Bill Evans

amerikansk jazzpianist (1929–1980)

Bill William Evans (født 16. august 1929 i Plainfield, New Jersey, død 15. september 1980 i New York) var en amerikansk jazzmusiker.

Bill Evans
Bill Evans optræder ved Montreux Jazz Festival i Schweiz med sin trio bestående af Evans (piano), Marc Johnson (bas) og Philly Joe Jones (trommer) den 13. juli 1978.
Information
Født William John Evans Rediger på Wikidata
16. august 1929 Rediger på Wikidata
Plainfield, New Jersey, USA Rediger på Wikidata
Død 15. september 1980 (51 år) Rediger på Wikidata
New York City, New York, USA Rediger på Wikidata
Dødsmåde Naturlige årsager Rediger på Wikidata
Dødsårsag Skrumpelever Rediger på Wikidata
Gravsted Baton Rouge Rediger på Wikidata
Statsborger USA Rediger på Wikidata
Sprog Engelsk Rediger på Wikidata
Genre Post-bop, modal improvisation, cool jazz med flere Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Dirigent, komponist, jazzpianist, bandleader Rediger på Wikidata
Medlem af The Bill Evans Trio, Miles Davis Quintet Rediger på Wikidata
Pladeselskab Concord Records,
Fantasy,
Riverside,
Warner Bros. Records Rediger på Wikidata
Instrumenter
Klaver Rediger på Wikidata
Kendte værker
Waltz for Debby, Peace Piece Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.
Fotoet, der blev anvendt som cover for Bill Evans' album Undercurrent

Biografi redigér

Evans begyndte at studere musik som 6-årig, først som klassisk pianist, men gik siden over til at spille jazzklaver. Han udviklede en fuldstændig unik lyd gennem sit harmoniske, melodiske spil, der var baseret på store blokakkorder, klodser, perfekt anslag og lyriske fraseringer kombineret med moderat swing og melankolske toner.

Han er mest kendt for sin medvirken på det berømte Miles Davis-album Kind of Blue fra 1959, samt sin medvirken på albummet Waltz for Debbie fra 1964 med bl.a. den svenske sangerinde Monica Zetterlund, men brugte størstedelen af sin tid på at spille triojazz med bas og trommer.

Fra 1959 til 1961 ledede han sin første trio med bassisten Scott LaFaro og trommeslageren Paul Motian. Det var med denne trio, at han indspillede 3 kendte album som hedder: Sunday at the Village Vangaurd, Explorations og Waltz for Debby.

Lafaro døde dog i et tragisk biluheld i 1961, hvilket fuldstændig slog benene væk under Evans, og han spillede ikke offentligt igen før året efter, hvor Chuck Israels overtog LaFaros rolle som bassist.

Evans fungerede både som pianist og komponist frem til 1980, hvor han døde i en alder af 51 år.

Stofmisbrug redigér

Evans stofmisbrug begyndte sidst i 1950’erne, mens han turnerede rundt med Miles Davis.

I 1960 spillede Evans og hans trio koncerter i The Jazz Gallery. I forbindelse med en af de koncerter blev Evans smittet med hepatitis, forårsaget af uagtsomt og ikke klinisk brug af kanyler. Han blev i årene derefter kæreste med en kvinde ved navn Elaine, der ligeledes var afhængig af stoffer.

I 1963 begyndte Evans stofmisbrug at få konsekvenser for hans evne til at spille musik. Evans var alene i studiet for at indspille solonumre - muligvis fordi han manglede penge til at betale for heroin, da hans heroinmisbrug var på det højeste i denne periode - men efter indspilningen nægtede produceren at udgive numrene. De to solosessioner blev senere udgivet i 1983 under navnet ”The Solo Sessions” vol. 1 & 2, tre år efter Evans’ død.

I 1970 blev Evans afhængig af kokain. Det startede med 1 gram om ugen, men han begyndte snart derefter at tage flere doser om dagen.[kilde mangler]

I 1973 mødte Evans en kvinde ved navn Nenette Zazzara, som han forelskede sig i. Da han fortalte sin kæreste Elaine om forelskelsen, begik hun selvmord kort efter. Da Evans blev konfronteret med Elaines selvmord, røg han tilbage til sit heroinmisbrug, som han ellers havde været på vej ud af. Derefter gennemførte han et behandlingsprogram, der gjorde, at han mere eller mindre kunne holde sig fra stoffer resten af sit liv.

I 1979 begik Evans’ bror, Harry Evans, selvmord. Nyheden om brorens død tog så hårdt på ham, at han var nødt til at aflyse en del af sine koncerter. Samme år købte Evans tre pladser på kirkegården Baton Rouge, hvoraf den ene plads var til broren.[kilde mangler]

Den 15. september 1980 var Evans så svækket af hepatitis og stofmisbrug, at han blev indlagt på et hospital. Det blev således det sidste døgn i Evans’ liv. En ven af Evans har efterfølgende brugt sætningen ”verdens længste selvmord” om hans liv.[kilde mangler]

Eftermæle redigér

Evans regnes i dag for at være en af de allerstørste og mest indflydelsesrige jazzpianister nogensinde, og vi danskere kan være stolte af, at han har spillet med folk som NHØP og Alex Riel bl.a. i det gamle Jazzhus Montmartre.

Eksterne henvisninger redigér

 Spire
Denne biografi om en pianist er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.