Bentonit

(Omdirigeret fra E 558)

Bentonit er en meget "fed" (leren føles fedtet) og plastisk lerart. Bentonit er et fint, gråligt pulver og består hovedsagelig af mineralet montmorillonit, sammensætningen kan variere. Til industriel brug deler man bentonit i natrium-bentonit og calcium-bentonit. Bentonits sammensætning er dog mere varieret og kompleks, man taler således også om kalium-bentonit.

Anvendelser redigér

Det binder vand særdeles godt, og tilsættes af og til andre lertyper for at gøre disse federe. Bentonit tilsættes også i små mængder (omkring 2%) til visse glasurer for at mindske den flydende (opslemmede) glasurs tilbøjelighed til at bundfældes i beholderen. Bentonit har mange andre anvendelser.

F.eks. anvendes bentonit i visse former for støbesand til metalstøbning, til boremudder, til raffinering af stenolie og vegetabilske olier, til klaring af alkoholiske drikke og most, til gennemsivningssikre membraner, i kattegrus og som emulgeringsmiddel. Desuden anvendes bentonit i lerpropper i fyrværkeri.

Forekomst redigér

Bentonit dannes, når vulkanske klipper og askelag forvitrer. Det findes flere steder i USA (hovedproducenten), Kina, Tyrkiet, Australien, Grækenland, Indien, Rusland, Ukraine, New Zealand og Tyskland. Det har navn efter Benton-skifferen fra kridttiden nær Rock River i Wyoming. Bentonit findes desuden på Bornholm.

Kilder og henvisninger redigér

  • Vareleksikon, Karl Meyer, 1952
  • Pottemagerens håndbog, Ib Georg Jensen, 1979
  • Creative Pottery, Peter Cosentino, 1985