkningen bor i europæisk Rusland. Ruslands hovedstad Moskva er en af ​​de største byer i verden; andre større bycentre er Sankt Petersborg, Novosibirsk, Jekaterinburg, Nisjnij Novgorod og Kasan.

Russiske Føderation
Российская Федерация
tr. Rossijskaja Federatsija
Ruslands flag
Ruslands våbenskjold
Flag Våbenskjold
MottoIntet
Grøn: Rusland i EurasienLysegrøn: Omtvistede områder (Krim og Sevastopol)
Grøn: Rusland i Eurasien
Lysegrøn: Omtvistede områder (Krim og Sevastopol)
Hovedstad
og største by
Moskva
55°45′N 37°37′E / 55.750°N 37.617°Ø / 55.750; 37.617
Officielle sprog Russisk er officielt i hele landet; 27 andre sprog er medofficielle i diverse regioner
Etnicitet (2010[1]) 81,0% russer
3,7% tatar
1,4% ukrainer
1,1% basjkir
1,0% tjuvasjer
0,8% tjetjener
11,0% andre / uspecificeret
Demonym russer
russisk: Русские
tr. Russkije
Regeringsform Føderal semipræsidential konstitutionel republik
Vladimir Putin
Dmitrij Medvedev
Valentina Matvijenko
Sergej Narysjkin
Lovgivende forsamling Føderale forsamling
Føderationsrådet
Statsdumaen
Etableret
862
1283
16. januar 1547
22. oktober 1721
6. november 1917
10. december 1922
- Russiske Føderation
25. december 1991
- Vedtagelse af Ruslands nuværende forfatning
12. december 1993
Areal
- Total
17.098.242 km2  (nr. 1)
Vand (%)
13[2] (inklusiv sumpe)
- Inklusiv Krim og Sevastopol
17.124.442 km2
Indbyggertal
- Anslået 2015
143.975.923[3] (eksklusiv Krim) (nr. 9)
8,4/km2  (nr. 217)
BNP (KKP) Anslået 2015
- Total
3,458 billion USD[4] (nr. 6)
- Pr. indbygger
24.067 USD[5] (nr. 53)
BNP (nominelt) Anslået 2015
- Total
1,176 billion USD[4] (nr. 15)
- Pr. indbygger
8.184 USD[5] (nr. 74)
Gini (2012) 42[6] (medium) (nr. 83)
HDI (2013) Stigning 0,788[7] (høj) (nr. 57)
Valuta Rubel (₽) (RUB)
Tidszone +3 til +121
Datoformat dd.mm.åååå
Kører i højre side af vejen
Kendings-
bogstaver (bil)
RUS
Luftfartøjs-
registreringskode
RA
Internetdomæne .ru
.su
.рф
Telefonkode +7
ISO 3166-kode RU, RUS, 643
  1. Uden +5.

Strækkende over hele Nordasien og meget af Østeuropa spænder Rusland over elleve tidszoner og omfatter en bred vifte af miljøer og landformer. Fra nordvest til sydøst deler Rusland landegrænser med Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen og Polen (begge med Kaliningrad oblast), Hviderusland, Ukraine, Georgien, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Kina, Mongoliet og Nordkorea. Den deler havområder med Japan ved det Okhotske Hav og den amerikanske delstat Alaska på tværs af Beringstrædet.

Østslaverne opstod som en genkendelig gruppe i Europa mellem 200- og 700-tallet.[16] Grundlagt og styret af en væringsk krigerelite og deres efterkommere, opstod den middelalderlige stat Rus i 800-tallet. I 988 konverterede krigereliten til ortodoks kristendom fra det Det Byzantinske Rige.[17] Med konverteringen indledtes en omfattende ​​byzantinsk afsmitning på de slaviske kulturer, der senere blev definerende for den russiske kultur i det næste årtusinde.[17] Rus desintegreres efterfølgende i en række mindre slaviske stater; de fleste af de slaviske stater blev løbet over ende af den mongolske invasion og blev vasalstater under den nomadiske Gyldne Horde i 1200-tallet.[18] Storfyrstendømmet Moskva genforenede lidt efter lidt de omkringliggende russiske fyrstendømmer, opnåede uafhængighed fra den gyldne horde og kom til at dominere Kijevrigets kulturelle og politiske arv. I 1700-tallet var landet stærkt udvidet gennem erobring, annekteringer og udforskning til at blive Det Russiske Kejserrige, der var det tredje største imperium i historien, og strakte sig fra Polen i vest til Alaska i øst.[19][20]

Efter den russiske revolution blev den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik den største og ledende del af Unionen af socialistiske sovjetrepublikker, verdens første konstitutionelle socialistiske stat.[21] Sovjetunionen spillede en afgørende rolle i den allierede sejr i 2. verdenskrig,[22][23] og opstod som en anerkendt supermagt og rival til USA under den kolde krig. Sovjet æraen resulterede nogle af de vigtigste teknologiske resultater i 1900-tallet, herunder opsendelsen af verdens første menneskeskabte satellit og udsendelsen af ​​det første mennesker i rummet. I slutningen af ​​1990 havde Sovjetunionen verdens næststørste økonomi, verdens største militær og det største lager af masseødelæggelsesvåben.[24][25][26] Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 opstod femten uafhængige republikker fra Sovjetunionen: Rusland, Ukraine, Hviderusland, Kasakhstan, Usbekistan, Armenien, Aserbajdsjan, Estland, Georgien, Kirgisistan, Letland, Litauen, Moldova, Tadsjikistan, Turkmenistan; Russiske SFSR rekonstituerede sig som Den Russiske Føderation og anerkendtes som Sovjetunionens efterfølgerstat.[27] Rusland er en semipræsidentiel føderal republik.

