Medicinpædagogik

Hvad er medicinpædagogik?

Medicinpædagogik er et nyt felt indenfor psykiatrien, som skal medvirke til at give brugere af medicin øget medansvar, indflydelse og kontrol over egen medicinanvendelse. Målet med et medicinpædagogisk arbejde er: at opnå en sikker og virkningsfuld anvendelse af medicin ved at anerkende borgeren som ekspert på sin egen medicin, og at opnå en relevant behandling, hvor medicinen bliver et redskab i tilværelsen frem for et fokus i sig selv

For de fleste sindslidende mennesker er medicin en meget væsentlig del af hverdagen. Medicin kan i kortere eller længere perioder være nødvendig, men for borgeren kan der være mange bekymringer forbundet med at tage medicin. Det kan være bekymringer om bivirkninger af medicinen, en oplevelse af at medicinen ikke virker tilstrækkelig, bekymringer om hvad medicinen gør ved ens personlighed eller bekymringer om afhængighed af medicin m.v.

Udvikling af medicinpædagogiske metoder udspringer af et stigende behov for fokus på medicinsk behandling på socialpsykiatriske botilbud og bostøtte i eget hjem. For borgere i disse tilbud kan medicin være en væsentlig del af hverdagen, og det er derfor vigtigt, at man som socialpsykiatrisk medarbejder har redskaber og metoder til at støtte borgere i at anvende medicin, der giver mening for den enkelte. Som bruger af medicin er det vigtigt at anvende medicin på en måde, der støtter den enkelte i at leve hverdagen, som man ønsker det. Og som psykiater er det vigtigt, at den specialiserede indsats i forhold til diagnose og behandling kan omsættes på en måde, der imødekommer brugerens ønsker og forventninger til sin medicin.

Medicinpædagogik er dermed ikke fagspecifik, men en faglig platform, der giver mulighed for at arbejde rehabiliterende indenfor både behandlingspsykiatri og socialpsykiatri. Se evt. www.socialstyrelsen.dk/medicinpaedagogik

Medicinpædagogiske perspektiver

Der kan være forskellige perspektiver på, hvorfor det er relevant at arbejde med medicinpædagogik. Nogle af de centrale perspektiver uddybes her.

Et recoveryperspektiv

Sindslidelser opfattes ikke længere nødvendigvis som livslange lidelser. Rehabilitering udgør i dag en fælles forståelsesramme og et fælles værdisæt i behandlingspsykiatri og socialpsykiatri.

Der er fokus på at understøtte den enkelte sindslidendes recoveryproces ud fra en betragtning om, at alle har mulighed for at komme sig helt eller delvist. Recovery er den enkeltes egen proces med at komme sig, men det er en proces, som skal understøttes fagligt. Medicinpædagogik spiller her en vigtig rolle, fordi det bidrager med metoder, som styrker den enkelte borgers forståelse for og mestring af eget liv.

Det kan være et liv med og uden sygdom, og det kan være et liv med og uden medicin. Under alle omstændigheder er det en tilværelse, hvor det at forholde sig til medicin er en væsentlig del af hverdagslivet. De medicinpædagogiske metoder har fokus på at borgeren bliver i stand til at leve den tilværelse, som den enkelte nu ønsker og har mulighed for. Det medicinpædagogiske arbejde handler om at støtte en proces, hvor anvendelse af medicin er et middel til at komme sig frem for at medicin bliver et mål i sig selv.

Borgeren i centrum

Borgerperspektivet og indflydelse på egen behandling kommer i fokus når social- og behandlingspsykiatrien har et fælles afsæt i rehabilitering og støtte til den sindslidende borgers egen recoveryproces. Inddragelse og samarbejde er af stor betydning for den helhedsorienterede indsats, fordi retten til selvbestemmelse er helt central i en recoveryproces. Egen kontrol, medansvar, mestring og samarbejde mellem bruger og medarbejdere bliver derfor vigtige for indsatsen.

Medicinpædagogik handler om at skabe et grundlag for, at den sindslidende borger har kontrol over og indflydelse på beslutninger om behandling og anden indsats. Borgerens erfaringer, vurderinger og oplevelser er en meget væsentlig del i planlægning og gennemførelse af de sociale og behandlingsmæssige indsatser.

