Den første intifada, den første palæstinensiske intifada[4] eller også blot kendt som intifadaen[note 1] var en vedvarende serie af protester og voldelige optøjer[5] udført af palæstinensere i de palæstinensiske områder og Israel. Årsagen til intifadaen tilskrives en kollektiv palæstinensisk frustration over Israels militære besættelse af Vestbredden og Gazastriben, der på dette tidspunkt nærmede sig en 20-årig periode (Israel etablerede kontrol over områderne i forbindelse med Seksdagskrigen 1967).[6] Opstanden varede fra december 1987 til Madrid-konferencen i 1991, selvom nogle daterer dens afslutning til 1993 med underskrivelsen af Oslo-aftalerne

Første intifada
Del af den israelsk-palæstinensiske konflikt
Israelsk kontrolpost uden for Jabalya i Gazastriben i februar 1988
Israelsk kontrolpost uden for Jabalya i Gazastriben i februar 1988
Dato 8. december 1987 – 13. september 1993
(5 år, 9 måneder og 5 dage)
Sted Israel og de palæstinensiske områder
Resultat Palæstinensisk opstand undertrykt[1]
Parter
 Israel FNLO Hamas
Fil:Flag of the Islamic Jihad Movement in Palestine.svg Islamisk Jihad
Støttet af:
Irak (i 1991)[3]

Intifadaen begyndte den 9. december 1987[7] i flygtningelejren Jabalia, efter at en lastbil fra det israelske forsvarsstyrker (IDF) havde kollideret med en civil bil og dræbt fire palæstinensiske arbejdere, hvoraf tre var fra Jabalia-flygtningelejren.[8][9] Palæstinensere anklagede efterfølgende israelerne for bevist at have kollideret den civile bil – en gengældelsesaktion for ét drab på en jøde i Gaza dage forinden.[10] Israel afviste, at kollisionen – som kom på et tidspunkt med øgede spændinger – var en bevidst eller koordineret handling.[11] De efterfølgende palæstinensiske reaktioner var præget af protester, civil ulydighed og vold.[12][13] Eksempelvis anvendte palæstinenserne graffiti, barrikader, boykottede israelske produkter, boykottede israelske administrationsinstitutioner på Vestbredden og Gazastriben, nægtede at arbejde i israelske bosættelse på israelske produkter, nægtede at betale skat og arrangerede generalstrejker. Endvidere kastede palæstinenserne i udstrakt omfang med sten og molotovcocktails mod IDF-soldater og IDF-faciliteter.[14][15]

Israel indsatte omkring 80.000 soldater som modsvar på palæstinensernes opstand. Israels blev i forbindelse med intifadaen kritiseret for at anvende uforholdsmæssige dødelige magtmidler til at slå ned på de palæstinensiske optøjer, herunder IDF-soldater udstyret med både skarpladte våben.[16] Modsat hævdede Israel, at det var nødvendigt med en hård reaktion på palæstinenseres voldlige optøjer. I løbet af de første 13 måneder blev 332 palæstinensere og 12 israelere dræbt.[17][18] Dette omfatter 311 palæstinensere, der blev dræbt af israelske sikkerhedsstyrker i løbet af det første år, hvoraf 53 var under 17 år.[17] Billeder af soldater, der slog teenagere med køller, førte efterfølgende til, at Israel besluttede at anvende halvdødelige plastikkugler i stedet.[17] Det anslås, at IDF samlet dræbte 1.162-1.204 palæstinensere i løbet af intifadaens seksårig varighed.[19]

Blandt israelere blev 100 civile og 60 IDF-personel dræbt[20] – ofte af militante personer, som var uden for FNLO's kontrol.[21] Mere end 1.400 israelske civile og 1.700 soldater blev såret.[22] Intern vold mellem palæstinensisk grupper og fraktioner var også et fremtrædende træk for intifadaen, hvor det anslås, at 822 palæstinensere blev henrettet under påskud af at være israelske kollaboratører.[23] På dette tidspunkt indhentede Israel efter sigende oplysninger fra omkring 18.000 palæstinensere, der var blevet kompromitteret.[24] Færre end halvdelen af disse havde bevisligt haft kontakt med de israelske myndigheder.[25] Den efterfølgende anden intifada fandt sted fra september 2000 til 2005.

