Bruger:DKDexter999/Ordkonstellationer

Når man beder Google om at definere ordet "Constellation" (det engelske ord for konstellation) dukker der flere resultater op; det første af disse resultater er fra Princeton's hjemmeside, og lyder:

	Configuration, Constellation (an arrangement of parts or elements) Constellation (a configuration of stars as seen on the Earth)

Og jeg tror netop det er fra det andet eksempel, vi skal finde roden til dette ord - rummet; universet; himmelhvælvet; "The Final Frontier". "Stella" er netop (bl.a.) latin for "stjerne". Det bør herefter ikke være særligt svært, at tænke sig til, at når man så skulle bruge et ord for "gruppe", og man havde stjerner på himlen, der i *grupper* lignede diverse genstande, dyr og mennesker (og man generelt i de ældre tider både frygtede og beundrede stjernehimlen) så fandt på at sammensætte "con" (latin for "med") sammen med "stella" og så et "tion" på (for det elskede de jo nærmest mere end mad dengang), så har man ordet "constellation", som så på dansk bliver "konstellation" og i dag primært forbindes med stjernetegn på himlen.

Og det første af mine yndlingsordsprog skal også findes blandt en af den nyere tids største danske himmelkiggere - den afdøde Jens Martin Knudsen - den danske Marsmand, som desværre har måttet forlade vores verden.

Han var lektor på Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet (fysikernes "hjemsted" på Københavns Universitet) og var højt elsket af sine studerende.

Han sagde

	Hvis jeg skulle skrive en ny Danmarkshistorie, skulle den indehole fire kapitler. Et om hver af følgende person: Tycho Brahe, Ole Rømer, H.C. Ørsted og Niels Bohr. Resten ville være at betragte som ubetydelige fodnoter

Skulle jeg personligt selv omskrive Danmarkshistorien, ville den omfatte de fire førnævnte danskere - Tyge Brahe/Tycho Brahe, Ole Rømer, H.C. Ørsted og Niels Bohr - men den skulle også indeholde et kapitel om Jens Martin Knudsen.

NÅ!

Videre til andre ordsprog!

Rene Descartes sagde engang på fransk, hvad der sidenhen er blevet oversat til latin som "Cogito, ergo sum". Oversat til dansk bliver det "Jeg tænker, ergo eksisterer jeg".

"Hvad kan man være sikker på i dette liv; i dette univers?" var spørgsmålet Descartes stillede sig selv. "Intet" fandt han ud af. For hvordan kan vi være sikre på, at når vi sætter benene i en kylling, er de signaler vores hjerne modtager, de rigtige smagssignaler? Hvordan kan vi nogensinde være sikre på, at det vi ser i vores dagligdag er virkeligt; og ikke blot fantasi?

Lige præcis dette ordsprog bliver på sin vis sat rigtigt meget i relief med henblik på kvantemekanik, strengteori og superstrengteori. For hvor fysikere og forskere før gik rundt og troede, at Universet hang sammen på én måde, viste ét eksperiment, at vi måtte ændre vores verdensbillede og billedet af fysikken fuldstændigt. Man foretog sig på et tidspunkt et eksperiment der i dag kaldes the Double Slit Experiment / "Dobbeltspalte-eksperimentet". Jeg vil ikke gå i detaljer med dette eksperiment, men til gengæld vil jeg bede dig gøre et tankeeksperiment. Forestil dig, du står foran en hvid mur, og at du holder en Kalasjnikov AK-47 automatriffel rettet mod væggen og trykker af; du tømmer fem magasiner af hver 30 skud på denne væg. Der er nu 150 skudhuller i væggen, i hvad der synes at være et fuldstændigt tilfældigt og uoverskueligt mønster. Vi river væggen ned, og sætter en ny op; MEN denne gang kommer der en pansret væg imellem med et stort 'I' formet hul (altså et ca. 5cm x 30cm hul, for at nævne nogle arbitrære værdier). Igen har du din AK-47 automatriffel i hænderne og trykker igen fem magasiner af á 30 skud, men denne gang (pga. den pansrede væg) synes der at være et 'I' mønster på vores væg. Vi fjerner (igen) væggen og opstiller en ny, og denne gang udskifter vi også den pansrede væg - nemlig til en med *to* af de 'I' huller i. Der trykkes fem magasiner gange 30 skud af, og ganske som forventet, så er der på væggen bag panseret to 'I' lignende mønstre. OK, nu bliver det sjovt: Det følgende her var ikke en del af det oprindelige eksperiment, men for at forstå slutresultatet af forsøget, er det meget godt hurtigt at have været inde over (desuden så er det også mit tankeeksperiment, so deal with it!). I stedet for en væg opstiller vi nu en trykmåler, for i stedet for at skyde med skarpt (altså hvor der ryger et projektil ud af geværet), vælger vi nu at skyde med løst krudt (altså, larmen fra skuddet er der, men der er ikke noget projektil i patronen) - for selvom der ikke er noget projektil der kommer ud, laver det stadig en lyd, og lyd er luft (eller materie) i bevægelse, og lige netop luft der bevæger sig kan opsnappes på denne trykmåler vi har her (og kun denne luft; der er nemlig ingen vind nu). Vi fjerner også den pansrede væg med to huller og sætter den med det ene hul tilbage igen. Og vi trykker af (denne gang er et magasin nok). Når luften flyver gennem hullet i panservæggen og kommer ud, opfører lydbølgen sig ved udgangspunktet fuldstændig ligesom havde det været geværet der var blevet affyret dér. Vores trykmåler har registreret trykket der ramte den, og viser os at lige frem for hullet, altså ved den korteste afstand mellem måleren og udgangshullet, er trykket størst (hvilket er ganske som forventet). Nu fjerner vi så det et-hullede panser skjold, og sætter det to-hullede ind. Du affyrer det ene magasin løse skud, og idet lydbølgerne rammer de to huller og har hver sit udgangspunkt (altså "én" bølge er blevet til "to"), så sker der det, at hvor bølgerne mødes er de stærkest, og der hvor de ikke mødes udligner de hinanden (altså styrken "forsvinder"), og det resulterer i hvad man kalder et "interferensmønster", som er et mønster hvor det (i vores tilfælde) kan ses, at nogle af bølgerne udlignede hinanden, hvor andre forstærkede hinanden.

