Drogden

farvandet mellem Amager og Saltholm

Drogden er navnet på farvandet mellem Amager og Saltholm til øst for Amagers sydspids. Mod nord går Drogden over i farvandet Svælget syd for Middelgrunden (og vindmølleparken), der deler strømmen mellem Hollænderdybet, der går mod nordøst, og Kongedybet, der går vest om grunden. Navnet er af gammel hollandsk oprindelse og hentyder til løbets ringe dybde. Brede sandflak, der skyder ud fra både Amager og Saltholm, og løse grunde og puller indskrænker farvandet.

Nordre Røse Fyr i den nordlige ende af Drogden, med kontroltårnet i Kastrup Lufthavn i baggrunden

I den østlige del af Drogden, syd for Saltholm blev den kunstige ø Peberholm anlagt i 1995[1] til brug for Øresundsforbindelsen mellem Amager og Skåne, idet øen skulle danne forbindelse mellem tunnelen under Drogden-renden (Øresundstunnelen) i vest og højbroen i øst.

Længst mod syd, øst for sydspidsen af Amager ligger Drogden Fyr, der er et fyrtårn opført i 1937. Mod nord ligger Nordre Røse Fyr.

Eksterne kilder og henvisninger redigér

Koordinater: 55°37′N 12°42′Ø / 55.617°N 12.700°Ø / 55.617; 12.700