  1. ^ Ordet intifada (انتفاضة) er et arabisk ord, som betyder "opstand". Dens strenge arabiske translitteration er "intifāḍah".

Referencer

redigér
  1. ^ Kober, Avi, Israel's Wars of Attrition: Attrition Challenges to Democratic States, p. 165
  2. ^ Kim Murphy. "Israel and PLO, in Historic Bid for Peace, Agree to Mutual Recognition," Los Angeles Times, 10 September 1993.
  3. ^ (tyrkisk) 'Saddam olsaydı İsrail'e dersini verirdi' Arkiveret 10. juli 2015 hos Wayback Machine, Zaman
  4. ^ Eitan Alimi (9. januar 2007). Israeli Politics and the First Palestinian Intifada: Political Opportunities, Framing Processes and Contentious Politics. Taylor & Francis. s. 1. ISBN 978-0-203-96126-1.
  5. ^ "Intifada begins on Gaza Strip". HISTORY (engelsk). Hentet 2020-02-15.
  6. ^ Lockman; Beinin (1989), p. 5.
  7. ^ Edward Said (1989). Intifada: The Palestinian Uprising Against Israeli Occupation. South End Press. s. 5-22. ISBN 978-0-89608-363-9.
  8. ^ Berman 2011, s. 41.
  9. ^ Michael Omer-Man The accident that sparked an Intifada, 12/04/2011
  10. ^ David McDowall,Palestine and Israel: The Uprising and Beyond, University of California Press, 1989 p. 1
  11. ^ "The accident that sparked an Intifada". The Jerusalem Post | JPost.com. Hentet 2020-08-21.
  12. ^ Ruth Margolies Beitler, The Path to Mass Rebellion: An Analysis of Two Intifadas, Lexington Books, 2004 p.xi.
  13. ^ "Writing the Intifada: Collective Action in the Occupied Territories". World Politics. ISSN 0043-8871.
  14. ^ "BBC NEWS". news.bbc.co.uk.
  15. ^ Walid Salem, 'Human Security from Below: Palestinian Citizens Protection Strategies, 1988–2005,' in Monica den Boer, Jaap de Wilde (eds.), The Viability of Human Security,Amsterdam University Press, 2008 pp. 179–201 p. 190.
  16. ^ "The Israeli Army and the Intifada – Policies that Contribute to the Killings". www.hrw.org. Hentet 2020-02-15.
  17. ^ a b c Audrey Kurth Cronin 'Endless wars and no surrender,' in Holger Afflerbach, Hew Strachan (eds.) How Fighting Ends: A History of Surrender, Oxford University Press 2012 pp. 417–433 p. 426.
  18. ^ Wendy Pearlman, Violence, Nonviolence, and the Palestinian National Movement,Cambridge University Press 2011, p. 114.
  19. ^ Rami Nasrallah, 'The First and Second Palestinian Intifadas,' in Joel Peters, David Newman (eds.) The Routledge Handbook on the Israeli-Palestinian Conflict, Routledge 2013 pp. 56–68 p. 61
  20. ^ B'Tselem Statistics; Fatalities in the first Intifada.
  21. ^ Mient Jan Faber, Mary Kaldor, 'The deterioration of human security in Palestine,' in Mary Martin, Mary Kaldor (eds.) The European Union and Human Security: External Interventions and Missions, Routledge, 2009 pp. 95–111.
  22. ^ 'Intifada,' in David Seddon, (ed.)A Political and Economic Dictionary of the Middle East, Taylor & Francis 2004, p. 284.
  23. ^ Human Rights Watch, Israel, the Occupied West Bank and Gaza Strip, and the Palestinian Authority Territories, November, 2001. Vol. 13, No. 4(E), p. 49
  24. ^ Amitabh Pal, "Islam" Means Peace: Understanding the Muslim Principle of Nonviolence Today, ABC-CLIO, 2011 p. 191.
  25. ^ Lockman; Beinin (1989), p. 

Bibliografi

redigér
redigér