Nu går vi ned på det subatomare plan - altså størrelser i omegnen af et atom (for lige at bringe noget reference hertil; et hårstrå (som er noget af det mindste vores øje kan se uden hjælpemidler) er ca. 300.000 atomer i diameter). Vi udskifter ammunitionen til vores ultra-lille bitte AK-47 fra løst krudt til nu at have elektroner som ammunition. Vi har nu igen vores trykmåler, som også godt kan opfange noget så småt som et elektron... nej, ved du hvad, den bliver også formindsket, så den også er på subatomisk størrelse! SÅ kan den opfange et elektron! Vi udskifter igen vores panser skjold til det et-hullede og affyrer 30 gange 5 elektroner af mod vores måler, og ganske som forventet har vi (igen) et 'I' formet mønster på væggen. Så vi gør som vi har gjort før; vi udskifter panseret foran til det to-hullede skjold og skyder mod skjoldet. 5x30 elektroner sendt af sted mod de to huller og videre mod trykmåleren. Vi går over til vores trykmåler for at inspicere resultaterne, og der møder os en overraskelse vi aldrig havde drømt om: Der var IKKE et mønster med to 'I'er - nej, der var et INTERFERENSMØNSTER! Fuldstændig ligesom da vi havde brugt løst krudt, og det kun var lydbølger der ramte væggen! Men... hvordan kan det være? Hvad må der ske, når elektronet nærmer sig væggen? Det må jo på én og samme tid gå igennem det ene hul, ligesåvel som det andet... og samtidig kun det ene, og samtidig kun det andet!! Med denne opdagelse fandt fysikere og forskere ud af, at man skulle redefinere hvad man vidste om atomer og elektroner - hvad man vidste om masse! For indtil da, havde vi troet, at ligegyldig størrelsen, så gjaldt de samme regler. For det skete jo ikke med vores patroner! Eller hvis vi havde valgt tennisbolde (du kan jo gå ud og prøve med små bolde eller lignende). Så hvorfor skete det med et elektron? Hvad er stof; hvad er materie? Hvad kan vi være sikre på i denne verden; i dette liv?

"Cogito, ergo sum." - Jeg tænker. Derfor eksisterer jeg. Andet ved jeg ikke med 100% bombe-sikkerhed.

Det sjove ved ovenstående (tanke)eksperiment kommer, da diverse fysikere tænkte "AHA! ... ... ... Hvordan pokker kan det dog være?" og besluttede sig for at observere det (matematikerne havde ikke rigtig tid; de var i fuld færd med at se om det matematisk kunne forklares). Fysikerne smækker kamera foran deres "trykmåler" (:P) og ser, at elektronerne så opfører sig som patronerne gjorde det oprindeligt! Det må *GODT NOK* have været frustrerende at være dem lige dér...