En passant

En passant (fra fransk: "idet der passeres") er et træk i brætspillet skak. En passant er et særligt træk, som kun kan foretages umiddelbart efter, at en spiller flytter en bonde to felter frem fra dens begyndelsesposition. Hvis en af modstanderens bønder kunne have taget den, dersom den i stedet kun var flyttet et felt frem, må modstanderens bonde tage den fremrykkede bonde, som om den kun var flyttet det ene felt frem, altså "idet den passerer" det første felt efter sit startfelt.

Stillingen efter en passant-trækket bliver dermed identisk med det, der ville være opstået, hvis bonden var rykket et felt frem og var blevet taget på den sædvanlige måde af en af modstanderens bønder. Modstanderen kan kun foretage dette træk i det første træk efter, at bonden er flyttet de to felter frem. Hvis ikke, så mistes retten til at udføre det. [note 1]

En passant-trækket er det eneste træk i skak, hvor en brik tager en anden uden selv at komme til at stå på det felt, hvor den tagne brik befandt sig.[1] Hvis et en passant-træk er det eneste mulige, lovlige træk i en stilling, er det obligatorisk at foretage det. Trækket en passant er et almindeligt tema i skakopgaver.

Reglen om at tage en passant kom til i det 15. århundrede i forbindelse med indførelsen af, at bønder i deres første træk kunne rykke to felter frem. Begrundelsen er, at en bonde ikke skal kunne bruge sit dobbeltskridt til at passere en modstanders bonde uden at løbe risiko for at blive taget.

En passant

ReglenRediger

Hvis en bonde fra sit udgangsfelt flyttes to felter frem, og en modstanders bonde står på sin femte række på en tilgrænsende linje, kan modstanderens bonde tage den, som om den kun var flyttet et felt frem. Betingelserne for dette er:

  • Bonden, som skal foretage et en passant-træk, må befinde sig på sin femte række
  • En modstanders bonde på en tilgrænsende linje må være flyttet to felter frem fra sin udgangsstilling og i et enkelt træk
  • Bonden kan tages, som om den kun var flyttet et felt frem
  • Trækket kan kun ske ved den første mulighed for at foretage det.
Eksempel på en passant
Sort i trækket
a b c d e f g h
8                 8
7                 7
6                 6
5                 5
4                 4
3                 3
2                 2
1                 1
a b c d e f g h
Den sorte bonde står på sit udgangsfelt.
Hvis den flyttes til f6 (markeret med ×),
kan den hvide bonde slå den.
Hvid i trækket
a b c d e f g h
8                 8
7                 7
6                 6
5                 5
4                 4
3                 3
2                 2
1                 1
a b c d e f g h
Sort flyttede sin bonde to felter frem
fra f7 til f5 og "passerede" derved f6.

Sort i trækket
a b c d e f g h
8                 8
7                 7
6                 6
5                 5
4                 4
3                 3
2                 2
1                 1
a b c d e f g h
I næste træk slår hvid en passant og
erobrer bonden, som om den var flyttet til
f6.

Historisk sammenhængRediger

Indførelse af en passant-trækket er en af de sidste større ændringer i reglerne for europæisk skak og fandt sted mellem 1200 og 1600, samtidig med indførelsen af reglen om, at en bonde må tage et dobbeltskridt i sit første træk. Andre regelændringer fra samme tid var indførelsen af rokade og udvidelsen af dronningens og løbernes rækkevidde.[2] Den spanske stormester Ruy López de Segura anfører reglen i sin bog fra 1561: Libro de la invencion liberal y arte del juego del axedrez[3]. De fleste steder blev reglen om en passant-trækket vedtaget samtidig med indførelsen af bondens dobbeltskridt, men den blev ikke universelt accepteret, før de italienske regler blev ændret i 1880 [4].

Motivationen for en passant var, at det nyligt indførte dobbeltskridt ved første træk med en bonde ikke skulle gøre det muligt for den at undgå at blive taget af en fjendtlig bonde. Asiatiske skakvarianter indeholder ikke dette træk, fordi de var adskilt fra europæisk skak forud for dets indførelse.

NotationRediger

I både algebraisk og beskrivende notation anføres en passant ofte som "e.p." eller lignende, men en sådan tilføjelse er ikke et krav. I algebraisk notation skrives trækket, som om bonden kun var rykket et skridt frem, f.eks. bxa3 (eller bxa3 e.p.) i dette eksempel.[3]

Remis ved trækgentagelse og patRediger

Muligheden for at tage en passant har betydning for at kunne kræve remis ved trækgentagelse, dvs. når samme stilling opstår for tredje gang med samme spiller i trækket. Selv om brikkerne igen står på de samme felter, og det er samme spillers tur til at trække, er stillingen forskellig, hvis det var muligt at tage en passant i den første stilling, fordi det ikke længere er tilladt anden gang brikkerne indtager samme stilling.[5]

I sin bog om skakorganisationer og regler skrev den internationale skakdommer Kenneth Harkness, at der ofte spørges, om et en passant-træk skal udføres, hvis det er eneste mulighed for at undvige pat.[6] Spørgsmålet blev debatteret i det 19. århundrede, idet nogle anførte, at det var en "ret" at kunne tage en passant, og at man ikke kunne tvinges til at udøve denne ret. Howard Staunton skrev derimod i sin bog fra 1860: Chess Praxis, at en passant-trækket er et krav i denne situation.

Skakreglerne blev ændret for at gøre dette klart,[7] så det nu er fastslået, at spilleren skal udføre dette træk eller (eller opgive spillet). Det samme gælder, hvis et en passant-træk er det eneste træk, som kan gøres for at undvige en skak.[6]

EksemplerRediger

I åbningenRediger

Sort i trækket
a b c d e f g h
8                 8
7                 7
6                 6
5                 5
4                 4
3                 3
2                 2
1                 1
a b c d e f g h
Petrovs forsvar. Efter 5... d7-d5 kan
den hvide bonde på e5 slå
en passant.

