E8 er et matematisk objekt, nærmere bestemt en Liegruppe, som første gang blev beskrevet af den tyske matematiker Wilhelm Killing mellem 1888 og 1890. Udover at være interessant inden for ren matematik anvendes E8 også til at beskrive symmetrier inden for strengteori.[1]
Betegnelsen E8 kommer fra Wilhelm Killings og Élie Cartans klassifikation af komplekse simple Liealgebraer, som opdeles i fire familier, der kaldes An, Bn, Cn, Dn, og fem undtagelsestilfælde som betegnes E6, E7, E8, F4 og G2. Liealgebraen E8 er den største og mest komplicerede af disse undtagelsestilfælde.