Eratosthenes (månekrater)

Eratosthenes er et forholdsvis dybt nedslagskrater på Månen. Det befinder sig på Månens forside og er opkaldt efter den græske astronom og geograf Eratosthenes (ca. 276 – 196 f.Kr.).

Månekrater
Eratosthenes
Eratosthenes (nederst til højre for centrum) og omgivelser, set fra Apollo 17. NASA foto.
Karakteristika
Bredde Længde	14° 30’  0’’ N  11° 18’  0’’ V
Diameter	58 km
Dybde	3,6 km
Colængde ved solopgang	12°
Opkaldt efter	Eratosthenes
Fra periode	Eratosthenian
Kraterets placering
[[Billede:{{{plan}}}|none|260px| ]] Eratosthenes
1000 km Ækvidistant cylindrisk projektion Månens bagside Månens forside Månens bagside -90° -90° 0° 0° 90° 90° 0° 0° 45° 45° -45° -45°
Månen - Selenografi - ()
Find flere artikler om astronomi på Astronomiportalen

Navnet blev officielt tildelt af den Internationale Astronomiske Union (IAU) i 1935.

I Månens geologiske historie er Eratosthenian-perioden opkaldt efter dette krater, som menes at være dannet for omkring 3,2 milliarder år siden, og som definerer starten tidsperioden.

I 1924 observerede William H. Pickering mørke pletter i krateret, som syntes at variere på regelmæssig måde i løbet af hver månedag. Han fremsatte den spekulative ide, at de skyldtes hjorde af små livsformer, som bevægede sig i krateret. Ideen fik nogen opmærksomhed, først og fremmest på grund af Pickerings ry.

Omgivelser

Eratostheneskrateret ligger i mareområdet på grænsen mellem Mare Imbrium og Sinus Aestuum. Det udgør den vestlige ende af Montes Apenninus-bjergkæden.

Karakteristika

Kraterranden er veldefineret og cirkulær, og den indre kratervæg falder i terrasser. Der er centrale bjergtoppe i den irregulære kraterbund og en ydre vold af udkastninger fra krateret. Det mangler et eget strålesystem, men stråler fra Copernicuskrateret mod sydvest ligger hen over det. Når Solens lys falder i en lille vinkel, er krateret fremtrædende på grund af den skygge, som randen kaster. Når Solen imidlertid står højt over det, falder det visuelt ind i omgivelserne og bliver vanskeligt at lokalisere. Det skyldes, at strålerne fra Copernicuskrateret har højere albedo og camouflerer Eratosthenes.

Satellitkratere

Eratosthenes set fra Jorden.

Detaljeret kort over Mare Imbrium. Eratosthenes er markeret med "L".

De kratere, som kaldes satellitter, er små kratere beliggende i eller nær hovedkrateret. Deres dannelse er sædvanligvis sket uafhængigt af dette, men de får samme navn som hovedkrateret med tilføjelse af et stort bogstav. På kort over Månen er det en konvention at identificere dem ved at placere dette bogstav på den side af satellitkraterets midte, som ligger nærmest hovedkrateret. Eratostheneskrateret har følgende satellitkratere:

Eratosthenes	Længde	Bredde	Diameter
A	18,4° N	8,3° V	6 km
B	18,7° N	8,7° V	5 km
C	16,9° N	12,4° V	5 km
D	17,5° N	10,9° V	4 km
E	18,0° N	10,9° V	4 km
F	17,7° N	9,9° V	4 km
H	13,3° N	12,2° V	3 km
K	12,9° N	9,2° V	5 km
M	14,0° N	13,6° V	4 km
Z	13,8° N	14,1° V	1 km

Måneatlas

• Billeder af Eratostheneskrateret i LPI-måneatlasset

Se også

• Månekratere – Liste over kratere på Månen
• Navne på Månens have – Liste over have på Månen

Kilder

Eksterne henvisninger

• The Lunar Observer: "Månedens fremhævede artikel – marts 2006: Fokus på : Eratosthenes Arkiveret 6. august 2007 hos Wayback Machine

(  )

1) Henvisninger, som specielt retter sig mod Eratosthenes

(Bemærk, at kraternavne med specialkarakter, herunder mellemrum, kan kræve søgning på de nævnte internetsider)

• Billeder af stedet i flere udgaver, baseret på optagelser fra sonden Clementine (1994) og vist på http://pdsmaps.wr.usgs.gov/ Map-a-Planet (Astrogeology Research Program), U.S. Geological Survey:

