Første intifada
Den første intifada, den første palæstinensiske intifada[4] eller også blot kendt som intifadaen[note 1] var en vedvarende serie af protester og voldelige optøjer[5] udført af palæstinensere i de palæstinensiske områder og Israel. Årsagen til intifadaen tilskrives en kollektiv palæstinensisk frustration over Israels militære besættelse af Vestbredden og Gazastriben, der på dette tidspunkt nærmede sig en 20-årig periode (Israel etablerede kontrol over områderne i forbindelse med Seksdagskrigen 1967).[6] Opstanden varede fra december 1987 til Madrid-konferencen i 1991, selvom nogle daterer dens afslutning til 1993 med underskrivelsen af Oslo-aftalerne
| Første intifada | |||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Del af den israelsk-palæstinensiske konflikt | |||||||
 Israelsk kontrolpost uden for Jabalya i Gazastriben i februar 1988 |
|||||||
|
|||||||
| Parter | |||||||
 Israel
|  FNLO
 HamasFil:Flag of the Islamic Jihad Movement in Palestine.svg Islamisk Jihad Støttet af:  Irak (i 1991)[3]
|
||||||
Intifadaen begyndte den 9. december 1987[7] i flygtningelejren Jabalia, efter at en lastbil fra det israelske forsvarsstyrker (IDF) havde kollideret med en civil bil og dræbt fire palæstinensiske arbejdere, hvoraf tre var fra Jabalia-flygtningelejren.[8][9] Palæstinensere anklagede efterfølgende israelerne for bevist at have kollideret den civile bil – en gengældelsesaktion for ét drab på en jøde i Gaza dage forinden.[10] Israel afviste, at kollisionen – som kom på et tidspunkt med øgede spændinger – var en bevidst eller koordineret handling.[11] De efterfølgende palæstinensiske reaktioner var præget af protester, civil ulydighed og vold.[12][13] Eksempelvis anvendte palæstinenserne graffiti, barrikader, boykottede israelske produkter, boykottede israelske administrationsinstitutioner på Vestbredden og Gazastriben, nægtede at arbejde i israelske bosættelse på israelske produkter, nægtede at betale skat og arrangerede generalstrejker. Endvidere kastede palæstinenserne i udstrakt omfang med sten og molotovcocktails mod IDF-soldater og IDF-faciliteter.[14][15]
Israel indsatte omkring 80.000 soldater som modsvar på palæstinensernes opstand. Israels blev i forbindelse med intifadaen kritiseret for at anvende uforholdsmæssige dødelige magtmidler til at slå ned på de palæstinensiske optøjer, herunder IDF-soldater udstyret med både skarpladte våben.[16] Modsat hævdede Israel, at det var nødvendigt med en hård reaktion på palæstinenseres voldlige optøjer. I løbet af de første 13 måneder blev 332 palæstinensere og 12 israelere dræbt.[17][18] Dette omfatter 311 palæstinensere, der blev dræbt af israelske sikkerhedsstyrker i løbet af det første år, hvoraf 53 var under 17 år.[17] Billeder af soldater, der slog teenagere med køller, førte efterfølgende til, at Israel besluttede at anvende halvdødelige plastikkugler i stedet.[17] Det anslås, at IDF samlet dræbte 1.162-1.204 palæstinensere i løbet af intifadaens seksårig varighed.[19]
Blandt israelere blev 100 civile og 60 IDF-personel dræbt[20] – ofte af militante personer, som var uden for FNLO's kontrol.[21] Mere end 1.400 israelske civile og 1.700 soldater blev såret.[22] Intern vold mellem palæstinensisk grupper og fraktioner var også et fremtrædende træk for intifadaen, hvor det anslås, at 822 palæstinensere blev henrettet under påskud af at være israelske kollaboratører.[23] På dette tidspunkt indhentede Israel efter sigende oplysninger fra omkring 18.000 palæstinensere, der var blevet kompromitteret.[24] Færre end halvdelen af disse havde bevisligt haft kontakt med de israelske myndigheder.[25] Den efterfølgende anden intifada fandt sted fra september 2000 til 2005.
