Bruger:Arvid-S/Sandkasse

Dette debatindlæg er taget med for at advare dansk wikipedia om en markant lokalpatriot, Thue Kjærhus, der på wikipedia har benævnt sig "højskoleforstanderen" og adskillige gange kraftigt er gået imod konsensussen på encyklopædien om definitionen af Sønderjyllands grænser. I dette indlæg svarer han på Politikens chefredaktørs klumme og giver sin egen (lokalpatriotiske) definition af Sønderjylland

Danmarks behandling af det tyske mindretal udstiller vores småstatsmentalitet og nationale mindreværd

De er blevet gjort til et latterligt symbol på en kunstig konflikt, ingen bør hidse sig op over. Sproget på de sønderjyske byskilte. Tysk eller ej? Aabenraa eller Apenrade? Who cares?

Det bør vi alle gøre. For vi misforstår vores egen historie, når vi reducerer de tosprogede byskilte til folkloristisk teatertorden opført som en tom markering af en grænsestrid, der for længst er løst, glemt og borte. Men i familie- og grænsestridigheder er intet glemt på 100 år.

Vi elsker billedet af kongen højt til hest i en jublende folkemængde, hvorfra en blond pige opstiger som symbol på nationens hjemvendte datter, der af Henrik Pontoppidan digterisk skildres som »en røvet datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage«.

I dag udgør det tyske mindretal en endnu mindre andel af befolkningen end for 100 år siden, så er problemet ikke ved at løse sig selv? Nej!

Det er stærk nationalisme på en smuk historie, og den er ikke forkert. Den har bare sin egen modfortælling. For mens vi fejrer 100-året for genforeningen som en harmonisk, salomonisk løsning på en 1000-årskonflikt om grænselandet, glemmer vi, at grænsespørgsmålets modpart kaldte genforeningen for en ’voldsfred’.

De så ikke genforeningen som løsningen på en konflikt. De så den som en eskalering af en anden konflikt, nemlig stormagternes ydmygelse af Tyskland efter deres nederlag i Første Verdenskrig.

Det er den slags følelser og det sprog, byskiltene er blevet symbol på. Tag bare udsagnet – og den slet skjulte trussel – fra den tyske landsråd i Sønderborg, Schönberg, da han i forbindelse med genforeningen lagde en krans ved det tyske mindesmærke for sejr i Dybbøl: »Dette land er tysk – tysk vil det atter blive«.

Og vi skal huske, at et solidt flertal – 55 pct. – af indbyggerne i en by som Aabenraa faktisk i 1920 stemte for at være tysk.

Jeg er forundret over, at historieløsheden eller ignorancen tilsyneladende har så gunstige vækstbetingelser i det Danmark, der ikke i generationer har boet og levet med grænsespørgsmålet. For her er byskiltene et strømførende symbol på en mindretalsundertrykkelse, der stikker dybere end den aktuelle fejring af 100-året for genforeningen.

I dag udgør det tyske mindretal en endnu mindre andel af befolkningen end for 100 år siden, så er problemet ikke ved at løse sig selv? Nej! Det er netop, når mindretallet er allermest udsat og marginaliseret, vi skal værne om det.

At det tyske mindretal har retten på sin side i spørgsmålet om byskilte, er hævet over tvivl. Europarådet har kritiseret Danmark for at bryde de gældende regler for mindretalsrettigheder. Den kritik har vi kun til fælles med ét andet europæisk land: Litauen.

Det bør vi ikke være stolte af. I øvrigt lever Tyskland op til sin del af Europarådets regler. I respekt for det danske mindretal syd for grænsen hedder Glüksburg også Lyksborg og Flensburg hedder også Flensborg.

Det ville klæde os, hvis vi benyttede jubilæet til med 100 års flov forsinkelse at blive slettet af Europarådets liste over lande, der ikke respekterer mindretal. Alt andet udstiller ikke alene vores egen småstatsmentalitet og nationale mindreværd over for et stadig mindre mindretal. Det vil faktisk være grænseløst pinligt.

Debattør Thue Kjærhus' kommentar til Christian Jensens indlæg - Thue Kjærhus har på wikipedia benævnt sig "højskoleforstanderen fra Rønshoved Højskole" hvilket ifølge ham selv, skulle give ham autoritet til at ændre en vedtagen konsensus.

Kære Kristian Jensen. Overfladisk analyse. Et udtryk for at man ikke kender grænselandets historie. Jeg er en indædt fortaler for dobbeltsproglige skiltninger i Nord- og Sydslesvig.Fortaler for at vi skal lære dansk og tysk i skolerne fra 1. klasse og ser Flensborg som regionshovedstad. Min datter bor i Flensborg og min kone og jeg er bosat langs Flensborg Fjord på dansk side. Min slægt blev delt mellem dansk og tysk i 1830'erne. Landsdelen gennemlevede en borgerkrig mellem 1848-50 og i det 20.århundrede blev det tyske mindretal nazificeret. Læren fra 200-års stridigheder og krige er pragmatisme, tålmodighed og at befolkningen skal være parat til at ville hinanden.

Vi kan ikke diktere udviklingen ved forordninger om dobbeltsproglige by-skilte, eller at dansk-tysk skal læres i skolen fra 1. klasse. Det ilter blot til strid. Reformerne skal være forankret i hele befolkningen i Nord- og Sydslesvig (dvs. Sønderjylland). Jeg frygter, at forordninger fra oven formuleret i KBH, Berlin eller Brüssel vil forstyrre den folkelige udvikling. Stridighederne og konflikterne er historisk altid blusset op, når forordninger dikteres af velmenende personer, som ikke kommer fra landsdelene. Det var f.eks den danske stat mellem de to slesvigske krige, som dikterede sprogreskripterne, som medvirkede til at konflikten accelerede op til borgerkrigen. To-sprogede byskilte vil med garanti alligevel være en realitet folkeligt om 30 år. Grænselandet er et mønstereksempel på europæisk frisind, fordi frisindet ikke er dikteret, men kommer fra hele befolkningen. Der er iøvrigt kun Flensborg/Flensburg og Lyksborg/Glüksburg i Sydslesvig, der har dansk-tysk skiltning. Sønderjylland er området fra Ejderen til Kolding å. Betyder det Jensen, at halvdelen af Kolding, de 8 sogne syd for Kolding, Christiansfeld og Rødding (Vejen kommune) også skal have to-sprogede byskilte? Jeg vil således advokere, for at hele Sønderjylland fra Kolding til Rendsborg får sit historiske særpræg tilbage også sprogligt. (skrev Thue Kjærhus).