Boeslunde guldfund

Tre af de oprindelige guldgenstande fra Boeslunde fundet i 1842 (øverst) og 1874 (to nederste).

Boeslunde guldfund (også omtalt som guldfundene fra Boeslunde, guldringene fra Boeslunde og Borgbjerg guldfund) er et depotfund fra den yngre bronzealder, der består af en række genstande i guld fra et område omkring BoeslundeSydvestsjælland. Fundene inkluderer flere edsringe, skåle og flere tusinde små spiraler, alt sammen udført i guld, som er blevet fundet ad flere omgangeover en periode på over 150 år.

Området er blevet kaldt Nordeuropas mest guldrige i bronzealderen, og de mange fund på i alt omkring 4,5 kg guld udgør tilsammen et af de største guldfund fra bronzealderen i Nordeuropa.[1][2]

FundeneRediger

I 1842 blev der fundet to guldskåle på en bakke kaldet Borgbjerg Banke umiddelbart sydvest for Boeslunde Kirke under en pløjning.[3][4] De ene kar var blevet beskadiget af ploven og det manglende stykke kunne ikke lokaliseres.[5] De blev fundet af politikeren Frederik Borgbjergs bedsteforældre. Skålene var 9,4 cm høje og 17,5 cm i diameter og der blev udbetalt 454 rigsdaler i danefægodtgørelse.[3][5]

I 1874 blev der under en pløjning af marken på banken fundet yderligere fire guldskåle omkring 70 alen (ca. 44 m) fra det sted, hvor de to skåle blev fundet i 1842.[5] Funde bestod af to bægre og to øser, der havde et guldbelagt håndtag i bronze, som var udformet som heste. Sammenlagt vejede de to fund 1,2 kg.[3][4] Skålene var ca. 10 cm høje og henholdsvis 11,5 cm og 10 cm i diameter. Der blev udbetalt 548 rigsdaler i danefægodtgørelse.[5]

 
De fem edsringe fra Neble fundet i hhv. 1981 og 1993.

I Neble, omkring 250 m nord Borgbjerg Banke, fandt en 9-årig pige i 1981 en tredelt edsring i guld. Hendes forældre fandt yderligere én ring, og hendes bror fandt også en. Presseomtalen fik en kvinde fra lokalområdet til at kontakte Nationalmuseet, da hun havde endnu en ring, som hun havde fået med, da hun købte et gammelt strygejern. Den oprindelige finder havde troet at ringen var i messing. I 1993 fandt en kusk under en træning en femte ring, da marken var blevet omdannet til travbane. I 2009 blev der fundet yderligere en ring af en amatørarkæolog med metaldetektor. Sammenlagt vejer de seks ringe næsten 3 kg.[3]

I 2013 blev der fundet yderligere fire edsringe af to amatørarkæologer med metaldetektor.[6]

I 2015 blev der fundet omkring 2000 guldspiraler af snoede strimler.[1][2]

Omkring 200 sydvest for Borgbjerg Banke blev der i 1838 fundet to bronzelurer i et mosehul, som også bliver sat i forbindelse med det vigtige sted om Borgbjerg Banke har været i bronzealderen.[3]

Fundene er udstillet på Nationalmuseet.

GalleriRediger

ReferencerRediger

  1. ^ a b Kæmpe guldfund på Sydsjælland mystificerer arkæologer. Videnskab.dk. Hentet 24/1-2020
  2. ^ a b Guldfund på Sjælland er et mysterie. DR. Hentet 24/1-2020
  3. ^ a b c d e Danefæ: Skatte fra den danske muld. Nationalmuseet Gyldendal. S. 69. ISBN 978-87-02-10123-2. Hentet 24/1-2020
  4. ^ a b Dehn-Nielsen, Henning 356 Oldtidsminder på øerne. Hentet 24/1-2020
  5. ^ a b c d Borgbjerg. Kulturarvsstyrelsen. Hentet 24/1-2020
  6. ^ Hans Henrik og Christians sensationelle guldfund. SN.dk. Hentet 24/1-2020

Eksterne henvisningerRediger