Den Rusland har det tolvte største nominelle BNP og sjette højeste købekraftsparitet i 2015.[28] Ruslands omfattende mineral- og energiressourcer er de største reserver i verden,[29] hvilket gør det til en af ​​de førende producenter af olie og naturgas globalt.[30][31] Landet er et af de fem anerkendte atomvåbenlande og besidder det største lager af masseødelæggelsesvåben.[32] Rusland er en stormagt såvel som en regional magt og er blevet karakteriseret som en potentiel supermagt. Landet er permanent medlem af FN's sikkerhedsråd samt medlem af G20, Europarådet, Asia-Pacific Economic Cooperation (APEC), Shanghai Cooperation Organisation (SCO), Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og World Trade Organisation (WTO) samt er det ledende medlem af Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG), Den kollektive sikkerhedspagt (CSTO) og et af fem medlemmer af Den eurasiske økonomiske union (EAEU) sammen med Armenien, Hviderusland, Kasakhstan og Kirgisistan.

Indholdsfortegnelse

HistorieRedigér

  Uddybende artikel: Ruslands historie

Russisk politik har været præget af flere perioder, hvoraf man groft kan inddele i en præ-sovjetisk periode, en sovjetisk periode og en post-sovjetisk periode. I den præ-sovjetiske periode var Rusland et enevældigt monarki med en stærk zar i spidsen. Denne periode var præget af en ekspansionistisk tilgang som følge af at Rusland ikke nærede såvel som nærer naturlige grænser[33]. På grund af denne svaghed følte russerne, at den eneste måde, hvorpå de kunne opnå sikkerhed, var gennem ekspansion via et stærkt militær[33]. Denne tilgang til omverdenen ændrede sig ikke med bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917. I Sovjetunionens tidlige år, var opfattelsen at denne var svag og kapitalismen stærk[34]. Det var derfor nødvendigt at konsolidere magten. Det var da også først fra 1945, at Sovjetunionen rigtigt følte sig "konsolideret" med sejren over de fascistiske system i Vest[34]. Herefter begyndte Den Kolde Krig, der blev præget af et våbenkapløb mellem Sovjetunionen og Vesten. Denne periode varede til engang i 1970erne, hvor Sovjetunionen og USA underskrev en række aftaler om våbenkontrol. I slutningen af 1980erne afbrød Sovjetunionen støtten til de østeuropæiske kommunistiske regimer med den konsekvens, at de begyndte at falde fra hinanden. I 1991 brød Sovjetunionen sammen, da præsidenten Boris Jeltsin, præsident for RSFSR valgte at trække Rusland ud af Sovjetunionen, hvormed Sovjetunionen reelt ophørte med at eksistere. Den efterfølgende periode blev præget af et "oligarkiets diktatur", hvor russiske oligarker fik stor indflydelse på den førte politik[35]. Boris Kagarlitsky taler om en symbiose mellem på den ene side staten og på den anden oligarkiet[36]. Oligarkerne hjalp blandt andet Boris Jeltsin med at blive genvalgt[37]. Dette syntes at var ved indtil 1999, hvor Vladimir Putin bliver valgt til præsident. Han indfører en skrappere kurs overfor oligarkiet. Hans præsidentperiode bliver således kendt for en række arrestationer og nationaliseringer af virksomheder, hvad oligarkerne under Boris Jeltsin købte for en slik[38]. En uge før valget i 2000 udtaler Putin, at oligarkiet vil "cease to exist"[39]. Dette bliver dermed begyndelsen på et massivt angreb på Boris Berezovskij, Vladimir Gusinskij og måske mest berømt, Mikhail Khodorskij, der mistede deres virksomheder[39]. I takt med en generel bedring af økonomien som følge af stigende olie- og gaspriser, lykkedes det Putin at rette op på økonomien.

Den Russiske FøderationRedigér

Den Russiske Føderation opstod i 1991 efter, at Sovjetunionen brød sammen. Boris Jeltsin blev den første folkevalgte præsident. Jeltsins periode var præget af uroligheder og økonomisk forfald. Hans efterfølger Vladimir Putin, der blev valgt i 2001, formår at få kontrol med det store land.

Rusland under Boris JeltsinRedigér

  Uddybende artikel: Boris Jeltsin

Boris Jeltsin blev Ruslands første folkevalgte præsident, der blev genvalgt igen i 1996 med 35,8 % af stemmerne mod hans nærmeste konkurrent, kommunisten Gennadij Sjuganovs 32,5%[40]. Til gengæld blev Det Russiske Kommunistparti Dumaens største ved parlamentsvalget i 1995[41]. Først og fremmest var Rusland under Jeltsin kendetegnet af økonomisk og politisk uro. Op gennem 1980erne var Sovjetunionens økonomi gået i stå. Væksten var negativ[42]. Dette havde en negativ på det russiske BNP, der ifølge officielle data var i frit fald fra 1991 til 1996[43]. Den negative udvikling kan også ses i den positive udvikling i hjemmebrug[44], der voksede uafbrudt fra 1990 til 1998[45]. I et forsøg på at "Vestliggøre" Rusland gennemførte Jeltsin en privatisering af de russiske statsvirksomheder[38]. Ud af dette udviklede der sig den føromtalte symbiose mellem de russiske ledere, der havde brug for oligarkernes finansiering til at blive genvalgt, men samtidig havde oligarkerne brug for staten til at reproducere det system, som oligarkerne havde skabt[35]. Denne støtte vekslede oligarkerne til indflydelse og magt over præsidenten. Et eksempel på dette var oligarkernes utilfredshed med daværende ministerpræsident, Jevgenij Primakov, der på grund af sin lyserøde politik blev ønsket afsat, hvorefter han vitterligt blev afsat af præsident Jeltsin[46]. Et andet problem der prægede Rusland og i særdeleshed præsidenten i 1990erne, var Jeltsins helbredsmæssige problemer[47][48].

