Aum eller Om (devanagari: ॐ) er en stavelse, som tillægges stor betydning inden for hinduismen, buddhismen, i megen østlig filosofi generelt og ligeledes i visse esoteriske og okkulte kredse. Aum regnes generelt for det helligste af alle mantraer og indgår tillige i et utal af andre mantraer, hvorfor det er stort set allestedsnærværende i Indien og indisk religion.

Aum skrevet med devanagari-alfabetet.
Et stiliseret tamilsk aum kan minde om en elefant.

Lyd og tegnRediger

Mantraet er sammensat af tre lyde, nemlig [a], [u] og [m], hvoraf de to første danner en diftong. Disse tre lyde siges i den hinduistiske tradition at betegne de tre primære, hinduistiske guder: skaberen Brahma, vedligeholderen Vishnu og ødelæggeren Shiva. Alternativt siges de også undertiden at betegne de tre sindstilstande: vågen, drøm og søvn.

I den mest udbredte indiske skrift, devanagari, har netop denne stavelse et selvstændigt symbol, , som også har nydt en vis udbredelse i Vesten – særligt i forbindelse med udsmykning. I unicode kodes devanagari-tegnet ॐ med U+0950. Tegnet er en ligatur af diftongen औ U+0914 der udtales [au] og det diakritiske tegn chandrabindu ँ U+0901, der enten angiver en nasallyd eller som her et afsluttende "n" eller "m". Selvstændige symboler for aum-stavelsen findes også i en række andre østlige skrifttyper, således f.eks. tibetansk og tamilsk skrift.

BetydningRediger

I hinduismen kaldes stavelsen udgitha (højsangen) eller praṇavamantra (det rungende mantra) og i visse tekster siges hele den sansede verden at være opstået af den resonans, der fremkom, da mantraet ved tidens begyndelse udtaltes. I den forbindelse siges en rest af dette urmantras ekko endnu at gennemsyre hele universet og hvert væsen i det, hvorfor mantraet inden for hinduismen regnes for det helligste af alle mantraer og indgår i stort set alle bønner. Mantraet danner tillige grundstammen i de fleste andre mantraer, noget der også gælder mere vestlige traditioner som fx transcendental meditation.

Dette gælder i vid forstand også ordets brug i vestlige, esoteriske sammenhænge, hvor lyden opfattes som altets resonans; selve urlyden. Man hæfter sig ved, at visse religiøse skrifter (som fx Johannesevangeliet) sætter "Ordet" ved altets begyndelser og opfatter dette ur-ord som stavelsen aum, der forstås som en manifestation af det højeste væsen, gud. I esoterisk sammenhæng lignes mantraets tre elementer også med ild, vand og luft, og mantraet påstås undertiden at have samme udspring som ord som amen, amin og Amun.

Wikimedia Commons har medier relateret til: