Castelfidardo (1863)

Panserskibet Castelfidardo var et skib i den fjerde og hidtil største klasse af panserskibe i den nye italienske marine, der blev skabt, da Italien blev samlet i 1861. Værftskapaciteten i Italien var begrænset, så marinen måtte gøre brug af udenlandske værfter. De fire skibe i Regina Maria Pia-klassen blev derfor bygget i Frankrig, der var et foregangsland for panserskibsbygning, og marinen fik moderne konstruktioner med jernskrog, der alle holdt i 40 år eller mere. Skibet var opkaldt efter byen Castelfidardo ved Ancona, hvor kongeriget Sardiniens hær i 1860 besejrede en langt mindre hær fra Pavestaten, der mest bestod af frivillige fra Frankrig og Belgien.

Castelfidardo
Castelfidardo i Napoli i efteråret 1866.
Klasse
Type	Panserskib
Klasse	Regina Maria Pia-klassen
Søsterskibe	Regina Maria Pia, San Martino, Ancona
Historie
Værft	Ernest Goüin et Cie., Nantes, Frankrig
Påbegyndt	22. juli 1862
Søsat	1. august 1863
Taget i brug	Maj 1864
Udgået	Skoleskib 1900
Skæbne	Udgået 1910 og ophugget
Tekniske data
Deplacement	4.192 t.
Længde	76,0 m
Bredde	15,2 m
Dybgang	6,4 m
Fremdrift	Maskineri: 2.125 HK. Sejl: tre-mastet skonnert, senere tre-mastet bark.
Fart	Maskine: 12,0 knob
Rækkevidde	2.600 sømil ved 10 knob
Panser	120 mm støbejern
Besætning	480
Artilleri	4 styk 20,3 cm riflede forladere 22 styk 16,4 cm riflede forladere ca. 1871: 2 styk 25,4 cm riflede forladere 8 styk 20,3 cm riflede forladere ca. 1880: 2 styk 22,0 cm riflede 9 styk 20,3 cm riflede 1884: 8 styk 15,2 cm riflede 6 styk 12 cm riflede 4 styk 57 mm hurtigtskydende 8 styk 37 mm revolverkanoner
Torpedoer	Tre torpedoapparater ved sidste omarmering (1884)

Castelfidardo og dens søstre fik efter en større ombygning sat kanoner op, der pegede for- og agterud. Til gengæld blev der fjernet panser i begge ender.

Tjeneste

Castelfidardo deltog lige som de øvrige italienske panserskibe i slaget ved Lissa mod den østrigske flåde i juli 1866. Skibet lå som nummer to i den forreste 2. division af den italienske flåde, efter Principe di Carignano. Da admiral Persano – uden at signalere – valgte at skifte flagskib, kom 2. division langt foran de øvrige italienske skibe, og fik ingen indflydelse på slaget.

Efter krigen mod Østrig fik skibet nyt artilleri i tre omgange. I 1888-90 blev det ombygget for sidste gang, og fik ved den lejlighed rigningen erstattet af militærmaster. I år 1900 sluttede dets tjeneste som panserskib, og det blev i stedet skoleskib for torpedotjenesten. Det velbyggede skib holdt helt til 1910.

Litteratur

• Roger Chesneau and Eugene M. Kolesnik, ed., Conway's All The Worlds Fighting Ships, 1860-1905, (Conway Maritime Press, London, 1979), ISBN 0-85177-133-5
• Otto Lybeck, Allmän Sjökrigshistoria, Bind 1: 1853-1914, Stockholm 1919.