Den første krig i Tjetjenien (1993-1997)Redigér
 
Tjetjensk rebel nær en regeringsbygning under en pause i kamphandlingerne

I 1993 rykkede russiske hærstyrker ind i Tjetjenien, idet Tjetjenien søgte at løsrive sig efter Sovjetunionens sammenbrud[49]. Dette medførte en blodig borgerkrig, som Rusland til sidst måtte trække sig ud af, hvilket kastede Tjetjenien ud i lovløshed[49]. Krigen udstillede russisk svaghed, hvis hær ikke var i stand til at stille med mere end 25000 kampberedte tropper, der var demoraliserede og dårligt uddannede. Der var endvidere problemer med forsyningerne. Og måske vigtigste af alt, så var de ikke klar til at gå i krig mod, hvad de opfattede som andre russere[50]. Russiske styrker var i midten af 1990erne alligevel i stand til at begå voldshandlinger mod tjetjenere, der var mistænkt for samarbejde med rebellerne. Da sidstnævnte generobrede Groznij, gennemførte tjetjenerne lignende voldshandlinger mod tjetjenere mistænkt for samarbejde med russerne[51]. I 1997 Jeltsin underskrev en fredsaftale med den tjetjenske præsident Aslan Mashkadov, der dermed sluttede krigen. Ifølge officielle russiske oplysninger, kostede krigen 30-40.000 mennesker livet, mens den russiske menneskerettighedsorganisation, Memorial, anslår antallet af døde til 50.000[52].

Primakov-affærenRedigér

Rusland var i økonomiske krise i slutningen af 1990erne. Dette fik Jeltsin til at vælge Jevgenij Primakov som premierminister. Han sad fra 1998 til 1999[39]. Oligarkerne som et par år forinden havde hjulpet Jeltsin til magten, så en trussel i Primakov, der blev kaldt den lyserøde premierminister, fordi han tillod en kommunist i sin regering[53]. Dette førte til en situation, hvor oligarkerne indledte en åben krig med daglige angreb mod Primakov via deres medieemperier[46]. Særligt oligarken, Boris Berezovskij, følte at sin magt var under pres. Det var da også ham, der var den primære årsag til Primakovs afsættelse i 1999[54].

Rusland under Vladimir PutinRedigér

  Uddybende artikel: Vladimir Putin

Vladimir Putin blev udpeget som Jeltsins efterfølger den dag, han blev valgt til premierminister, og valgt til præsident i 2000 med 52,9% af stemmerne[55]. I Rusland er der kotyme for, at den som er premierminister også bliver valgt som præsident. Imidlertid var det ikke kun denne udpegning, som hjalp ham til magten. Hvor det i Vesten er et plus at have politisk erfaring, kan det være et minus i Rusland. Hans manglende erfaring gjorde, at han ikke var indblandet i Jeltsintidens mange intriger [56]. I samme perioder var Rusland præget af usikkerhed som følge af den dårlige økonomi såvel som uroligheder i Tjetjenien og det nordlige Kaukasus. Økonomien retter sig op som følge af stigende oliepriser[57], mens Putin sætter hårdt mod hårdt i Tjetjenien, hvor det lykkes ham at indsætte Ramzan Kodyrov som en loyal præsident. En anden udfordring som møder Putin er parlamentsvalget i 2003, som partier der støtter ham vinder. Forenet Rusland får 49,3% af pladserne i Dumaen mod Kommunistpartiets 11,6% [58]. Den store udenrigspolitiske udfordring blev det amerikanske missilskjold, som medførte at temperaturen mellem de to lande faldt til frysepunktet. Det medførte blandt andet at ABM traktaten blev ophævet[59], hvilket fik russerne til at føle sig truet blandt andet fordi amerikanerne kan og kunne udkonkurrere dem økonomisk, og dermed opnå atomar overmagt[60]. I 2004 blev han genvalgt med 71,3% af stemmerne[55].

Ruslands udenrigspolitikRedigér

Den Russiske Føderation er anerkendt i folkeretten som en efterfølgerstat af det tidligere Sovjetunionen.[27] Rusland fortsætter med at overholde Sovjetunionens internationale forpligtelser og har indtaget USSRs faste sæde i FN's sikkerhedsråd, medlemskab i andre internationale organisationer, rettigheder og forpligtelser i henhold til internationale traktater og ejendom og gæld. Rusland har en mangesidig udenrigspolitik. Fra 2009 opretholder føderationen diplomatiske forbindelser med 191 lande og har 144 ambassader. Udenrigspolitikken fastlægges af præsidenten og udføres af Ruslands udenrigsministerium (russisk: Ministerstvo inostrannykh del Rossijskoj Federatsii).[61]

Som den tidligere supermagts efterfølgerstat bliver Ruslands geopolitiske status ofte debatteret, især i forhold til den unipolære og multipolære situation i det globale politiske system. Mens Rusland almindeligvis accepteres som værende en stormagt, har en række verdensledere,[62][63] lærde,[64] kommentatorer og politikere[65] i de senere år karakteriseret landet som en supermagt eller potentiel supermagt.[66][67][68]

Som et af de ​​fem faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd spiller Rusland en vigtig rolle i opretholdelsen af ​​international fred og sikkerhed. Landet deltager i Mellemøst-kvartetten[69] og sekspartsforhandlingerne med Nordkorea. Rusland var medlem af G8, Europarådet, OSCE og APEC. Rusland tager som regel en ledende rolle i regionale organisationer som SNG, EAEU, CSTO og SCO.[70] Rusland blev den 39. medlemsstat af Europarådet i 1996.[71] I 1998 ratificerede Rusland Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Retsgrundlaget for EU's forbindelser med Rusland er partnerskabs- og samarbejdsaftalen, som trådte i kraft i 1997. Aftalen minder om parternes fælles respekt for demokrati og menneskerettigheder, politisk og økonomisk frihed og engagement i international fred og sikkerhed.[72] I maj 2003 blev EU og Rusland enige om at styrke deres samarbejde på grundlag af fælles værdier og fælles interesser.[73] Tidligere præsident Vladimir Putin havde fremført et strategisk partnerskab med tæt integration i forskellige dimensioner, herunder etablering af fælles rum mellem EU og Rusland.[74] Siden Sovjetunionens opløsning har Rusland udviklet et venligere forhold til USA og NATO. NATO-Rusland-rådet blev oprettet i 2002 for at tillade USA, Rusland og de 27 allierede i NATO at arbejde sammen som lige partnere for at udvikle mulighederne for samarbejde.[75]

