Bruger:Harlekin96/Radering
Radering er en tryktype, hvor man til fremstillingen af klichéeen bruger stærk syre eller anden ætsende substans til at ætse i ubeskyttede dele af en metaloverflade for at danne en tegning i metallet. Raderingsteknikken er ved siden af stik, den vigtigste teknik, der historisk har været brugt til fremstilling af kunsttryk, og teknikken bruges stadigt i vid udstrækning i dag.
Grundlæggende metode redigér
Fremstilling af klichéen redigér
I ren radering, dækkes en metalplade (sædvanligvis af kobber, zink eller stål) med en voksagtig grunding, der er modstandsdygtig overfor syre[1]. Kunstneren skraber så grundingen af med en spids raderingsnål[2] der, hvor han ønsker en linie skal være synlig i det færdige arbejde, og blotter på den måde delvist det bare metal. Der bruges også et andet mindre spidst redskab for at frembrunge mere fyldige linier.[3] Derpå dyppes pladen i et syrebad, der teknisk kaldes mordanten (Fransk for "bide") eller ætseren, eller bliver vasket over med syre.[4] Syren "bider" ind i metallet, der hvor metaloverfladen er blottet, og efterlader forsænkede linier i pladen. Den tilbageværende grunding renses så af pladen.
Trykkeprocessen redigér
Når man trykker hældes der trykfarve på pladen, som efterfølgende tørres af, således at der kun bliver farve tilbage i de ætsede fordybninger i pladen.
Pladen bliver så placeret i en trykpresse under højt tryk sammen med et papirark (der ofte er fugtet for at blødgøre papiret).[1] Papiret suger nu farven op fra de ætsede linier, hvorved trykket opstår. Process kan gentages mange gange. Typisk kan man lave flere hundrede aftryk (kopier) før pladen bærer spor af slitage. Der kan også arbejdes videre på pladen, hvorefter nye tryk tages. Derved skabes raderinger, der eksisterer i flere forskellige fortløbende versioner.
Kombination med andre teknikker redigér
Radering har ofte været kombineret med andre dybtrykteknikker såsom stik (gravering) (f.eks. Rembrandt) eller akvatinte (f.eks. Goya).
Historie redigér
Oprindelse redigér
Ætsning udført af guldsmede og andre metal-håndværkere for at dekerere metalgenstande såsom skydevåben, rustninger, bægre og tallerkener har været kendt i Europa mindst siden Middelalder, og går måske tilbage til antikken. Den kuntsfærdige udsmykning af rustninger var i Tyskland en kunst, der sandsynligvis blev importeret fra Italien omkring slutningen af 1400-tallet, en smule tidligere end starten på ætsning anvendt som trykketeknik.
Processen brugt som trykketeknik menes at være opfundet af Daniel Hopfer (cirka 1470-1536) fra Augsburg, Tysland. Hopfer var en håndværker, der dekorerede rustninger på denne måde, og han brugte metoden til fremstilling af tryk, idet han brugte jernplader (af hvilke mange endnu eksisterer). Ud over hans tryk, kendes der med sikkerhed to eksempler på hans arbejde på rustninger og våben: et skjold fra 1536 nu i det kongelige tøjhus i Madrid og et sværd i det Tyske Nationalmuseum i Nürnburg. En hesterustning fra Augsburg i det Tyske Historiske Museum, Berlin, fra mellem 1512 og 1515, er dekoreret med is dekoreret med motiver fra Hopfer's raderinger og træsnit, men der er ikke noget bevis for, at Hopfer selv arbejdede med den, eftersom hans dekorative tryk i vid udstrækning blev produceret som mønstre for andre håndværkere på forskellige områder.
Skiftet over til kobberplader skete sandsynligvis i Italien, og derefter blev raderinger snart en alvrlig konkurrent til stik-teknikken som det mest populære trykkemedium for kunstnere. Teknikkens store fordel var, at ulig stikteknikken, der kræver særlig metalteknisk dygtighed, er raderingsteknikken forholdsvist nem at lære for en kunstner, der er ferm til tegning.
Callot's fornyelser: "échoppe", "hård grund", "blokering" redigér
Jacques Callot (1592-1635) fra Nancy i hertugdømmet Lorraine (nu en del af Frankrig) skabte vigtige tekniske fremskridt inden for raderingsteknikken. Han udviklede "échoppeen", en slags raderingsnål med et hælde ovalt snit i enden, hvilket satte raderere i stand til at skabe svulmende linier, sådan som gravører var i stand til det.
.jpg)
Han synes også at have været ansvarlig for en forbedret, hårdere, opskrift for raderingsgrundingen, idet han brugte lut-magernes fernis i stedet for en voksbaseret formel. Dermed kunne linier blive dybere ætset, hvorved trykpladernes levetid blev forøget, og hvorved også risikoen for forkert ætsning, hvor syre går igennem grundingen, hvor det ikke er meningen, så der opstår pletter eller mærker på billedet. Tidligere havde risikoen for fejlagtig ætsning altid været i baghovedet på radererne og fået dem til at være tilbageholdende med at investere for meget tid på en enkelt plade, der risikerede at blive ødelagt under ætsningen. Nu kunne raderere trygt udføre det yderst detaljerede arbejde, der tidligere havde været stikkernes monopol, og Callot gøre flittigt brug af de nye muligheder.
Han gjorde også mere udstrakt og raffineret brug af mange "blokeringer" end tidligere raderere havde gjort. Det er teknikken, hvor man lader syren ætse let over hele pladen, og så blokerer de dele af arbejdet, som kunstneren ønsker at holde i en lys tone ved at dække dem med grunding, før pladen bades i syre igen. Han opnåede ved omhyggelig bruge af denne teknik hidtil ikke overgåede virkninger af afstand og lys. De fleste af hans tryk var relativt små, op til 15 cm på den længste led, men fyldt med detaljer.
En af hans efterfølgere, Pariseren Abraham Bosse, spredte kendskabet til Callot's fornyelser over hele Europa med den første offentliggjorte lærebog om radering, der blev oversat til Italiensk, Hollandsk, Tysk og Engelsk.
1600-tallet var raderingskunstens stirhedstid, med Rembrandt, Giovanni Benedetto Castiglione og mange andre mestre. I 1700-tallet var Piranesi, Tiepolo og Daniel Chodowiecki blandt de bedste af et mindre antal fine raderere. I 1800-tallet og det tidlige 1800-tal fremstod en mængde mindre raderingskunstnere som følge af en fornyet interesse for teknikken, omend ikke rigtigt nogen hovedskikkelser. Radering praktiseres stadig i vid udstrækning i dag.
Varianter: akvatinte, blød-grund og relief-radering redigér
- Akvatinte bruger syrefast harpiks for at opnå tonede virkninger.
- Blød-grund-radering bruger en speciel blødere grunding. Kunstneren placerer et stykke papir (eller stof etc.) i moderne sammenhæng) over groundingen og tegner på det. Trykket minder om en tegning.
- Relief-radering. Opfundet af William Blake omkring 1788; fra 1880-1950 var en fotomekanisk ("linie-blok")-variant den fremherskende form for kommerciel billedtrykning. En lignende raderingsproces, men trykt som et relief-tryk, så det er de "hvide" baggrundsområder, der udsættes for ætsning med syre, og de områder der skal trykkes som sort, der dækkes med grunding. Blake's nøjagtige teknik er der ikke helt enighed om. Han brugte teknikken til kombineret trykning af tekst og billeder.
Moderne raderingsteknik i detaljer redigér
Påføring af grund redigér
En voksagtig syreresitent film, kendt som grunden, påføres en metalplade, for det meste af kobber kobber eller zink, men stålplate er et alternativ med andre kvaliteter. Der er to almindelige typer grund: hård grund og blød grund.
Hård grund kan påføres på to måder. Fast hård grund leveres som en hård voksagtig blok. For at påføre hård grund af denne slags, placeres pladen, der skal raderes på på en varmeplade (sat til 70 grader), en slags metalarbejdsplade, der varmes op. Pladen bliver opvarmet, og grunden påføres manuelt, idet den smelter ovenpå pladen, efterhånden som den påføres. Grunden spredes over pladen så jævnt som muligt ved hjælp af en valse. Når dette er gjort, fjernes raderingspladen fra varmepladen for at køle af, hvorved grunden bliver hård.
Efter at grunden er blevet hård "røger" kunstneren pladen, klassisk med 3 bivokskerter, hvis flammer mørkfarver grunden og gør det lettere at se de dele af pladen, hvor metallet er blottet. Røgning gør ikke bare pladen mørkere, men tilføjer den også en lille smule voks. Derefter bruger kunstneren et skarpt redskab til at skrabe i grunden, hvorved metallet eksponeres de pågældende steder.
Den anden måde at påføre hård grund er ved hjælp af flydende hård grund. Denne leveres i en dåse og påføres med en pensel på pladen, der slal raderes. Udsat for luftens påvirkning størkner den hårde grund. Nogle trykfremstillere bruger bitumen (asfalt) som hård grund.
Blød grund leveres også i flydende form og får lov til at tørre, men den størkner ikke som hård grund og kan give efter for tryk. Når den bløde grund er tørret, kan trykfremstilleren påføre materialer såsom blade, diverse objekter, håndaftryk osv., der vil trænge igennem den bløde grund og blotlægge pladen under.
Grunden kan også påføres via fin forstøvning, ved brug af pulverformet harpiks eller spraymaling. Denne proces kaldes akvatinte og giver mulighed for at skabe toner, skygger og massive farvede områder på trykket.
Tegning af motivet redigér
Tegningen tegnes så (spejlvendt) med en radernål eller en échoppe. En "echoppe"-spids kan laves af en alimindelig radernål af hærdet stål, ved at man sliber spidsen ned med en carborundum-slibesten i en 45-60-graders vinkel. "Echoppe"n virker eter det samme princip, som det, der gør en fyldepens skrift mere attraktiv end en kuglepens: DEn lette svulmende variation forårsaget af håndens naturlige bevægelse, gør linien "varmere", og skønt man næppe lægger mærke til den i en enkelt linie, har dette en tiltalende helhedsvirkning på den færdige plade. Man kan tegne med den på samme måde som med en almindelig radernål.
Ætsning redigér
Pladen nedsænkes så i en syre, der ætser, der hvor metallet er blotlagt. Jernklorid kan bruges til kobber- og zink-plader, mens salpetersyre kan bruges til ætsning af zink- eller stålplader plates. Typiske opløsninger er to dele FeCl3 til to dele vand og 1 del salpetersyre til 3 dele vand. Syrens styrke bestemmer ætsningsprocessens hastighed.
Under ætsningsprocessen bruger trykfremstilleren en fuglefjer eller en lignede genstand til at vifte bobler og nedbrydningsmateriale, som opstår som følge af opløsningsprocessen væk fra pladen. and detritus produced by the dissolving process, from the surface of the plate, eller pladen kan med mellemrum tages op af syrebadet. Hvis en boble får lov til at blive på pladen, vil den stoppe ætsningen, der hvor boblen rører overfladen. Zink danner flere bobler og hurtigere end kobber og stål, og nogle kunstnere benytter dette til at lave interessante boblelignende små cirkler på deres tryk så der opstår en mælkevejs-lignende virkning.
Nedbrydningsmaterialet er pulveragtigt opløst metal, der fylder de ætsede furer, og kan forhindre syren i at ætse jævnt i de fritlagte pladeoverflader. En måde at fjerne nedbrydningsmateriale på er at placere pladen, der skal ætses med trykkeoverfladen nedad hvilende på små kugler, omend ulempen ved denne teknik er udsathed for bobler, som ikke kan blive fjernet øjeblikkeligt.
For akvatinter vil en trykfremstiller ofte bruge en testplade af metallet omkrink en til tre centimeter bred. Testpladen vil blive dyppet i syren et nærmere bestemt antal minutter eller sekunder. Testpladen will så blive fjernet og syren vasket af med vand. Noget af testpladen vil blive dækket med grund og pladen vil igen blive dyppet i syre og processen vil blive gentaget. Grunden vil så blive fjernet fra testpladen, og testpladen vil blive påført farve og trykt. Dette vil vise printfremstilleren de forskellige grader af ætsningsdybder, og dermed trykfarvens styrke, afhængigt af, hvor længe pladen er nedsænket i syre.
Rensning af pladen redigér
Pladen fjernes fra syren og skyllet over med vand for at fjerne syren. Grunden fjernes med et opløsningsmiddel såsom terpentin. Terpentin fjernes ofte fra pladen med metylalkohol, eftersom terpentin er fedtet og kan påvirke påførslen af trykfarve og trykningen af pladen.
Spyt-ætsing er en proces, hvor trykfremstilleren vil påføre syre på en plade med en pensel i visse områder af pladen. Pladen er eventuelt akvatintet for dette formål eller udsættes direkte for syren. Denne proces er kendt som "spyt"-ætsning på grund af brugen af spyt som middel til fortynding af syren, skønt det almindeligste nu er, at man bruger gummi arabiucum eller vand til dette formål.
Påføring af trykfarve redigér
.jpg)
Et stykke fiberplade, et plastic-"kort", eller en stofklud bruges ofte til presse farven ned i de dannede fordybninger i pladen. Overfladen tørres derpå ren med et stykke stift stof, kendt som tarlatan og tørres derpå med avis papir; nogle printfremstillere foretrækker at bruge deres flade hånd til formålet. Man kan også bruge et foldet stykke organzasilke til den endelige aftørring. Hvis kobber eller zinkplader bruges, efterlades pladen meget ren (hvor der ingen fordybninger er) og dermed hvid, når pladen trykkes. Hvis en stålplade bruges, giver pladens naturlige overflade en grå baggrund der ligner effekten ved akvatintning. som resultat behøver stålplader ikke akvatintning, eftersom gradvis påvirkning af pladen via successive dypninger vil give det samme resultat.
Trykning redigér
Et fugtigt stykke papir placeres over pladen og den køres igennem en trykpresse sammen med papiret. Presset tvinger papiret til at komme i kontakt med trykvarven, hvorved billedet overføres. Uheldigvis forringer trykket også gradvist pladens billede, idet grove partier glattes ud og linier bliver lukket. En kobberplade kan klare højst nogle få hundrede trykninger af et stærkt nedætset billede før forringelsen skønnes at blive for stor af kunstneren. På dette tidspunkt kan kunstneren manuelt restaurere pladen ved fornyet radering, hvor ny grund påføres og linier trækkes op. Alternativt kan plader blive galvaniseret med et hårdere metal før trykkeprocessen for at skåne overfladen. Trykplader af Zink der også bruges, forringes endnu hurtigere ved trykning, eftersom Zzink er et blødere materiale end både stål og kobber.
Fejl redigér
Faux-bite eller "over-ætsning" er almindeligt i radering, og er forårsaget af bittesmå mængder syre der lækker igennem grunden hvorved der fremstår mindre fordybninger på overfladen. Disse egentlig utilsigtede forgrovninger kan fjernes, ved at man glatter og polerer overfladen, men kunstnerne lader dem ofte blive stående eller medvirker direkte til at de opstår ved at behandle pladerne skødesløst, idet disse "fejl" anses som et ønskværdigt udtryk for arbejdsprocessen.
Se også redigér
- Etching - Lidt mere udførlig engelsk wiki-artikel om emnet
Noter og referencer redigér
- ^ http://expositions.bnf.fr/bosse/grand/204.htm Link med bl.a. billede af trykpresse (Bosse)
