Bruger:Villy Fink Isaksen/værksted/kladde8

Du er meget velkommen til at komme med bidrag, men hvis du arbejder her i længere tid, bør du aktivere denne skabelon: {{IBrug}}

Lorenz Frølich

Lorenz Frølich (25. oktober 1820 i Hellerup - 25. oktober 1908 i København) var en dansk maler, tegner og grafiker, i dag nok mest kendt for sine historiske bogillustrationer, men han udførte også udsmykningsopgaver, bl.a. to billeder til Appellationsretten i Flensborg og loftsmalerier på Frederiksborg Slot. LF var søn af grosserer Johan Jacob Frølich og Vilhelmine Pauline f. Tutein. Han blev gift i Paris med Carolina Charlotta in de Betou i 1855, og bortset fra et ophold i Flensborg 1856-57, var han bosat i Paris indtil hustruens død. Fra 1873 opholdt han sig i Danmark, og her giftede han sig i 1878 med enken Benedicte Ulfsparre f. Treschow.

Lorenz Frølich tegnet af J. Th. Lundbye omkring 1839


Slaget på Grathe Hede som Lorenz Frølich forestillede sig det.

Under sine rejser i 1840'erne til Tyskland blev han bekendt med de tyske illustratorers stil. Dette i forening med en optagethed af Nordens oldtid fik afgørende betydning for LFs kunstneriske arbejder og især hans virke som grafiker.


Begravet på Gentofte Kirkegård.


fra DBL:Rediger

Lorenz Frølich (25. oktober 1820 i København - 25. oktober 1908) var maler og tegner.

Lorenz Frølich er søn af grosserer Johan Jacob Frølich ( 1781 - 1858) og Vilhelmine Pauline født Tutein (1790 - 18881) og født i København 25. oktober 1820. Han havde fra barn af lyst til at tegne og iagttog med forkærlighed dyrenes liv. Hans sans for kunsten vaktes end mere af hans faders morbror J.C. Spengler, der var inspektør ved den kongelige malerisamling og jævnlig tog ham med der hen. Ikke uden modstand fra familiens side fik han lov at hellige sig kunsten, lærte at male hos Martinus Rørbye og at modellere hos Herman Wilhelm Bissen; tillige tegnede han privat hos Christoffer Wilhelm Eckersberg og G.F. Hetsch. Blandt de yngre kunstnere sluttede han sig navnlig til J.Th. Lundbye; de tegnede sammen, og da Frølich, ved Karl Friedrich von Rumohrs påvirkning, fik lyst til at tegne med pen, førtes Lundbye også ind på denne kunstart. Allerede i ungdommen fængslede Nordens oldtid ham meget, og samtidig med nogle dyrstykker udstillede han 1838-40 tegnede kompositioner fra Nordens historie. Med Hjorte i Dyrehaven konkurrerede han til De Neuhausenske Præmier.

I efteråret 1840 rejste han til München, hvis kunstskole den gang tiltræk mange, og til Dresden, hvor han malede under Eduard Bendemann. Hans anlæg for pennetegning havde ganske naturlig ført ham ind på raderingen; han havde ætset flere mindre blade i hjemmet, men fra Dresden hjemsendte han sin første større komposition i denne retning, De to Kirketaarne som illustration til Oehlenschlägers digt. Disse raderinger blev udgivet af Kunstforeningen i København. Efter et besøg i hjemmet (1845) vendte han tilbage til Dresden og tog året efter til Rom, hvor han forblev i fem år og knyttede nøje venskab med landskabsmaler Thorald Læssøe. Et der malet billede, En Skovguds Familie, blev købt til den kongelige malerisamling. Fra Rom tog Frølich i 1851 til Paris for at male hos Thomas Couture, besøgte hjemmet i 1854 et, men vendte tilbage til Paris, hvor han i 1855 ægtede Carolina Charlotta in de Betou (1830 i Marstrand, - 1872), datter af oberstløjtnant Thomas in de Betou (1776 - 1833) og Polexine født Kreutz (1788 - 1869). Fraregnet et ophold i Flensborg 1856-57, må han nu regnes for bosat i Paris til sin hustrus død, hvorefter han fra 1873 har levet i Danmark. Her indgik han i 1878 nyt ægteskab, med Benedicte Ulfsparre født Treschow, enke siden 1874 efter professor C.D. Withusen og datter af kammerherre Frederik Vilhelm Treschow (1811 - 1869) og Andrea Bjørn født Rothe (1814 - 1885).

I Flensborg havde Frølich malet to store malerier: Valdemar II indstifter den jyske Lov og Frederik IV modtager Slesvigernes Hylding (Slesvigs Inkorporation 1721) til overappellationsrettens sal. Disse to billeder, som i malerisk virkning og karakterfuld opfattelse hører til kunstnerens bedste arbejder, er desto værre ikke mere dansk ejendom. året efter udførte han to store kartonner til Børssalen i København, fremstillende allegorierKlogskab og Mod. I 1882 udførte han endelig et stort loftsmaleri til en sal på Frederiksborg, Gefion pløjer Sjælland ud af Sverige, og i de nærmest følgende år kartonner til en tapetfrise, forestillende danskes vikingetog, der ligeledes tilhører Frederiksborgmuseet.

Hans virksomhed som maler bliver dog overfløjet af den rige produktivitet, han har udfoldet som tegner og illustrator. Således som han i sin førstefødte datter havde lejlighed til at iagttage barnelivet, gengav han det i en række børnebøger, der udkom på fransk, engelsk og dansk i flere oplag og omhandlede Bébés mærkelige bedrifter, sete med kunstnerøjets og faderkærlighedens beundrende blik. Samtidig hermed tegnede han illustrationer til FabriciusDanmarkshistorie og førtes derved, måske fra først af under tysk påvirkning, ind på den ejendommelige fremstillingsmaade, hvor begivenhedernes rækkefølge sammenkædes ved stemningsfulde ornamentslyngninger, der give dem en vis lighed med variationerne i et tonemaleri. De efterfulgtes af Gjøgleriet i Utgaard, en række raderinger til Oehlenschlägers tekst, som blev udgivet af Kunstforeningen (1872), og i løbet af en længere årrække af Nordens Guder, en samling raderede blade i stort format, hvoraf dog kun omtrent halvdelen af det oprindelig påtænkte tal udkom. Heri fremtræder hele hans romantisk-oehlenschlägerske opfattelse af Nordens oldtid i den frodigste fylde og trods svagheder den tekniske behandling tit med en overraskende malerisk virkning. Men også på andre felter har han vist sin skabende evne som illustrator, således i Amor og Psyche efter Apuleius, illustrationerne til Fadervor og randtegningerne til Dronning Dagmars Vise. I stedet for den ganske vist noget konventionelle djærvhed, der karakteriserer hans Nordens Guder, møder man her, som det er blevet sagt, mere en Paludan-Müllersk romantisk finhed, også konventionel på sin vis, men begge stilarter i høj grad kunstnerisk følte og sprudlende af en tilsyneladende uudtømmelig rigdom på motiver. Det er heller ikke nogen ringe indflydelse, han har udøvet på illustratorerne i den yngre kunstnerkreds. – Frølich blev 1877 medlem af Kunstakademiet og fik 1890 titel af professor.

Illustr. Tid. Nr. 324. Delaunay, Les artistes scand. I, 21. Kunstbladet I, 129. Weilbach, Konstnerlex.

Ph. Weilbach.



http://runeberg.org/dbl/5/0481.html bind 5 side 479

Eksterne henvisningerRediger

 
Eksempel på Lorenz Frølich-illustration: Odin og Vølven. 1895