Rusland opretholder stærke og positive forbindelser med andre BRICS-landene. Indien er den største kunde af russisk militært udstyr, og de to lande har omfattende forsvarsmæssige og strategiske kontakter.[76] I de seneste år har landet styrket de bilaterale bånd især med Folkerepublikken Kina ved at underskrive en venskabstraktat samt opbygge Olierørledning Østsibirien-Stillehavet og en gasledning fra Sibirien til Kina.[77][78]

Et vigtigt aspekt i Ruslands forhold til Vesten er kritikken af ​​Ruslands politiske system og menneskerettigheder (herunder LGBT-rettigheder, ytringsfrihed og rapporter om dræbte journalister) af vestlige regeringer, massemedier og de førende demokrati- og menneskerettighedsvagthunde. Navnlig anser sådanne organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch at Rusland ikke har sikret tilstrækkelige demokratiske rettigheder og ikke tillader sine borgere at have politiske rettigheder og borgerlige friheder.[79][80] Freedom House, en international organisation finansieret af USA, rangerer Rusland som "ikke fri" og citerer "omhyggeligt konstruerede valg" og "fravær" af fri debat.[81] De russiske myndigheder afviser disse påstande og kritiserer især Freedom House. Det russiske udenrigsministerium har kaldt 2006-rapporten om frihed i verden som "præfabrikeret", hvori det hedder, at menneskerettighedsspørgsmålene er blevet til et politisk våben, især af USA. Ministeriet hævder også, at organisationer som Freedom House og Human Rights Watch bruger udvælgelse af "isolerede fakta, som naturligvis kan findes i ethvert land" og ophøjer dem til dominerende tendenser.[82]

PolitikRedigér

Rusland er en føderal republik, der består af 85 regioner[83] med varierende autonomi[84]. I dag er der direkte valg til præsidentposten og forholdstalsvalg til det russiske parlament Dumaen. Præsidenten udpeger guvernørerne såvel som dommere og statsanklagere, som så skal godkendes af Føderationsrådet[85]. Dette har Putin indført for at styrke Moskva i forhold til regionerne[86]. Russisk politik er præget af en høj grad af vælger bevægelighed (volatilitet) som følge af de mange forskellige partier, der stiller op til hvert valg i Rusland[87]. I dag domineres Dumaen af Putins parti "Forenet Rusland", der i 2007 fik 64 procent af stemmerne[88].

  • Den udøvende magt: Præsidenten
  • Den lovgivende magt: Dumaen
  • Den dømmende magt: Forfatnings- Højeste- og Voldgiftsretten[89]

Administrative inddelingerRedigér

  Uddybende artikel: Ruslands føderale enheder
 
Subnationale enheder i Rusland
 
Føderale distrikter i Rusland

Rusland har i alt 85 administrative områder, der hver har 2 delegerede i forbundsrådet, som er overhuset i Ruslands parlament. De 85 områder er af 6 forskellige typer som har forskellige grader af selvstyre:

  1. 22 republikker har egen grundlov, parlament og præsident. De har selvstyre på mange områder og er normalt hjemland for et bestemt ikke-russisk folkeslag.
  2. 46 oblaster er den mest udbredte føderale enhed.
  3. 9 krajer er som oblasterne, men er sædvanligvis mere perifere og tyndtbefolkede.
  4. 1 autonom oblast, den Jødiske autonome oblast.
  5. 4 autonome okrugerer har mere selvstyre end oblasterne, men mindre end republikkerne. De har normalt en dominerende etnisk minoritet.
  6. 3 føderale byer: Moskva, Sankt Petersborg[90] og Sevastopol.[91]

De 85 områder er fordelt på 8 føderale distrikter, der med deres administrationsbyer er:

  1. Centrale føderale distrikt (Moskva)
  2. Sydlige føderale distrikt (Rostov ved Don) (inklusiv Krim)
  3. Nordvestlige føderale distrikt (Sankt Petersborg)
  4. Volgas føderale distrikt (Nisjnij Novgorod)
  5. Nordkaukasiske føderale distrikt (Pjatigorsk)
  6. Fjernøstlige føderale distrikt (Khabarovsk)
  7. Sibiriske føderale distrikt (Novosibirsk)
  8. Urals føderale distrikt (Jekaterinburg)

De 22 autonome republikker er Adygeja, Altaj, Basjkortostan, Burjatia, Dagestan, Ingusjetien, Kabardino-Balkarien, Kalmykija, Karatjajevo-Tjerkessien, Karelija, Khakasija, Komi, Marij El, Mordovija, Nordossetien–Alania, Sakha (Jakutien), Tatarstan, Tjetjenien, Tjuvasjien, Tyva, Udmurtien og Krim.

KlimaRedigér

Størstedelen af Rusland har tempereret fastlandsklima, med store temperaturforskelle mellem sommer og vinter. I sydvest langs Sortehavet er klimaet subtropisk. Ved ishavskysten (nord), er der polarklima, men Kolahalvøen, der ligger tæt på Golfstrømmen har et mildt klima i forhold til de tæt omliggende områder. I det østlige af Sibirien er vintrene tørre og kolde med gennemsnitstemperaturer mellem 10 og 45 minusgrader.

Med udgangspunkt i 3 russiske byer: Arkhangelsk, Vladivostok og Volgograd. I disse 3 byer er nedbøren og temperaturen forskellige: I Arkhangelsk er temperaturen, når den er lavest, på: -13°, i Vladivostok er den på: -3° og i Volgograd er den på: 3°.

Når temperaturen er højest er den på 20° i Arkhangelsk, i Vladivostok er den på: 25° og i Volgograd er den næsten på 30°.

Nedbøren er meget forskellig, i Arkhangelsk kan der falde: op til 60mm. i Vladivostok kan der falde helt op til 120 mm. og i Volgograd falder der højest 35 mm.

