Almsted

landsby på Als

Almsted er en lille landsby midt på Als med under 200 indbyggere. Den har 36 huse og gårde. Det er beliggende i Sønderborg Kommune og hører med under Region Syddanmark. Der er 14 km til Sønderborg, 6 km til Augustenborg og 3 km til Fynshav. Der er desuden kun 4 km til den 700 ha store Nørreskoven, der følger Als's kystlinie over ca. 9 km.

Almsted
Overblik
Land Danmark Danmark
Region Region Syddanmark
Kommune Sønderborg Kommune
Sogn Notmark Sogn
Postnr. 6440 Augustenborg
Demografi
Kommunen 76.439 (2010)
 - Areal 496,57 km²
Andet
Tidszone UTC +1
Højde m.o.h. 52 m
Hjemmeside www.sonderborg.dk
Oversigtskort

Infrastruktur redigér

Almsted har kun en gade, dog med snoninger og stikveje og gaden har derfor navn efter bebyggelsen. Primærrute 8 mellem Tønder og Nyborg ligger umiddelbart syd for landsbyen.

Digerne i Almsted redigér

Der har tidligere været mange stendiger langs de krogede veje i bebyggelsen og et stykke på lidt over 80 meter er blevet genopført i sommeren 2010 [1].

Historie redigér

Almsteds historie går adskillige århundreder tilbage, men den ældste nuværende bygning er fra 1726 (nr.33)[2]. I alt er 20 af landsbyens huse fra før 1900. Bebyggelsens navn menes at være ældre end vikingetid [3]. Ifølge Trap Danmark fra 1930 nævnes bebyggelsen i 1245 som Halmstad [4].

Befolkning redigér

År Indbyggere
1803 251
1845 194
1855 216
1921 147
1925 156

Der har tidligere været langt flere indbyggere i Almsted end hvad tilfældet er i dag. Dette skyldes især de mange gårde, som tidligere havde stort behov for tjenestefolk. Disse var også talt med i folketællingerne, som tallene stammer fra.

Russere i Almsted redigér

Under 1. verdenskrig fik Almsted tilsendt flere russiske krigsfanger. Dette skyldes, at Sønderjylland på den tid var tysk og derfor skulle mændene også i Almsted gøre tjeneste som tyske soldater ved fronten. Som erstatning for dem, fik landbruget gratis arbejdskraft ved russiske krigsfanger. De første ankom til Almsted i foråret 1915 og blev der til februar 1919. I alt kom der 10 russere til bebyggelsen. En mindesten for en af disse, Dimitri Nikoforovitj Harytkin fra Rubnioe, Rusland, er rejst nær landsbyen [5].

Martin N. Hansen redigér

Almsted er flere gange blevet nævnt i sange og digte af den lokale forfatter Martin N. Hansen. Der er ved hovedvejen rejst et minde om ham, med forskellige uddrag af hans værker. Bl.a. et digt om hanen i Almsted:

  E kokk' i Almstej di er så søvne,

og åll'e høns hærr et trøvsomt løvned,
så tidle hamrer den gammel smej,
te ingen kokke kan sov' i frej [6].

 

Eksterne henvisninger redigér

Kilder redigér

  1. ^ Stendiger sættes i stand – TV SYD – TVSyd – KT
  2. ^ www.OIS.dk – Din genvej til ejendomsdata
  3. ^ "Arkæologi på Als". Arkiveret fra originalen 11. februar 2010. Hentet 14. juli 2010.
  4. ^ Trap:Danmark IX. bind Sønderjylland og Færø Amt (1930)
  5. ^ Russiske Krigsfganger i Almsted 1915-1919
  6. ^ Æ Synnejysk Forening » E kokk i Almstej