Bruger:Franhamaicha/sandkasse

Aztekernes vandringsmyte

Da spanierne kom til den nye verden i 1521, opdagede de at der dér fandtes store civilisationer, som var enorm komplekse med dynastier, politiske alliancer, store markeder mm. I den vestlige del af Mesoamerika var det den aztekiske civilisation der regerede. Der er bred enighed om at det aztekiske folk bosatte sig i Mexico-dalen i den sen klassiske periode (1200-1521 e.v.t.). Ud fra arkæologisk evidens, lingvistiske vidnesbyrd og historiemyter fra aztekerne er mesoamerikanister kommet frem til, at det er højest sandsynligt at aztekerne oprinder fra ørkenen i det nordlige Mexico - dvs. at befolkningsgruppen immigrerede til Mesoamerika.

Denne artikel omhandler kilden aztekernes vandringsmyte: hvordan de kom til Centralmexico, samt hvorfor de bosatte sig i Tenochtitlan, der i dag er Mexico City centrum (centro histórica). Den spanske dominikanske missionær Fray Diego Dúran (1537-1588) er forfatteren til kilden La Historia de los Indios de Nueva España som blev udgivet i 1581, og oversat af Doris Heyden i 1981. De første fire kapitler i bogen redegører han for historiemyten om aztekerne. Dúran har indsamlet information via interviews af lokalbefolkning og fremlægger egne teorier om folkets oprindelse, samt underbygger dem med argumentationer fra aztekiske myter.

Denne etnohistoriske kilde blev nedskrevet af den dominikanske munk Fray Diego Dúran. Det særlige kendetegn for kilder i Mesoamerika er at beskrivelserne er meget detaljeret, hvorimod erobringer af andre geografiske områder beskrevet så dybdegående. Der er både fordele og ulemper ved kilder af denne slags. Fordelene ved denne kilde er bl.a. måden Dúran har undersøgt aztekernes vandringsmyte. Han har interviewet lokalbefolkningen og spurgt om mytehistorien, hvor han har nedskrevet informationerne. Interview af lokalbefolkning anvendes stadig i dag og har til formål at undersøge og forstå kulturer og deres fænomener. Måden at interviewe har ændret sig meget siden Dúrans tid. Alligevel var Dúrans arbejde meget vigtigt for hvis han ikke havde undersøgt og nedskrevet myten, ville meget information være gået tabt bl.a. fordi spaniererne brændte aztkernes bøger, og forbød aztekiske ritualer. Ved at undersøge forskellige skriftlige og materielle kilder kan mesoamerikanisterne genskabe aztekernes historie. Det er dog meget vigtigt at forstå omstændighederne for nedskrivning af kilder bl.a. La Historia de los Indios de Nueva España. Spanierernes formål var nemlig at forstå kulturen, og anvende informationen til at konvertere den indfødte befolkning til katolicismen, derfor skal man være opmærksom på dette når man læser kilder fra den koloniale tid. Spanierernes kilder er ofte beretninger, hvor informanten har været underlagt spanierenes synspunkt og verdensopfattelse, og derfor kunne de ikke berette frit om deres myter.

Opsummering af myten

Kapitel 1- 4 i Fray Diego Dúrans Historia de los Indios de Nueva España, 1581, handler om aztekernes vandring fra det mytiske Aztlan til Centralmexico. I Aztlan findes syv huler, og fra hver hule udkommer en befolkningsgruppe. Grupperne vandrer til det vestlige Mesoamerika, hvor de bosætter sig. Den sidste af de syv befolkningsgrupper er mexicaerne der ankommer til Centralamerika. I kilden bliver de udelukkende omtalt som ’aztekere’, og deres vandringsmytehistorie er beskrevet meget detaljeret. Under rejsen ankommer de til forskellige steder, men bosætter sig kun for en kortere tidsperiode. Deres vigtigste gud Huitzilopochtli har lovet dem et land, og det er derfor de er udvandret fra Aztlan. Aztekerne beskrives som et folk, der er elsket af deres gud og som er krigeriske. Huitzilopochtli pålægger sit folk at dræbe hans nevø Copil, fordi Copil vil hævne at Huitzilopochtli efterlod hans onde mor på vandringen. Efter at have dræbt Copil smider aztekerne hans hjerte i søen. Ud fra hans hjerte udspringer en kaktus, hvor en ørn har bygget sin rede. Dette sted bliver den aztekiske hovedstad Tenochtitlan. I de efterfølgende kapitler følger man aztekerne i deres rejse til det lovede land, samt opbygningen af deres stat.

Kapitiel 1

I det første kapitel skriver Dúran om sin teori, at lokalbefolkningen fra det Nye Spanien nedstammer fra den jødiske befolkning i Israel. Dúran argumenterer eksempelvist for, at begge folk oprinder fra et mytisk sted ([Dúran 1581] Heyden 1981: 3). Derefter underbygger Dúran sit argument, da han bl.a. forklarer om det aztekiske syn på verdensskabelsen, som han får fortalt af en ældre nahuatl-talende mand. Manden udlægger skabelsen således: da solen blev født i øst ankom giganter. De splittede sig i to grupper. Den ene gruppe fulgte lyset, mens den anden søgte mod daggry og skumring. Da den gruppe, som havde søgt solen ikke kunne finde vej besluttede de, at vende tilbage til stedet de kom fra. Stedet hed Iztaczollin Inemenian. Herefter byggede de et tårn, som kunne nå op til solen, men guden Herren af Højderne blev sur. Han mente ikke jordboer måtte komme til oververdenen, og derfor befalede han væsner af lyn til at ødelægge tårnet ([Dúran 1581] Heyden 1981: 5).

Fray Diego Dúran havde lokale skribenter og informanter som arbejdede for ham. De skulle nedskrive deres observationer af aztekerne og melde tilbage til ham med de informationer de havde indsamlet. Dette fortæller de Diego Dúran angående aztekernes vandringsmyte: aztekernes forfædre lå og sov i lang tid i syv underjordiske huler. Hulerne befinder sig i Teocolhuacan, som også bliver kaldt Aztlan ’hejrelandet’ eller Chicomoztoc, som ligger mod nord tæt på regionen La Florida ([Dúran 1581] Heyden 1981: 6-7). En efter en forlader forfædrene deres hule for at drage til det land de var blevet lovet af guden Huitzilopochtli. Efter hver forfader afstemmer en af de syv etniske grupper som identificeres som aztekere. Hver Forfader ankommer til Centralmexico i en forskellig tidsperiode.

Kaptiel 2

I 820 e.v.t. vandrede den første etniske gruppe Xochimilco til Mexicodalen. Det tog dem mere end 80 år at ankomme, fordi de undervejs bosatte sig midlertidigt. De resterende 6 aztekiske etniske grupper var: chalkerne, tecpanekerne, colhuanerne, tlalhuicanerne, tlaxcalanerne og mexicaerne ([Dúran 1581] Heyden 1981: 9). Xochimilkaerne var de første til at ankomme til den store sø Texcoco, som var stedet de var blevet lovet, og de bosatte sig i de omkringliggende bjerge i Mexico dalen. Bagefter kom chalkanerne, og de delte landet med xochimilcanerne. Herefter kom tecpanekerne, og de slog sig ned ved grænsen til otomekernes land. Herefter ankom Texcoangruppen og herefter tlahuicanerne som bosatte sig i området ved Cuernavaca, som er tropisk område i staten Morelos. Tlaxcalanerne (texcalanerne oprindeligt) slog sig ned på den anden side af det snerige bjerg, da der ikke længere var plads i Mexicodalen. Det er det geografiske område, som i dag hører til staten Puebla.

Fray Diego Dúran skriver at nogle aztekiske kodekser fortæller at de 7 aztekiske befolkningsgrupper bliver delt op i 2 geografiske områder, den ene i Mexico dalen, den anden i Puebla og Cholula (Diego Dúran] 1981: 11). Den ene af grupperne omtales som chichimekerne, en gruppe der levede som jægersamlere, men blev fastboende, efter nogle år. Tre hundrede og to år efter de andre 6 befolkningsgrupper fra hulerne var ankommet til Centralmexico, ankom den sidste aztekiske gruppe mexicaerne (de omtales også som aztekere). Aztekerne medbragte en figur af Huitzilopochtli, som var deres vigtigste gud. Det var ham som fortalte dem, hvor de skulle bosætte sig ([Dúran 1581] Heyden 1981: 13).

Kapitel 3

I 1193 e.v.t. ankom mexicaerne til den store sø, som i dag er tørret ind og er blevet en del af Mexico City. Mexicaerne kom fra Aztlan som betyder ’hejre landet’, og derfor navngav de dem selv aztekere. Af andre blev de også kaldt mexia eller mecitin, fordi deres leder/præst hed Meci. Under deres rejse bosatte de sig i længere perioder, og for hvert sted de opholdte sig, byggede de et tempel. Aztekerne dyrkede også landbrug de steder hvor de opholdte sig, men hver gang de fik et tegn fra Huitzilopochtli drog de videre på deres rejse. De efterlod deres bosættelse og landbruget til de svage i gruppen, som ikke længere kun følge deres vandring. Formålet var at sprede den aztekiske civilisation. Med sig bragte de figurer af Huitzilopochtli og andre guder fra de syv huler. Ifølge en myte bad præsten i Patzcuaro til Huitzilopochtli, fordi han ønskede at efterlade en del af befolkningen næste gang de skulle forlade deres bosættelse. Huitzilopochtli opfyldte hans ønske: da nogle af mexicaerne badet i en sø, stjal andre fra gruppen deres tøj og rejste videre. De aztekere, vis tøj var blevet stjålet kunne ikke rejse videre nøgne. Derfor slog de sig ned i Patzcuaro ([Dúran 1581] Heyden 1981: 14-15).

Myten fortæller om Huitzilopochtlis søster Malinalxochitl ’vild græsblomst ’ som var en magtfuld magiker. Hun brugte sin magi mod stammen og ønskede at blive tilbedt som en gudinde. Huitzilopochtli sagde at de skulle efterlade hende og hendes tilhængere, hvilket de gjorde ([Dúran 1581] Heyden 1981: 16-17). De fandt et sted så smukt og frodigt at aztekerne ønskede at blive for at bosætte sig. Men Huitzilopochtli ønskede at de skulle forsætte deres vandring, for dette var ikke landet han havde i tankerne for dem. Nogle af aztekerne ofrede derfor nogle af hinanden til andre guder, i håb om deres støtte, så de kunne blive på stedet. Huitzilopochtli blev meget vred over at nogle gik imod ham. Om natten blev disse mexicaer dræbt, og deres bryst blev opsprættet. Næste morgen så de andre at hjerterne fra disse mennesker manglede. De skyndte sig derfor afsted på vandringen mod deres land. Således nåede de til Chapultepec ’græshoppebjerget’, hvor de skulle vente på et tegn fra deres gud. Denne myte står til grund for de ceremonielle hjerteofringer hos aztekerne. Aztekerne mente at Huitzilopochtli kun spiste menneskehjerter.

Kapitel 4

Mens mexicaerne boede i Chapultepec fortalte Huitzilopochtli dem at de skulle forberede sig på krig. De konstruerede forsvarsværker og gjorde sig parat til kamp. I mellem tiden trænede Huitzilopochtlis onde søster Malinalxochitl sin søn Copil til at blive bedre til at bruge sine magiske kræfter. Sønnen lovede at hævne sin mor, fordi Huitziliopochtli tidligere havde efterladt hende. Copil drog til de 6 andre etniske grupper som var udsprunget fra hulerne. Han ønskede deres hjælp til at hævne hans mor. Han ville destruere mexicaerne. Copil tog til Tetepetzinco ’lille stenbakke’ for at se på, hvordan de andre ville tilintetgøre mexicaerne. Huitzilopochtli informerede mexicaerne om Copils planer. Disse drog derfor til Tetepetzinco hvor Copil stod, og dræbte ham. Bagefter beordrede Huitzilopotchtli mexicaerne til at tage hans hjerte og kaste det i søen ([Dúran 1581] Heyden 1981: 22-24). Fra hjertet udsprang en kaktus. Efter Copils død, fangede chalcofolket, som stammede fra de syv huler, mexicaernes leder under den kamp som Copil havde startet. Mexicaerne fik kæmpede sig igennem tropperne af krigere, indtil de nåede en forladt by, der hed Tacubaya. Herefter bedte de lederen af området, der hed Colhuacan om at give dem noget hans land. Lederen samlede sine underledere og de ældre for at spørge, hvilket af hans land mexicaerne skulle få. Til sidst blev de enige om at give dem Tizapan, et land de kunne undvære fordi der dér var mange farlige krybdyr. Desuden var Aztekerne deres fjende, så colhuacanerne håbede på at de ikke ville overleve længe dette sted. Men imod deres forventninger var aztekerne glade for stedet. De fik lov til at sælge varer ved markederne og gifte sig ind i colhuacan slægter ([Dúran 1581] Heyden 1981: 26). En dag talte Huitzilopochtli til en af mexicaernes præster. Han sagde at de skulle forberede sig på at skabe ufred, og bagefter rejse hurtigt derfra. Guden ønskede nemlig at gifte sig med colhuacanernes leders datter kaldet ’kvinden af disharmoni(?) Mexicaerne skulle ofre hende til ham, uden at lederen vidste det. Colhuacans leder accepterede glædeligt, at hans datter skulle være Huitzilopochtlis brud. Datteren blev ført til mexicaernes sted, og de ofrede hende til guden. Derefter inviterede de hendes far til festen. Da han kom for at fejre sin datters bryllup, så han at præsten var klædt i hans datters hud. Han blev rasende og angreb aztekerne ([Dúran 1581] Heyden 1981: 27). Derefter kæmpede aztekerne sig vej til stedet som hedder Acatzintitlan ’stedet ved siden af små siv’, hvor Huitzilopochtli så at hans folk ikke kunne klare mere krig. Han forbarmede sig over dem, og sagde at de snart skulle finde det område, hvor de skulle bosætte sig for altid. De rejste til den store sø, mens de søgte landet de var blevet lovet. De kom til et smukt sted, hvor der var en kilde med forunderlige skabninger. Da de så dyrene som levede der vidste de at det var et tegn: Huitzilopochtli havde nemlig forudset at de ville komme til dette sted og fortalt en af præsterne om det. Den næste nat talte Huitzilopochtli til præsten Cuauhtloqetzqui, hvor han sagde følgende: På stedet i søen hvor Copils hjerte ligger, vokser en kaktus. På kaktussen har en ørn lavet sin rede, hvor den sidder i ro og mag. Dette sted vil jeg kalde Tenochtitlan ’stedet ved stenkaktussen’. ([Dúran 1581] Heyden 1981: 22-24).

Reference

Heyden, Doris [Durán, Diego Fray] 1981 [1581] The History of the Indies of New Spain