GeografiRedigér

Rusland er 17.098.242 kvadratkilometer stort, og grænser op til Azerbaijan 284 km, Hviderusland 959 km, Kina (sydøst) 3,605 km, Kina (syd) 40 km, Estland 290 km, Finland 1,313 km, Georgien 723 km, Kazakhstan 6,846 km, Nord Korea 17.5 km, Letland 292 km, Litauen (Kaliningrad Oblast) 227 km, Mongoliet 3,441 km, Norge 196 km, Polen (Kaliningrad Oblast) 432 km, Ukraine 1,576 km.[83].

Rusland kan deles op i 4 dele, når man snakker geografi: Det Nordeuropæiske Rusland, Det Sydlige Europæiske Rusland, Sibirien og Russisk Fjernøsten.

Det Nordeuropæiske Rusland er større end noget andet europæisk land, men dækker alligevel kun en fjerdedel af hele Rusland. I dette område er Frans Josefs land, som ligger så langt mod nord, at den er i et område af det Arktiske Hav, som altid er frosset. I størstedelen af Det Nordeuropæiske Rusland, er sommeren kølig og kort, og der er sne om vinteren. De vigtigste vegetationstyper er taiga og løvfældende skov. Moskva og Skt. Petersborg (tidligere Leningrad) ligger i det 500 km brede bånd af løvskov. Det Sydlige Europæiske Rusland er varmere, og der er flere bjerge end det nordlige. I Kaukasusbjergene, som strækker sig mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav, ligger Elbrus, som er Europas højeste bjerg. Der er sjældent frostvejr langs Sortehavets kyst, og der er så mildt at man kan dyrke både, te, citrusfrugter og vindruer. Mod syd findes også den store Pontisk-Kaspiske slette, der strækker sig ind i flere af nabolandene, bl.a. Ukraine og Kasahkstan. Her findes en omfattende kornproduktion.

Sibirien og Russisk Fjernøsten omfatter ikke mindre end 14 millioner kvadratkilometer. Grænsen mellem Sibirien og Russisk Fjernøsten går langs grænserne mellem regionerne Tjita og Amur i syd og republikken Sakha-Jakutien i nord. Landskaberne er meget forskellige, lige fra monsunskov til boblende gletsjere og fra kæmpestore floder til mængder af søer og vidtstrakkte kyster.

Sibiriens klima er kontinentalt, og temperaturen kan komme helt ned på -45° om vinteren og kan nå op på 35+ grader om sommeren. Mange mennesker forestiller sig Sibirien som et dybfrossent og fjerntliggende vildnis, men det gælder kun en del af året. I Sibirien findes mange bjerge: Altaibjergene i syd, Stanovojbjergene i det centrale og østlige Sibirien samt helt mod øst, hvor der på Kamchatka er adskillige vulkaner. Der findes forskellige vegetationszoner (tundra, taiga og steppe).

Russisk Fjernøstens klima ligner meget Sibiriens klima, men i et enkelt område er der et meget anderledes klima. Sikhote-alin i sydøst har et nordligt monsunklima. Det vil sige, at området får mere regn og mildere vintre. Temperaturen går normalt ikke under -13*, og det er jo stor forskel på Sibiriens -45*.

Befolkning[83]Redigér

 
Grafisk oversigt over den russiske befolkning

Ifølge en folkeoptælling i 2002, består den russiske befolkning primært af etniske russere (79,8 %), dernæst tartarer (3,8 %), ukrainere (2 %), bashkirer (1,2 %), chuvash (1,1 %) samt andre (12,1%). Derudover består den russiske befolkning af armenere og tjetjenere. Tilsammen udgør disse befolkningsgrupper 140.041.247 ifølge et 2009 estimat. Den største del af befolkningen hører til aldersgruppen 15-64 årige med en lille overvægt af kvinder, hvilket også gør sig gældende for de to andre befolkningsgrupper (0-14 og dem over 65 år). I sidstnævnte gruppe er der dog langt flere kvinder end mænd. Den russiske befolkning svinder ind, hvilket vil sige, at der dør (16,06 / 1000) flere end der fødes (11 / 1000). Således toppede væksten i den russiske befolkning i 1991 med 148.704.000 russere for herefter at svinde ind til i 1994 til blot 148.306.000[92]. I 2009 blev væksten i befolkninge registreret til at være negativ på cirka 0,1% i følge Verdensbanken.

Den russiske befolkning)[83]
Medianalder for hele befolkningen 38,4 år (2009)
... for mænd 35,2 år.
... for kvinder 41,6 år
Urbaniseringsgrad 73,2% (2008)
Vækst i urbanisering 0,01%(2009)
Barnedødelighed 8,1 / 1000 (2009)
... drenge 9,04 / 1000
... piger 7,11 / 1000
Forventet levetid ved fødsel 68,7 år (2009)
... mænd 62,8 år.
... kvinder 74,7
Fertilitet 1,54 fødte per kvinde (2009)
Antal smittet med HIV 940.000 (2007)
Antal døde som følge af HIV 40.000 (2007)
Antal voksne der kan læse 99% (2002)
...mænd 99,7%
...kvinder 99,2%
Forventet antal skoleår - fra primær til tertiær uddannelse 14 år (2006)
...mænd 13 år
...kvinder 14 år
Indsatte i russiske fængsler 86.459 (2003)[93]
Indsatte i russiske fængsler ud af 100.000 606 (2003) [93]

ReligionRedigér

Den største religion i Rusland er ortodoks kristendom (70-80%), islam (8-9%), andre kristne (1-2%), buddhister (0,6%) og jøder (0,3%)[94]. Ifølge den russiske forfatning skal den russiske stat garantere for befolkningens rettigheder uafhængigt af deres religiøse ståsted såvel som køn, etnicitet etc[95].

