Slægten Chionoecetes indeholder dog syv forskellige arter. [2]
Andre navne for krabber i denne slægt inkluderer "dronningekrabbe" (i Canada ) og " edderkoppekrabbe " - de er kendt under forskellige navne i forskellige områder af verden. Det generiske navn Chionoecetes betyder sne ( χιών , chion ) indbygger ( οἰκητης , oiketes ); [3]opilio betyder hyrde, og C. opilio er den primære art, der omtales som 'snekrabbe'. Markedsføringsstrategier anvender imidlertid snekrabbe til enhver art i slægten Chionoecetes . Navnet "snekrabbe" refererer til, at de er almindeligt forekommende i nordlige og kolde oceaner.
Krabberne tilberedes og spises som en ret, på mange forskellige måder over hele verden. Krabbebenene serveres normalt i klynger og er dampet, kogt eller grillet. Snekrabben kan også bruges som ingrediens i andre retter som snekrabbe- makaroni og ost . [6]
Snekrabber er en vigtig del af økosystemet i hele Stillehavet og Atlanterhavet. De spiser andre hvirvelløse dyr på havbunden som krebsdyr, toskallede, sprøde stjerner, polychaetes, phytobenthos, foraminiferaner, annelidorme og bløddyr. De er også føde for helleflynder, torsk, større snekrabber, sæler, blæksprutter og Alaska kongekrabber. Snekrabber er også meget eftertragtede i den kommercielle fiskeindustri.
Unge snekrabber modnes i koldtvandsbassiner på havbunden, som opretholdes af smeltende havis. Hvis vandet er mask over 2 °C, som er nødvendigt for unges udvikling, vil deres normale børnehavehabitat blive reduceret betydeligt. Det er ligeledes usandsynligt, at voksne tolererer tilstande på mere end 5 °C. [7] Med en drægtighedsperiode på op til to år og en gennemsnitlig gydestørrelse på op til 100.000 æg er deres frugtbarhed (dvs. fertiliteten) høj, men de seneste tendenser har vist, at disse egenskaber ikke gør dem uigennemtrængelige for trusler som f.eks. opvarmende klima. Derudover findes der også 'snekrabbegruppen' i danske have, bestående af arterne 'Annasui, Olivero, Echestu, Natolo, Kistorpedo, Clackclack, Clementene, Sofili og Milla'
I 2018 faldt et af de varmeste år sammen med perioder med den laveste havisens udbredelse nogensinde i Beringhavet. [8] Drivkraften bag denne tendens var den nordøstlige Stillehavs hedebølge, [9] som bidrog til betydelige uddøde hos en række arter. 2019 var endnu et år med rekordhøje temperaturer, som skyldes et svækket North Pacific High, som reducerede afkøling af fordampning i det nordøstlige Stillehav [9] og oplevede et stejlt fald i antallet af unge krabber. [10][11]
I 2021 faldt krabber i alle aldre, og habitatområdet faldt betydeligt. [10] 2022 oplevede det mest drastiske fald i Beringhavets snekrabbebestande, faldende fra 11,7 milliarder i 2018 til 1,9 milliarder i 2022 (et fald på cirka 84 %). Denne decimering af krebsdyrenes bestand ansporede til afslutningen af Alaskas snekrabbesæson for første gang i historien, en industri til en værdi af cirka $160.000.000 årligt.
Selvom årsagen endnu er ukendt, er flere teorier bag denne decimering blevet fremsat. Overfiskeri er sandsynligvis den vigtigste drivkraft, sammenflettet med virkningerne af klimaændringer. [12] Øgede vandtemperaturer øger også snekrabbernes stofskifte, så en teori er, at deres øgede stofskifte - kombineret med færre ressourcer på grund af et skrumpende levested - gjorde, at de enten sultede eller fortærede hinanden. Udvidelse af rovdyrområdet er en anden mulighed; Når vandet er varmt, kan rovdyr, der normalt lever i varmere sydlige farvande (eksempelvis stillehavstorsken) rejse længere nordpå på jagt efter bytte. En tredje teori er, at en reduktion af habitatarealet kan øge spredningen af sygdomme som bitterkrabbesyndrom . [10] Alle disse teorier binder tilbage til et helt varmere hav og understøttes af virkningerne af lav is afgrænset i Thoman, et al. (2020). [8]
Beringhavets klimapåvirkninger på snekrabberedigér
Beringhavets sydøstlige hylde er sammensat af 3 biofysiske domæner: 1) et vertikalt godt blandet øvre område (0-50m); 2) en mellemregion, der er godt blandet om vinteren og lagdelt om sommeren (50-100m); og 3) en ydre region med mere gradvis lagdeling (100-200m). [13] Beringhavets sokkelbrud (en zone, hvor den mere lavvandede kontinentalsokkel falder ned i North Aleutians Basin) er den dominerende drivkraft for primær produktivitet i Beringhavet – opstrømning bringer næringsstoffer fra det kolde vand i Aleutian-bassinet til blanding i lavere vand . Dette område kaldes hjemsted for mange økologisk vigtige arter, herunder snekrabben.
For at vurdere tendenser og virkninger af det opvarmende klima i Beringhavet, skabte en nylig undersøgelse en regional model af både fysiske og biologiske elementer i Beringhavet ved hjælp af tre globale klimasimuleringer fra det mellemstatslige panel om klimaændringer fjerde vurdering. Denne model opdagede overordnede tendenser til varmere temperaturer og et tilbagetog af havis i det sydøstlige Beringhav. De primære årsager til disse højere vandsøjletemperaturer inkluderer stigende lufttemperatur og nordgående vindstress. [13] Opvarmningstendenserne på den ydre Beringhavets sokkel er bekymrende af en række forskellige årsager, hvoraf den ene er, at de kan føre til nedsat produktion af store krebsdyrs zooplankton. På en bredere rumlig skala kommer havoverfladetemperaturer (SST'er), der markerede starten på sommeren i det nordlige Stillehav, nu 11 dage tidligere, og SST'er, der markerede slutningen af sommeren, kommer nu omkring 27 dage senere. Derudover er somrene i gennemsnit 1,5 °C varmere og vintrene er i gennemsnit 0,5 °C varmere. [9]
Historisk set har Beringshavets kontinentalsokkel holdt mellem 40%-100% isdække på sit årlige vintermaksimum. I 2018 var det maksimale havisdække kun 47 % af den gennemsnitlige sæsonbestemte maksimale udbredelse i 1979-2016. [8] Sydøstadvektion af smeltende havis bidrager til breddegradienten af saltholdighedsgradienten i Beringhavet, så når havisdannelsen reduceres, ændres saltholdighedsgradienten. Selvom disse ikke ser ud som væsentlige ændringer, betyder vandets iboende termiske ledningsevne (dets evne til at absorbere varme), at små ændringer som disse er en stor sag for marine organismer som snekrabben. Det er endnu uvist, om Beringshavets snekrabbebestand vil komme sig, men videnskabsmænd og politikere bliver nødt til at handle hurtigt, hvis forbedring skal ske.
^L. S. Jadamec; W. E. Donaldson (1999). Biological Field Techniques for Chionoecetes crabs. University of Alaska Sea Grant College Program. 1 - Taxonomic I ppppppo Arkiveret 2005-11-13 hos Wayback Machine [http://www.uaf.edu/seagrant/bookstore/pubs/AK-SG-99-02-b.pdf Chapter 2 - Life HistoryArkiveret 2005-11-13 hos Wayback Machine [other chapters can be opened from the Document Outline view in Firefox only. PDF file names end in letters a-d, all on Web Archive]
^"Systema Brachyurorum: Part I. An annotated checklist of extant Brachyuran crabs of the world". Raffles Bulletin of Zoology. [with Corrigenda and Errata on pg 287-313]
^ abc"The Record Low Bering Sea Ice Extent in 2018: Context, Impacts, and an Assessment of the Role of Anthropogenic Climate Change". Bulletin of the American Meteorological Society. ISSN0003-0007. Fodnotefejl: Ugyldigt <ref> tag; navnet ":0" er defineret flere gange med forskelligt indhold
^ abc"Recent marine heatwaves in the North Pacific warming pool can be attributed to rising atmospheric levels of greenhouse gases". Communications Earth & Environment. ISSN2662-4435. Fodnotefejl: Ugyldigt <ref> tag; navnet ":1" er defineret flere gange med forskelligt indhold
^ ab"Projected future biophysical states of the Bering Sea". Deep Sea Research Part II: Topical Studies in Oceanography. Fodnotefejl: Ugyldigt <ref> tag; navnet ":3" er defineret flere gange med forskelligt indhold