• Monokromt (et bånd ved bølgelængde på 750 nanometer giver et sort/hvidt billede;
• Naturlige farver (fem bølgelængder: 415, 750, 900, 950 og 1000 nanometer);
• Kunstige farver (Blå og grønne er de lavestliggende områder, røde og grønne de højere);
• Relieffarver (viser topografien i farverne rød (750 nm/415 nm), grøn (750 nm/950 nm) og blå (414 nm/750 nm) i en farveblanding, som fjerner dominerende klarhedsfaktorer som albedo og skyggevirkninger. Se også farveindexet).

En nærmere forklaring på den anvendte fotografiske teknik findes på denne hjælpeside (engelsk).

• "Præcis beliggenhed og overblik over stedet". www.geody.com/?world=moon Geody - søgemaskine for steder på Merkur, Venus, Jorden, Månen, Mars og i rummet (støttet af Google Earth, NASA World Wind, Celestia og Stellarium. (hjemmeside under Creative Commons-licens , se http://www.geody.com/legal.php).

• Søgning af fotografier, kort og dokumentation vedrørende Eratosthenes på "Lunar and Planetary Institutes søgemaskine". www.lpi.usra.edu/ (Hjemmeside for Lunar and Planetary Institute, Universities Space Research Association).(engelsk)

2) Generel information om overfladedannelser på Månen

• Deskriptive data og geologiske kort over detaljer på måneoverfladen ifølge IAU, vist på hjemmesiden fra USAs geologiske institut: "Gazetteer of Planetary Nomenclature - Moon Nomenclature Table Of Contents". planetarynames.wr.usgs.gov/ Astrogeology Research Program, U.S. Geological Survey (engelsk).

• NASAs side om månekratere: "Moon nomenclature -Crater". lunar.arc.nasa.gov/ The Lunar Prospector Website, NASA Ames Research Center. (engelsk)

• Wikiprojekt til samling af informationer om Månens overflade (The-Moon Wiki) på http://the-moon.wikispaces.com/. (engelsk)

• Program og integreret database på: Patrick Chevalley og Christian Legrand. "Atlas Virtuel de la Lune". www.astrosurf.com/ Portail de l'Astronomie en France. (fransk)

Bibliografi

(  )

• Andersson, L. E.; Whitaker, E. A. (1982). NASA Catalogue of Lunar Nomenclature (NASAs katalog over månenomenklatur). NASA RP-1097.
• Bussey, B.; Spudis, P. (2004). The Clementine Atlas of the Moon (Clementine-atlas over Månen). New York: Cambridge University Press. ISBN 0-521-81528-2.
• Cocks, Elijah E.; Cocks, Josiah C. (1995). Who's Who on the Moon: A Biographical Dictionary of Lunar Nomenclature (Hvem er hvem på Månen: En biografisk ordbog over månenomenklatur). Tudor Publishers. ISBN 0-936389-27-3.
• McDowell, Jonathan (15. juli 2007). "Lunar Nomenclature (Månenomenklatur)". Jonathan's Space Report. Hentet 2007-10-24.
• Menzel, D. H.; Minnaert, M.; Levin, B.; Dollfus, A.; Bell, B. (1971). "Report on Lunar Nomenclature by The Working Group of Commission 17 of the IAU (Rapport over månenomenklatur fra arbejdsgruppen under kommission 17 hos IAU)". Space Science Reviews. 12: 136.
• Moore, Patrick (2001). On the Moon (På Månen). Sterling Publishing Co. ISBN 0-304-35469-4.
• Price, Fred W. (1988). The Moon Observer's Handbook (Månebetragterens håndbog). Cambridge University Press. ISBN 0521335000.
• Rükl, Antonín (1990). Atlas of the Moon (Måneatlas). Kalmbach Books. ISBN 0-913135-17-8.
• Webb, Rev. T. W. (1962). Celestial Objects for Common Telescopes (Himmelobjekter for almindelige teleskoper) (6th revision udgave). Dover. ISBN 0-486-20917-2.
• Whitaker, Ewen A. (1999). Mapping and Naming the Moon (Månens kortlægning og navngivning). Cambridge University Press. ISBN 0-521-62248-4.
• Wlasuk, Peter T. (2000). Observing the Moon (Måneobservation). Springer. ISBN 1-85233-193-3.