Landbrug, skovbrug og fiskeriRedigér

Landbrug står for kun 4,9% af Ruslands bruttonationalprodukt, men det er blevet mere effektivt end tidligere. I 1980'erne måtte Rusland importere store mængder hvede fra USA. Siden 2001 er Rusland blevet nettoeksportør af hvede, takket være bedre styring og bedre kornsorter. Blandt de mest betydningsfulde afgrøder er hvede, byg, kartofler og sukkerroer. De seneste år har Rusland, efter at have udbygget dele af landbruget, eksporteret en del korn, 16,5 millioner tons i 2008 – mest byg og hvede.

Sibiriens skove (taiga) dækker et areal på mere end 3 millioner kvadratkilometer, og der vokser en femtedel af hele verdens træer. Siden Sovjetunionens fald har den russiske regering inviteret udenlandske firmaer til at fælde skovene for at få gang i økonomien. Der kommer masser af illegalt fældet tømmer fra Rusland til Europa. WWF (Verdensnaturfonden) mener at næsten 50% af tømmeret er fældet ulovligt, det vil sige, at tømmeret er blevet fældet uden der er blevet givet lov til det[96]. Tømmereksporten er ekspanderet kraftigt, i 1994 blev der solgt for 1,650 millioner dollars tømmer, men i 2003, blev der solgt for hele 3,500 millioner dollars, det er over en fordobling på bare 9 år.

Fiskeri er et vigtigt erhverv i Rusland. Man eksporterer 1,5 millioner tons fisk hvert år til lande i hele verden, og i Rusland er forbruget af fisk lige så stort. Fisk er en meget populær mad i Rusland, men for mange fattige familier i Rusland er det blevet en dyr luksus. I 1990 blev den russiske fiskeflåde solgt til et privat eget firma. Efter det, besluttede det firma, som blev kaldt ”Nordfisk”, kun at fange torsk, for brændstoffet var blevet for dyrt til at sejle efter sild, makrel og sardiner fordi de var meget længere væk end torsken var. Derudover var det var lettere at komme af med torsken i Norge end de andre fisk, og desuden var den norske pris langt bedre end i Rusland. Men der var en dominoeffekt ved dette, og det var at ledigheden steg i Rusland, for de steder hvor fabrikkerne havde større afdelinger med sild, makrel eller sardiner havde de ikke brug for lige så mange arbejdere i de afdelinger, og der var ikke plads til dem i torskeafdelingen. Fiskeproduktionen er derfor også faldet siden 1990. I 1996 var produktionen oppe på næsten 5 mill. tons, men i 2008 3,5 mill. tons. Rusland eksporterer en del fiskekonserves til Kina, Japan og Europa.

Større byerRedigér

GrænselandeRedigér

Rusland er det land i verden, der har flest landfaste naboer,14. Af disse var 8* tidligere en del af Sovjetunionen:

NoterRedigér

  1. ^ ОБ ИТОГАХ ВСЕРОССИЙСКОЙ ПЕРЕПИСИ НАСЕЛЕНИЯ 2010 ГОДА (Results of the Russian 2010 census)http://www.perepis-2010.ru/
  2. ^ The Russian federation: general characteristics (engelsk). Federal State Statistics Service. Arkiveret fra originalen d. 2003-10-21. Besøgt 5. april 2008.
  3. ^ (XLS)ПРЕДВАРИТЕЛЬНАЯ ОЦЕНКА ЧИСЛЕННОСТИ НАСЕЛЕНИЯ на 1 января 2015 года и в среднем за 2014 год. Gks.ru. 
  4. ^ a b Report for Selected Countries and Subjects. IMF. 2015. 
  5. ^ a b Report for Selected Countries and Subjects. 
  6. ^ "Distribution of family income – Gini index". The World Factbook (CIA). Hentet 5 januar 2014. 
  7. ^ (PDF)2014 Human Development Report Summary. United Nations Development Programme. 2014. pp. 21–25. Hentet 27. juli 2014. 
  8. ^ "The names Russian Federation and Russia shall be equal". "The Constitution of the Russian Federation" (på engelsk). (Article 1). Hentet 25. juni 2009. 
  9. ^ Russia. Encyclopædia Britannica. Hentet 31. januar 2008. 
  10. ^ Территория и население Российской Федерации. Arkiveret fra originalen 16. april 2016.  Arkiveret 16. april 2016.
  11. ^ Russia. 
  12. ^ Рекорды и антирекорды России. 
  13. ^ "Демография" (på russisk) (DOC). Russian Federal State Statistics Service. 2016. Hentet 20. oktober 2016. 
  14. ^ (på russisk) (XLS)Оценка численности населения на 1 января 2017 года и в среднем за 2016 год. Hentet 20. oktober 2016. 
  15. ^ Når man inkluderer Republikken Krim og Sevastopol, er det samlede indbyggertal i Rusland 146.804.372.[14]
  16. ^ Russia. Encyclopædia Britannica. Hentet 31. januar 2008. 
  17. ^ a b Excerpted from Glenn E. Curtis (ed.) (1998). Russia: A Country Study: Kievan Rus' and Mongol Periods. Washington, D.C.: Federal Research Division of the Library of Congress. Hentet 20. juli 2007. 
  18. ^ Prawdin, Michael (1967). "Introduction". The Mongol Empire: Its Rise and Legacy. Transaction Publishers. s. 512–550. ISBN 141282897X. 
  19. ^ Rein Taagepera (1997). "Expansion and Contraction Patterns of Large Polities: Context for Russia". International Studies Quarterly 41 (3): 475–504. doi:10.1111/0020-8833.00053. 
  20. ^ Peter Turchin; Thomas D. Hall (2006) (PDF). East-West Orientation of Historical Empires. Journal of World-Systems Research, Vol. 12 (no. 2). pp. 219–229. Arkiveret fra originalen 22. februar 2007.  Arkiveret 22. februar 2007.
  21. ^ Jonathan R. Adelman; Cristann Lea Gibson (1. juli 1989). Contemporary Soviet Military Affairs: The Legacy of World War II. Unwin Hyman. s. 4. ISBN 978-0-04-445031-3. Hentet 15. juni 2012. 
  22. ^ Weinberg, G. L. (1995). A World at Arms: A Global History of World War II. Cambridge University Press. s. 264. ISBN 0-521-55879-4. 
  23. ^ Rozhnov, Konstantin, "Who won World War II?". BBC.
  24. ^ GDP – Million 1990. CIA Factbook. 1991. Hentet 30. november 2015. 
  25. ^ Scott and Scott (1979) p. 305
  26. ^ October 30, 1961 – The Tsar Bomba: CTBTO Preparatory Commission. 
  27. ^ a b Country Profile: Russia. Foreign & Commonwealth Office of the United Kingdom. Arkiveret fra originalen 16. oktober 2009. Hentet 27. december 2007.  Arkiveret 16. oktober 2009.
  28. ^ Report for Selected Countries and Subjects. IMF. Hentet April 27, 2015. 
  29. ^ Commission of the Russian Federation for UNESCO: Panorama of Russia. Unesco.ru. Hentet 29. oktober 2010. 
  30. ^ (PDF)International Energy Agency – Oil Market Report. 18. januar 2012. Arkiveret fra originalen 18. maj 2012. Hentet 20. februar 2012.  Arkiveret 18. maj 2012.
  31. ^ "Country Comparison :: Natural gas – production", CIA World Factbook. Hentet 3. februar 2014.
  32. ^ Status of Nuclear Powers and Their Nuclear Capabilities. Federation of American Scientists. March 2008. Hentet March 19, 2014. 
  33. ^ a b Ermarth, Fritz W. (2006). Russia's Strategic Culture: Past, Present, and... in Transition?, SAIC, p. 4.
  34. ^ a b Fleron, Frederic J., Jr., Hoffmann, Erik. P. (1980). "From Cold War to Competitive Coexistence: Western Diplomacy, the Strategic Balance, The Global Economy, the Third World, International Communism, and Soviet Foreign Policy", pp. 289-300 i Fleron, Frederic J., Jr., Hoffmann, Erik. P. (red.), The Conduct of Soviet Foreign Policy, Aldine Publishing Company, p. 289
  35. ^ a b Kagarlitsky, Boris (2002). Russia under Yeltsin and Putin, London: Pluto Press, p. 109.
  36. ^ "[...] the oligarchs were capitalists who depended 'totally and absolutely on the state'. Since the oligarchs did little investing, it was the government that ultimately ensured the reproduction of the model that had been established. Nevertheless, the regime in turn depended on the oligarchs, who lobbied for its interests, paid for the political and propaganda campaigns of the offical politicians, and often simply supported 'neccesary' state functionaries." p. 109.
  37. ^ WashingtonPost.com: Powerful Few Rule Russian Mass Media
  38. ^ a b Kagarlitsky, 2002: 188.
  39. ^ a b c Duncan, Peter J. S. (2007), Oligarchs', business and Russian Foreign Policy: From El'tsin to Putin', Economics Working Paper no. 83, London: Centre for the Study of Economic and Social Change in Europe, p. 9
  40. ^ Præsidentvalget i 1996
  41. ^ Valg til dumaen
  42. ^ Easterly, William, Fischer, Stanley (1995). ”The Soviet Economic Decline”, The World Bank Economic Review, vol. 9 (September), no. 3, p. 353
  43. ^ Ellman, Michael (2000). "The Russian Economy under El'tsin", Europe-Asia Studies, vol. 52, no. 8, p. 1421
  44. ^ Ifølge officielle russiske oplysninger, kaldes dette for krest'yanskie / fermerskie khozyaistva.
  45. ^ Ellman, 2000: 1419
  46. ^ a b Kagarlitsky, 2002: 209
  47. ^ Alkohol: Nivat, Anna (2004). Putin the Popular : He's young, energetic, clever, and sober, NY Times, Marts 13, 2004. New York, http://www.nytimes.com/2004/03/13/opinion/13iht-ednivat_ed3_.html?pagewanted=1 (24. April, 2010).
  48. ^ Hjerteproblemer: Gordon, Michael R. (1997). Yeltsin's Surgeon Says His Illness Is a Cold, Not More Heart Trouble, December 12, 1997, New York Times. http://www.nytimes.com/1997/12/12/world/yeltsin-s-surgeon-says-his-illness-is-a-cold-not-more-heart-trouble.html (2. Maj, 2010)
  49. ^ a b Kagarlitsky, 2002: 105
  50. ^ Kagarlitsky, 2002: 117
  51. ^ Russian Withdrawl, Globalsecurity.org