Der er eksempler på, at en passant forekommer i skakåbninger. I nedenstående variant af Petrovs forsvar kan hvid tage bonden på d5 en passant i sit sjette træk.

  • 1. e4 e5
  • 2. Sf3 Sf6
  • 3. d4 exd4
  • 4. e5 Se4
  • 5. Dxd4 d5 (diagram)
  • 6. exd6.[4]

Et andet eksempel forekommer i fransk åbning efter 1.e4 e6 2.e5, hvilket træk engang blev anbefalet af Wilhelm Steinitz.[8] Svarer sort nu med 2...d5, kan hvid tage bonden en passant med 3.exd6. Ligeledes kan hvid besvare 2...f5 med 3.exf6.

Specielt eksempelRediger

Gundersen vs. Faul, 1928
a b c d e f g h
8                 8
7                 7
6                 6
5                 5
4                 4
3                 3
2                 2
1                 1
a b c d e f g h
Stillingen efter 12... f7-f5.

Gundersen vs. Faul, 1928
a b c d e f g h
8                 8
7                 7
6                 6
5                 5
4                 4
3                 3
2                 2
1                 1
a b c d e f g h
Efter 14... g7-g5. Hvid vinder ved at slå
bonden en passant med mat.


Sort har lige flyttet sin bonde fra f7 til f5 i ovenstående parti mellem Gunnar Gundersen og Albert H. Faul.[note 2] Hvid kunne tage f-bonden en passant med sin e-bonde, men har en anden ide:

  • 13. h5+ Kh6
  • 14. Sxe6+ g5
  • 15. hxg6 e.p. #

Med dette en passant-træk sættes sort i dobbeltskak af hvids tårn på h1 og løber på c1. Da sort ikke kan parere begge skakker samtidig, og da hans sidste flugtmulighed, at flytte til g7, er forhindret af hvids springer på e6, er han sat mat.

Det højest dokumenterede antal en passant-træk i samme parti er tre, hvilket der foreligger tre partier med. I ingen af dem blev de tre slag udført af samme spiller. Det tidligste eksempel er et parti fra 1980 mellem Alexandru Sorin Segal og Karl Heinz Podzielny.[9][note 3]

I skakkompositionerRediger

Kenneth S. Howard, 1938
a b c d e f g h
8                 8
7                 7
6                 6
5                 5
4                 4
3                 3
2                 2
1                 1
a b c d e f g h
Hvid trækker og sætter mat i tre træk.


At tage en passant benyttes ofte som tema i skakstudier og skakopgaver, fordi det "fremkalder slående virkninger ved at åbne og lukke linjer."[10] I skakopgaven fra 1938 ovenfor af Kenneth S. Howard opstiller første træk 1.d4 truslen 2.d5+ cxd5 3.Lxd5#. Sort har to alternativer for at slå d4-bonden:

  • Trækket 1...exd3 e.p. overflytter e4-bonden fra e- til d-linjen, hvilket forhindrer et en passant-træk, når hvid derefter spiller 2.f4. For at forhindre den truende matsætning (med 3.f5#), kan sort flytte 2...f5, men det tillader hvid at spille 3.exf6 e.p. med mat på grund af den afgørende åbning af e-linjen.
  • Spiller sort 1...cxd3 e.p., udnytter hvid den nu åbne diagonal a2-g8 til at spille 2.Da2+ d5 3.cxd6 e.p.#.


Se ogsåRediger

NoterRediger

  1. ^ "FIDEs regler (reglen om en passant er regel 3.7, afsnit d)". Arkiveret fra originalen 2. juli 2018. Hentet 16. maj 2010. 
  2. ^ Gundersen vs. Faul Arkiveret 9. december 2010 hos Wayback Machine. ChessGames.com. Besøgt 2009-06-12.
  3. ^ A. Segal vs. K. Podzielny, Dortmund 1980. Udgivet af 365Chess.com. Besøgt 2009-12-05.

KilderRediger

  1. ^ Burgess, Graham (2000), The Mammoth Book of Chess (2. udgave), Carroll & Graf, s. 463, ISBN 978-0-7867-0725-6. 
  2. ^ Davidson, Henry (1949), A Short History of Chess, McKay, s. 14,16,57, ISBN 0-679-14550-8. 
  3. ^ a b Golombek, Harry (1977), Golombek's Encyclopedia of Chess, Crown Publishing, s. 108, 116, ISBN 0-517-53146-1. 
  4. ^ a b Hooper, David; Whyld, Kenneth (1992), The Oxford Companion to Chess (2nd udgave), Oxford University Press, s. 124–25, ISBN 0-19-866164-9. 
  5. ^ Schiller, Eric (2003), Official Rules of Chess (2nd udgave), Cardoza, s. 27, ISBN 978-1-58042-092-1. 
  6. ^ a b Harkness, Kenneth (1967), Official Chess Handbook, McKay, s. 49, ISBN 1114157031. 
  7. ^ Winter, Edward (1999), Stalemate, Chesshistory.com, hentet 2009-06-12. 
  8. ^ Minev, Nikolay (1998), The French Defense 2: New and Forgotten Ideas, Thinkers' Press, ISBN 0-938650-92-0. 
  9. ^ Winter, Edward (2006), Chess Facts and Fables, McFarland, s. 98–99, ISBN 0-7864-2310-2. 
  10. ^ Howard, Kenneth S. (1961), How to Solve Chess Problems (2nd udgave), Dover, s. 106, ISBN 978-0486207483, hentet 2009-11-30.