Medicinpædagogik bidrager med metoder til at skabe et ligeværdigt samarbejde mellem borgere og medarbejdere om psykiatriindsatsen, og til at støtte borgeres mulighed for indflydelse på egen medicinering og behandling ved at anvende metoder, som • understøtter medansvar og selvbestemmelse • støtter sindslidende borgere i at leve et liv, som giver mening for den enkelte • håndhæver selvbestemmelse og motivere borgere til at tage medansvar for egen behandling

At arbejde medicinpædagogisk medvirker til fælles udvikling og dialog om disse perspektiver, og dermed et bedre afsæt for enighed om indsatsen.

Sundhedsfremme

Sundhedsfremme handler ikke kun om at have et fornuftigt forhold til kost, motion, alkohol og tobak. Det handler i høj grad også om tilfredshed med sin tilværelse, og det handler om mulighed for at leve en tilværelse på de betingelser og med de potentialer, den enkelte nu har til rådighed.

Muligheden for at deltage aktivt i samfundslivet og leve et hverdagsliv med det indhold, man ønsker, er for mange sindslidende tæt knyttet til en hensigtsmæssig brug af medicin. Det vil sige en anvendelse af medicin, der er sundhedsfaglig forsvarlig, og som hjælper den enkelte til at opnå sine ønsker og mål for tilværelsen.

Medicinpædagogik bidrager med metoder, som støtter borgeren i at bruge medicin på en måde, der giver bedst mulige betingelser for at leve et godt og sundt hverdagsliv på egne betingelser.

Det ligeværdige samarbejde

Når rehabilitering og recovery er på dagsordenen i socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien, skabes naturligt et øget fokus på brugerperspektiver og brugersamarbejde. Der vil være en forventning om, at både sociale ydelser og behandlingsindsatser har udgangspunkt i brugerens behov, ønsker og forudsætninger.

I det medicinpædagogiske arbejde anerkendes flere former for ekspertise. Psykiatere, og andet sundhedsfagligt personale er faglige eksperter på det psykiatriske og behandlingsmæssige område. Borgerne derimod er eksperter på den levede erfaring med sygdom og er dermed eksperter på eget liv. Borgerne er vidende om effekten af egen medicin og sine ønsker og præferencer til medicinen. Det er borgerne, der kan svare på spørgsmål i stil med ”Hvad vil jeg gerne opnå med brugen af medicin?” og ”Hvad vil jeg gerne have hjælp til i min brug af medicin?”

Medicinpædagogiske metoder styrker et ligeværdigt samarbejde mellem det sundhedsfaglige personale og den sindslidende ved blandt andet at støtte at medicinanvendelsen tilpasses individuelle forudsætninger og forventninger. Det giver mulighed for at anvende medicin på en måde, der giver gode betingelser for at opnå egne mål for hverdagen og tilværelsen.

En sammenhængende psykiatriindsats

Psykiatrien står i dag overfor store udfordringer blandt andet som en konsekvens af en stigende kompleksitet i indsatsen. Der er mange organisationer, mange instanser og mange fagligheder involveret, og det betyder komplekse behandlingsforløb for den enkelte sindslidende borger og dennes pårørende.

En helhedsorienteret indsats forudsætter et godt samarbejde mellem den sociale indsats på bosteder og bostøtte i eget hjem og sundhedsprofessionelle i behandlingspsykiatrien og almen praksis. At forholde sig til medicinsk behandling har traditionelt været afgrænset til behandlingspsykiatrien, og medicin og socialpsykiatri er typisk ikke blevet opfattet som tilgange, der kan supplere hinanden.

Udviklingen af medicinpædagogiske metoder giver imidlertid mulighed for et konstruktivt samspil, hvor de forskellige fagpersoner kan anvende deres perspektiver og ekspertiser i en recoveryorienteret tilgang. Medicinpædagogik bliver dermed en indsats, som understøtter de behandlingsmæssige mål i et samarbejde mellem den sindslidende borger og de socialfaglige og sundhedsfaglige medarbejdere, som er en del af borgerens hverdag.

Bedre mulighed for at kunne bo i egen bolig

I det medicinpædagogiske arbejde er målet, at borgeren bliver bedre i stand til at håndtere sin egen medicin og dermed bedre til at udøve egenomsorg. At kunne håndtere sin egen medicin er en væsentlig forudsætning for at kunne bo i egen bolig på trods af et behov for længerevarende medicinsk behandling. Ved at tilegne sig viden om, kontrol over og tilfredshed med sin egen medicinske behandling kan den sindslidende borger opnå bedre kontrol over egne livsbetingelser. Det er en væsentlig forudsætning for at kunne tage aktiv deltagelse i samfundslivet, uanset om man bor i botilbud eller egen bolig.