  52. ^ The New York Times. August 16, 2005. http://www.nytimes.com/2005/08/15/world/europe/15iht-chech.html?_r=1. Retrieved May 2, 2010.
  53. ^ Shevtsova, Lillia (2001). "From Yeltsin to Putin: Evolution of Power", pp. 67-112 i Brown, Archie, Shevtsova, Lilia (red.), Gorbachev, Yeltsin, and Putin, Carnegie Endowment for International Peace, p. 86
  54. ^ Duncan, Peter J. S. (2007), Oligarchs', business and Russian Foreign Policy: From El'tsin to Putin', Economics Working Paper no. 83, London: Centre for the Study of Economic and Social Change in Europe, p.3
  55. ^ a b Præsidentvalget i 2000
  56. ^ Shevtsova, Lillia (2001). "From Yeltsin to Putin: Evolution of Power", pp. 67-112 i Brown, Archie, Shevtsova, Lilia (red.), Gorbachev, Yeltsin, and Putin, Carnegie Endowment for International Peace, p. 92f
  57. ^ Shevtsova, 2001: 98
  58. ^ Dumavalget i 2003
  59. ^ Perez-Rivas, Manuel (2001). U.S. quits ABM treaty, December 14, 2001, CNN. http://archives.cnn.com/2001/ALLPOLITICS/12/13/rec.bush.abm/ (1. Maj, 2010).
  60. ^ Brady, Rose, Crock, Stan, Clifford, Mark, Starobin, Paul (2001). Missile Shield--or Red Flag? Maj 14, 2001, BusinessWeek. http://www.businessweek.com/magazine/content/01_20/b3732092.htm (30. April, 2010)
  61. ^ Kosachev. K. Russian Foreign Policy Vertical. Russia in Global Affairs. Hentet 27. december 2007. 
  62. ^ Venezuela's President Hugo Chavez recognizes independence of breakaway Georgia republics by Megan K. Stack. 9. september 2009
  63. ^ Netanyahu declares Russia as superpower Russia Today News 15. februar 2010
  64. ^ Superpower Reborn Archived 27 April 2011[Date mismatch] at the Wayback Machine. by Ronald Steel. New York Times, 24. august 2008
  65. ^ Russia is a Superpower CNN, US Senators telling the truth. 30. august 2008. 
  66. ^ Rosefielde, Steven (2005). Russia in the 21st Century The Prodigal Superpower. Cambridge University Press. ISBN 0-521-83678-6. 
  67. ^ Atwell, Kyle (25. august 2008). Is Russia a Superpower? Cold War II?. Atlantic Review. Hentet 20. oktober 2016. 
  68. ^ What's Looming in Ukraine Is more Threatening than Georgia. Der Spiegel. 16. oktober 2008. Hentet 20. oktober 2016. "Nikonov: Russia is not a superpower and won't be one for the foreseeable future. But Russia is a great power. It was one, it is one and it will continue to be one." 
  69. ^ dr.dk (6. juli 2004): Mellemøst-kvartetten mødes i Jerusalem, hentet 24. jul 2017
  70. ^ The Shanghai Cooperation Organisation at Globalsecurity.org 27. april 2005
  71. ^ Russian Federation – Member state. Council of Europe. Hentet April 28, 2015. 
  72. ^ Legal framework – The Partnership and Cooperation Agreement. Delegation of the European Union to Russia. 13. februar 2009. Hentet 27. april 2015. 
  73. ^ Political framework – Europe and Russia: Building a Strategic Partnership. Delegation of the European Union to Russia. 13. februar 2009. Hentet 27. april 2015. 
  74. ^ (på russisk)Interview of official Ambassador of Russian Foreign Ministry on relations with the EU. RIA Novosti. Hentet 30. juni 2008. 
  75. ^ NATO-Russia relations. NATO. Arkiveret fra originalen 11. april 2007. Hentet 27. december 2007.  Arkiveret 11. april 2007.
  76. ^ Kotoky, Anurag (16. november 2013). "Indian navy gets Russian carrier as it seeks to bolster military". Ruetes. 
  77. ^ Page, Jeremy (September 26, 2010). "Russian Oil Route Will Open to China". The Wall Street Journal. Hentet September 28, 2010. 
  78. ^ Russia in milestone oil pipeline supply to China. Reuters. January 1, 2011. Hentet March 21, 2011. 
  79. ^ Amnesty International report on Russia. Amnesty International. Arkiveret fra originalen 13. juli 2010. Hentet 11. juli 2010.  Arkiveret 13. juli 2010.
  80. ^ Human Rights Watch on Russia and Chechnya HTW.org
  81. ^ Annual report Russia. Freedom House. 10. maj 2004. Hentet 27. april 2010. 
  82. ^ (på russisk)МИД России назвал доклад Freedom House "дубиной" в руках Вашингтона. Newsru.com. Hentet 27. april 2010. 
    (dansk: ~ Det russiske udenrigsministerium kaldte Freedom House-rapporten "instrument" i Washingtons hænder)
  83. ^ a b c d Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag: Der er ikke specificeret nogen fodnotetekst til navnet cia
  84. ^ Den Russiske Forfatning, artikel 66
  85. ^ Den Russiske Forfatning, artikel 129, stk. 3
  86. ^ Remmington, Thomas F. (2008), "Politics in Russia", pp. 358-403, i: Almond, Gabriel Al, Powerl, G. Bingham Jr., Dalton, Russel J., Strøm, Kaare (2008),Comparative Politics Today. A World View, Pearson Longman
  87. ^ Fish, Steven M. (2006). "Stronger Legislatures, Stronger Democracies", pp. 5-20, Journal of Democracy, vol. 17, no. 1, National Endowment for Democracy and the Johns Hopkins University Press
  88. ^ Russia Votes
  89. ^ Den Russiske Forfatning
  90. ^ Den Føderale Struktur, Den Russiske Forfatning
  91. ^ Kremlin.ru. Договор между Российской Федерацией и Республикой Крым о принятии в Российскую Федерацию Республики Крым и образовании в составе Российской Федерации новых субъектов (Russisk)
    (dansk: ~ Traktaten mellem Den Russiske Føderation og Republikken Krim om optagelsen i Den Russiske Føderation for Republikken Krim og om etablering af nye emner inden for Den Russiske Føderation)
  92. ^ Russia's Demographic Crisis, 1. Family, Fertility, and Demographic Dynamics in Russia: Analysis and Forecast, RAND Coperation
  93. ^ a b Ingen kilde.
  94. ^ Remington, 2008: 359
  95. ^ Rettigheder og Friheder, Den Russiske forfating
  96. ^ Russia’s sustainable forestry revolution

Se ogsåRedigér

Eksterne henvisningerRedigér

LitteraturRedigér

  • Fleron, Frederic J., Jr., Hoffmann, Erik. P. (1980). "From Cold War to Competitive Coexistence: Western Diplomacy, the Strategic Balance, The Global Economy, the Third World, International Communism, and Soviet Foreign Policy", pp. 289–300 i Fleron, Frederic J., Jr., Hoffmann, Erik. P. (red.), The Conduct of Soviet Foreign Policy, Aldine Publishing Company
  • Kagarlitsky, Boris (2002). Russia under Yeltsin and Putin, London: Pluto Press
  • Remmington, Thomas F. (2008), "Politics in Russia", pp. 358–403, i: Almond, Gabriel Al, Powerl, G. Bingham Jr., Dalton, Russel J., Strøm, Kaare (2008),Comparative Politics Today. A World View, Pearson Longman

Koordinater: 60°N 40°Ø / 60°N 40°Ø / 60; 40