Bernd Bransch

tysk fodboldspiller

Bernd Bransch (født 24. september 1944, død 11. juni 2022[1]) var en østtysk fodboldspiller.

Bernd Bransch
Personlig information
Født 24. september 1944 Rediger på Wikidata
Halle (Saale), Sachsen-Anhalt, Tyskland Rediger på Wikidata
Død 11. juni 2022 (77 år) Rediger på Wikidata
Statsborger Nazi-Tyskland tysk (1944-1945)
DDR østtysk (1949-1990)
Tyskland tysk (1990-2022)
Højde 180 cm
Position Midtbanespiller
Ungdom
1951-1955 BSG Motor Süd Halle
1955-1958 SC Wissenschaft Halle
1958-1963 SC Chemie Halle
Seniorkarriere*
År Hold Kampe (Mål)
1963-1973 SC Chemie Halle /
Hallescher FC Chemie
249 (57)
1973-1974 FC Carl Zeiss Jena 25 (1)
1974-1977 Hallescher FC Chemie 68 (4)
Landshold
1962-1963 DDR U/18 5 (0)
1965-1966 DDR U/23 6 (0)
1967-1976 DDR 92 (4)
* Seniorklubkampe og -mål tælles kun for den hjemlige liga.

† Kampe (mål).

Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Karriere redigér

Klub redigér

Bernd Bransch var midtbanespiller og spillede stort set hele sin karriere for SC Chemie Halle (fra 1966 under navnet Hallescher FC Chemie). I sæsonen 1973/74 spillede han for FC Carl Zeiss Jena, inden han vendte tilbage til Hallescher, hvor han spillede, til han indstillede sin karriere i 1977.[2]

Han blev som midtbanespiller topscorer i Oberliga, den bedste østtyske række i 1965, og han blev kåret som årets fodboldspiller i DDR i 1968 og 1974. I sin sæson hos Carl Zeiss Jena var han med til at vinde det østtyske pokalmesterskab.[2]

Landshold redigér

Bransch spillede enkelte kampe på DDR's U-landshold, og han debuterede på A-landsholdet i 1967. Her deltog han ved OL 1972 i München som anfører for holdet, en post han fortsatte med, indtil han stoppede på landsholdet. DDR blev ved legene nummer to i indledende runde og gik videre til semifinalerunden (to puljer à fire hold). I sin semifinalepulje blev holdet nummer to, hvilket gav kvalifikation til bronzekampen. Finalen kom til at stå mellem Polen og Ungarn, og her løb Polen med guldet efter sejr på 2-1, mens DDR mødte Sovjetunionen i kampen om bronze. I turneringen var reglerne, at hvis kampene i de to afgørende kampe endte uafgjort, ville begge holdene få bedste placering, og det blev aktuelt i bronzekampen, som endte 2-2 efter normal spilletid. Herefter var ingen af holdene interesseret i at risikere at tabe og dermed ikke få medalje, hvilket betød, at der reelt ikke blev spillet angrebsspil, og begge holdene fik dermed bronze – til publikums store mishag.[3]

Bransch var igen anfører for DDR, da de deltog i VM i fodbold 1974, der også blev afholdt i Vesttyskland. Her var DDR i pulje 1 sammen med Australien, Chile og Vesttyskland. De to tysklande mødte hinanden i sidste kamp i Hamburg, og kampen var symbolet på den kolde krig – vest mod øst. Vesttyskerne med blandt andet Franz Beckenbauer og Gerd Müller var store favoritter, men østtyskerne vandt kampen med 1-0, hvorpå begge hold gik videre til mellemrunden med DDR som vindere af puljen foran Vesttyskland. Østtyskerne blev elimineret i mellemrunden, mens vesttyskerne efterfølgende endte som verdensmestre.[4]

Branschs sidste store turnering var OL 1976 i Montreal. Legene var generelt præget af afbud fra en lang række afrikanske lande, og flere sydamerikanske lande meldte også fra i fodboldturneringen. DDR, der stillede med samme trup som ved VM to år forinden, kom som følge deraf i en pulje med blot tre hold, og efter at have spillet 0-0 mod Brasilien i første kamp besejrede de derpå Spanien i sidste puljekamp og gik derpå videre sammen med brasilianerne videre til kvartfinalen. Her vandt DDR 4-0 over Frankrig, og i semifinalen fulgte de op med 2-1 over Sovjetunionen. I finalen mødte østtyskerne de forsvarende mestre fra Polen, der tillige var VM-bronzevindere fra to år tidligere, men polakkerne var ikke i samme form, så Bransch og østtyskerne vandt forholdsvis nemt 3-1 og sikrede sig dermed guldet, men Polen fik sølv og Sovjetunionen bronze.[5] Bransch indstillede sin landsholdskarriere efter OL efter 72 kampe, hvor han scorede to mål.[2]

Senere karriere redigér

Efter at have indstillet sin aktive karriere arbejdede Bransch med ungdomsidræt i Halle, og i 1983 blev han præsident for sin gamle klub, Hallescher FC. Efter Tysklands genforening afgik han fra denne post i 1990, hvorpå han var arbejdsløs, inden han fik job som forsikringsagent. I 2007 blev han vicepræsident for Halles idrætssammenslutning, lige som han blev sportskonsulent for Hallescher FC.[2]

Referencer redigér

  1. ^ Bernd Bransch ist tot: Halle verliert seinen erfolgreichsten Fußballer (tysk), mz.de, 12. juni 2022, hentet 12. juni 2022
  2. ^ a b c d Bernd Bransch, olympedia.org, hentet 22. april 2023
  3. ^ Football, Men, olympedia.org, hentet 22. april 2023
  4. ^ Weltmeister på trods, bulibold.dk, hentet 22. april 2023
  5. ^ Football, Men, olympedia.org, hentet 22. april 2023

Eksterne henvisninger redigér