Bruger:Hebsen/Dansk EU-modstand

Siden Danmark i 1973 blev medlem af det Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF) Europæiske Fælleskaber (EF) – i 1993 omdøbt til den Europæiske Union (EU) – har der været modstand mod Danmarks medlemsskab af først EF og siden EU.

Optagelse i EF i 1972

Modstanden kan spores tilbage til starten af 1960'erne, hvor der var diskussioner om hvorvidt Danmark skulle søge medlemsskab af EF. I 1961 stemte Folketinget ja til at indlede optagelsesforhandlinger, og her var Socialistisk Folkeparti (SF) det eneste parti, der stemte imod. Debatten om et eventuelt EF-medlemsskab blev mere aktuel i slutningen af 1960'erne, og modstandere af dansk EF-medlemsskab oprettede en række oplysningskomitéer, der skulle fortælle om de negative sider af et EF-medlemsskab. EF-modstanden udsprang af den danske modstandbevægelse under 2. verdenskrig, og spørgsmålet om national suverænitet blev vægtet højt.

Optagelsesforhandlingerne stod stille i lang tid, da Frankrigs præsident Charles de Gaulle ikke ønskede at give Storbritannien medlemsskab – Storbritannien og Irland havde søgt om optagelse samtidig med Danmark. I stedet forsøgt Danmark at oprette en nordisk pendent til EF, kaldet Nordek, men den idé blev opgivet i 1970. Derimod kom der skred i forhandlingerne om EF-medlemsskab i 1969, efter de Gaulle var gået af som præsident. I 1971 aftalte statsmininister Hilmar Baunsgaard (Radikale Venstre) og oppositionsleder Jens Otto Krag (Socialdemokratiet) at spørgsmålet skulle lægges ud til folkeafstemning, på trods af at der muligvis var det nødvendige 5/6 flertal i folketinget, som grundloven kræver for suverænitetsafgivelse. Beslutningen skyldes især frygten for intern splittelse spørgsmålet om EF-medlemskab. Folkeafstemningen blev fastlagt til d. 2. oktober 1972.

EF-modstanden gik på tværs af partiskel, og i optakten til folkeafstemningen i 1972 blev Folkebevægelsen mod EF oprettet som en tværpolitisk organisation, der skulle forene den danske EF-modstand – inden da havde EF-modstanden været delt ud på en række organisationer, opdelt efter politisk ståsted i øvrigt. Det lykkedes dog ikke helt at samle EF-modstanden, idet Venstresocialisterne (VS), Socialdemokrater mod EEC (EF-modstanderne i socialdemokratiet), og flere borgerlige EF-modstandere stod udenfor Folkebevægelsen. Overordnet set var EF-modstanden stærkest på venstrefløjen, idet den kunne læne sig op at SF, VS, og Danmarks Kommunistisk Parti (DKP) – der alle var EF-modstandere – mens de borgerlige støtter i erhvervslivet hovedsagligt gik ind for dansk medlemskab af EF.

I deres kampagne mod EF-medlemskab fokuserede EF-modstanderne især på spørgsmålet om demokrati og suverænitet, i kontrakst til EF-fortalerene, som fokuserede på økonomi. Af eksempler kan nævnes frygten for at EF kunne underminere danske arbejdsmarkedsmodel, idet de danske vedfærdsydelser var målrettet statsborgere, mens de fleste EF-lande baserede ydelser på tilnytning til arbejdsmarkedet. I det større billede var der også frygten for at Danmark ville blive underlagt enten Tyskland (som under 2. verdenskrig) eller katolske sydeuropæiske værdier, samt frygten for at Danmark ville blive opkøbt at "storkapitalen" i det fælles market (især fremført af venstrefløjsmodstanden). Samtidig fremhævede EF-modstanderne alternativerne, især et større nordisk samarbejde på trods af opgivelsen af Nordek, samt deltagelsen i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), som Danmark havde været en del af siden etableringen i 1960. EFTA var der dog meget i delte meninger om, idet venstreorienterede modstandere generelt også var kritiske overfor frihandelsaftaler.

Folkeafstemningen endte med en overbevisende sejr til ja-siden med 63,3 % af stemmerne, og Danmark blev medlem af EF d. 1. januar 1973, samtidig med Storbritannien og Irland. Folkebevægelsen valgte at fortsætte, nu med målet om at Danmark skulle meldes sig ud af EF.