Bjoern wikipedia

Stig Guldberg

Stig Guldberg (1916-1980) mistede som ung gardehusarofficer i 1947 begge hænder, da han som sprængningsekspert ved Gardehu¬sarkasernen i Næstved sprængte en skorsten bort under en brand på herregården Ravn¬strup. Dynamitten - der var krigsmateriel og ikke pålidelig - sprang mellem hænderne på ham og satte en stopper for Stig Guldberg militære karriere.

Tre år senere tog han initiativet til sine lejre for handicappede børn - et arbejde, han gennemførte i 30 år til sin død i 1980.

Udgangspunktet i Stig Guldbergs arbejde var en sikker tro på, at livet sagtens lader sig leve trods et handicap - blot man ikke fokuserer på, hvad man har mistet, men hvad man har tilbage. Og frem for alt selv erkender, at man ikke er et andet menneske, fordi man ikke har det statsautoriserede antal arme og ben, som Stig Guldberg udtrykte det.

"90 procent af et menneskes handicap - fysisk eller psykisk - sidder oven over øjenbrynene," var en af de læresætninger, han introducerede i sine mange foredrag og artikler, i radio- og tv-udsendelser og i sine to bøger.

Holdningen prægede børnenes ophold i lejrene - typisk ophold af fire-fem ugers varighed, hvor deltagerne blev kastet ud i en lang række aktiviteter, de - og endnu mindre deres overbeskyttende forældre - ikke i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, de kunne præstere.

For de fleste af disse børn blev et ophold i en Guldberg-lejr starten på et helt nyt liv, hvor de lærte, at handicappet ikke er så vigtigt - det er personligheden, der afgør, hvordan man lever sit liv.

Stig Guldberg var selv det bedste tænkelige eksempel på, at et handicap kan overvindes. Med sine to armstumper - poter, som de hed i familien, for poter er et positivt ord, mens "stumper" antyder noget ikke-komplet - kunne han klare hvad som helst. Skrive, køre bil, knappe knapper, tænde cigaretter, skænke en snaps - og drikke den uden hjælp!

I alt, hvad han lærte mennesker om at omgås et handicap - dets eget eller andres - var humoren et vigtigt redskab. Den var ofte sort - men den forløste.

Det var på træningsskoler for handicappede i England og USA, han opdagede, hvor meget, der blev gjort for krigsinvaliderede voksne - mens ingen turde tage ansvaret for de børn, der havde pådraget sig skader i 2. krigen.

I 1950 rejste han pengene til den første Guldberglejr - for 35 krigsinvalide, tyske børn. De følgende år arrangerede han sammen med sin hustru Muffa lejre i Tyskland, Østrig, Sverige og Danmark for midler, de skaffede med job i otte af årets måneder som basis for sommermånedernes lejre.

I 1955 stiftedes den selvejende institution Guldberg-Plan med det formål "at medvirke til psykisk og fysisk rehabilitering af danske og udenlandske børn og unge, der er handicappede på gr. af invaliditet, miljø eller race." Der blev dannet en bestyrelse, og den økonomiske basis styrkedes med bl.a. indsamlinger hos fonde og virksomheder.

15-20.000 børn fra en lang række europæiske lande med mange forskellige handicap kom til at nyde godt af et ophold på Guldberg-skolen.

Det, der begyndte med krigsinvaliderede børn, udviklede sig til børn med handicap af enhver art efter ulykker - som i trafikken - eller medfødte handicap. Adskillige tusinde børn med thalidomidskader besøgte Stig Guldbergs lejre, hvor de lærte, at man sagtens kan spille bordtennis, selv om man ikke har arme og ben, blinde børn lærte at spille fodbold med klokkebold, han var en dansk foregangsmand i forebyggende behandling af børn med blødersygdommen, men inviterede også børn fra Grønland og tyske mulatbørn til Danmark - enten i lejrene eller i privat indkvartering. Ligesom mangen knægt fra Nørrebro i København, der var på vej ud i noget snavs, fik drejet hovedet den rigtige vej i en Guldberg-lejr.

I 1964 blev Kramnitze, hvor Stig Guldberg og hans familie boede, fast hjemsted for lejrene.

Indtil da gennemførtes de på Holmslands Klit, hvor Stig Guldberg en dag på en køretur tog et par unge tyske blaffere op. De var på en ungdomslejr på Holmsland, og Stig Guldberg inviterede ungdomslejren til aftenkaffe og sandkage - mod at de underholdt børnene.

Efter festen fortalte han om sin drøm om at bygge en faste lejrskole i Kramnitze. "Den klarer vi," svarede de unge, der viste sig at være bygningshåndværkere fra en arkitekt- og ingenørskole i Dortmund.

De næste fem år kom de trofast hver sommer med et hold på 80, som gik i gang med at bygge skolen i Kramnitze. Danske firmaer sponsorerede store dele af byggematerialerne, og i 1964 kunne man holde indvielse.

Efter Stig Guldbergs død besluttede familien at indstille lejrene i erkendelse af, at hans personlighed var uerstattelig. De midler, der indkom ved salget, anvendes nu til støtte for projekter, der drives i Stig Guldbergs ånd.