Carl Snoilsky

svensk poet, bibliotekar og skribent
Broom icon.svgDenne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Broom icon.svgFormatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg

Carl Johan August Snoilsky (8. september 184119. maj 1903) var en svensk digter.

Carl Snoilsky.

Snoilsky blev Student i Upsala 1860, tog fire Aar senere Kanslieksamen, og da han var adelig, laa den diplomatiske Vej aaben for ham, han ansattes straks i Udenrigsdepartementet og blev 1865 ansat ved det sv. Gesandtskab i Paris, hvor han Aaret efter blev anden Sekretær. 1878 udnævntes han til Kansliraad og gjorde Tjeneste som Kabinetssekretær efter en Tid at have indehaft Gesandtskabet i Kbhvn. Men Sorg i hans Familie bevirkede, at han helt trak sig tilbage fra den diplomatiske Virksomhed; han forlod Sverige og opholdt sig særlig i Firenze og Dresden, saa at hans Ophold i Hjemlandet var indskrænket til korte Besøg, indtil han 1890 modtog Ansættelse som Overbibliotekar ved kungl. Bibliothek i Sthlm, hvilket Embede han beklædte til sin Død.

Som ung Student kom S. til Upsala paa en Tid, hvor næsten al litterær Produktion laa i Dvale; han søgte tillige med nogle Jævnaldrende at slaa til Lyd for ny Tanker, og 1861 debuterede han under Pseudonymet Sven Trøst med en Samling Små dikter og vakte allerede næste år fornyet Opmærksomhed ved en Digtsamling Orchidéer. 1865 udgav han Samlingen Italienska bilder, og, da han samlede sine tidligere Digte med en Sonetkreds España i et Bind Dikter (1869), blev hans Navn med eet kendt. Han hengav sig djærvt til sine Impulser og udnyttede sine Ideer paa en fuldendt kunstnerisk Maade, i glødende Vers besynger han sit Lands Skønhed, men med et Hang til Grubleri, som er ægte svensk. Det var den sprudlende Friskhed i hans Digte som »Indledningssången« ell. den trodsige Frihedshymne »Neros gyllene hus«, der særlig gav Anledning til at tro, at hans flg. Digtning skulde blive dithyrambisk; dog antyder Digtet »Jultankar i Rom«, adskillige Digte i »España« samt de harmfulde Digte om Kampen mod Overmagten, »På Polens grav«, »Storken« o. fl., at hans Digtning nærmer sig en Krise. »Sonetter« (1871) viser Forandringen tydelig. Sønderrevethed og Verdenstræthed udtaler sig næsten i hver Sonet; han sammenligner (»Strandvrak«) sin Kunst med Galionsfiguren, som kastes op paa Land til Legetøj for Børn, og ironiserer i »Gammelt porslin« over alle Tings Forgængelighed o. s. fr. De rigtstrømmende Udtryk for Øjeblikkets Begejstring har givet Plads for Refleksion og Mistvivl, som forraader Mandens Syn paa Tidsforhold og Begivenheder.

Der er næppe Tvivl om, at dette Omslag skyldes baade de personlige Oplevelser og de Indtryk, han modtog ved som Diplomat at se bag Kulisserne i de politiske Begivenheder, som var raadende i 1860’erne og 1870’erne. Dette har bevirket, at Roserne er falmede og Druerne ramme, men sine Indtryk gemmer han for Verden, næppe nok Papiret betror han sine Tanker. Han studerer sine gl. Bøger og Mønter — han udgav i »Ett svenskt myntkabinett« (1873) en Beskrivelse af sin egen Samling — oversatte en Del Digte, af hvilke han 1876, s. A. som han indvalgtes i Svenska Akademien, udgav »Goethes ballader« som selvstændig Bog; men hans Digtning flød kun sparsomt.

Da han 1881 udgav »Nya dikter«, er Krisen endt, og disse Digte opfylder alle tidligere givne Løfter; han synger i samme Tonart som i sine første Digte, men med inderligere Uddybelse som i »Svarta svanor«, »Jean Reboul« o. fl. De tidligere Genrebilleder er dog nu blevne fortællende Digte, hvori en dyb Refleksion ell. et Symbol er skjult som i »Edelweis«, »Örkensyn«. I enkelte Digte fornemmer man hans Kærlighed til Hjemlandet ell. som i »Palazzo Strozzi« den genvundne Fred efter Sorgerne, som drev ham udenlands. Varmest giver denne Følelse sig til Kende i den Rk. af Digte, som stadig forøgedes i de flg. Digtsamlinger og til sidst udgaves selvstændig som »Svenska bilder« (Godtkøbsudgave 1886, Illustrationsudgave ved A. Edelfelt 1894). Ingen efter Runeberg har som S. besunget sv. Historie; men den førstes trodsige Kraft er hos den sidste afløst af mild Humanitetsforkyndelse som i »Gamle Kung Gösta«, hvor Skildringen af den ulykkelige Konge mildnes ved Folkets dybe Tak, »Kung Erik«, »Hvita frun«, »En natt i Augsburg« o. fl. »Svenska bilder« betegner det højeste, S. i det hele har frembragt, monumentale i deres Veibygning er de tillige i Indhold dybere end hans øvrige Digtning. De Digtsamlinger, han senere udgav, »Dikter, tredje samlingen« (1883), »Dikter, fjärde samlingen« (1887) og »Dikter, femte samlingen« (1897) tilføjer intet nyt ud over det, at hans milde Humanitet her omfatter hele Menneskeheden. I tredje Samling er dette klarest udtalt, fordi S. her i højere Grad end andensteds er kommen i Berøring med Nutidslivet, men hans Følelser virker ikke saa opr. som i den patriotiske Digtning. I Digtet »I porslinsfabriken«, »Från sjuksalen« og »Den tjenande brodern« findes den mest uskrømtede Medfølelse for Samfundets Stifbørn, men denne Følelse er udtalt varmere og friskere af andre Digtere. I »Poesiens vandring« har S. selv forklaret sin Digtnings Udvikling — den er ikke længere glad ved Festernes yppige Glans, den søger de fattige og ilde stillede for at meddele Trøst og Husvalelse; saaledes bliver hans Digtning mere demokratisk, og han glæder sig over hver demokratisk Tanke, han kan give Udtryk; derfor dvæler han saa gerne ved den rige Mands Samvittighedskval, »For sent«, ell. hans utilfredsstillede Trang til at genopleve og erstatte det, som ikke kan erstattes, »En sovereign«. Digte med denne Medfølelse viser, hvorledes S. fulgte med, hvad der rørte sig i Tiden; han gik vel ikke foran, men han fulgte de første med sin Interesse og sin klare gennemlutrede Kunstform. Hans seneste Leveaar frembragte kun faa ny Digte, og ingen af disse vidner om, at ny Kilder er sprungne frem, de betegner en stadig Tankeuddyben, en korrektere Formgivning.

1893 blev S. udnævnt til Dr. phil. ved Upsala Univ., og s. A. afsluttede han Udgivelsen af Elias Sehlstedts »Sånger och visor i urval« (1892—93) og paabegyndte det store Værk »Svenska historiska plancher«, omfattende Tiden fra 1499 til 1718. Snoilskys Ausgewählte Gedichte udgav A. Stern 1891. Samlade dikter udgaves 1904—05 i fem bind med levnedsskildring af Karl Warburg.


Eksterne henvisningerRediger


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.