Noter
redigér- ^ Ordet intifada (انتفاضة) er et arabisk ord, som betyder "opstand". Dens strenge arabiske translitteration er "intifāḍah".
Referencer
redigér- ^ Kober, Avi, Israel's Wars of Attrition: Attrition Challenges to Democratic States, p. 165
- ^ Kim Murphy. "Israel and PLO, in Historic Bid for Peace, Agree to Mutual Recognition," Los Angeles Times, 10 September 1993.
- ^ (tyrkisk) 'Saddam olsaydı İsrail'e dersini verirdi' Arkiveret 10. juli 2015 hos Wayback Machine, Zaman
- ^ Eitan Alimi (9. januar 2007). Israeli Politics and the First Palestinian Intifada: Political Opportunities, Framing Processes and Contentious Politics. Taylor & Francis. s. 1. ISBN 978-0-203-96126-1.
- ^ "Intifada begins on Gaza Strip". HISTORY (engelsk). Hentet 2020-02-15.
- ^ Lockman; Beinin (1989), p. 5.
- ^ Edward Said (1989). Intifada: The Palestinian Uprising Against Israeli Occupation. South End Press. s. 5-22. ISBN 978-0-89608-363-9.
- ^ Berman 2011, s. 41.
- ^ Michael Omer-Man The accident that sparked an Intifada, 12/04/2011
- ^ David McDowall,Palestine and Israel: The Uprising and Beyond, University of California Press, 1989 p. 1
- ^ "The accident that sparked an Intifada". The Jerusalem Post | JPost.com. Hentet 2020-08-21.
- ^ Ruth Margolies Beitler, The Path to Mass Rebellion: An Analysis of Two Intifadas, Lexington Books, 2004 p.xi.
- ^ "Writing the Intifada: Collective Action in the Occupied Territories". World Politics. ISSN 0043-8871.
- ^ "BBC NEWS". news.bbc.co.uk.
- ^ Walid Salem, 'Human Security from Below: Palestinian Citizens Protection Strategies, 1988–2005,' in Monica den Boer, Jaap de Wilde (eds.), The Viability of Human Security,Amsterdam University Press, 2008 pp. 179–201 p. 190.
- ^ "The Israeli Army and the Intifada – Policies that Contribute to the Killings". www.hrw.org. Hentet 2020-02-15.
- ^ a b c Audrey Kurth Cronin 'Endless wars and no surrender,' in Holger Afflerbach, Hew Strachan (eds.) How Fighting Ends: A History of Surrender, Oxford University Press 2012 pp. 417–433 p. 426.
- ^ Wendy Pearlman, Violence, Nonviolence, and the Palestinian National Movement,Cambridge University Press 2011, p. 114.
- ^ Rami Nasrallah, 'The First and Second Palestinian Intifadas,' in Joel Peters, David Newman (eds.) The Routledge Handbook on the Israeli-Palestinian Conflict, Routledge 2013 pp. 56–68 p. 61
- ^ B'Tselem Statistics; Fatalities in the first Intifada.
- ^ Mient Jan Faber, Mary Kaldor, 'The deterioration of human security in Palestine,' in Mary Martin, Mary Kaldor (eds.) The European Union and Human Security: External Interventions and Missions, Routledge, 2009 pp. 95–111.
- ^ 'Intifada,' in David Seddon, (ed.)A Political and Economic Dictionary of the Middle East, Taylor & Francis 2004, p. 284.
- ^ Human Rights Watch, Israel, the Occupied West Bank and Gaza Strip, and the Palestinian Authority Territories, November, 2001. Vol. 13, No. 4(E), p. 49
- ^ Amitabh Pal, "Islam" Means Peace: Understanding the Muslim Principle of Nonviolence Today, ABC-CLIO, 2011 p. 191.
- ^ Lockman; Beinin (1989), p.
Bibliografi
redigér- Ackerman, Peter; DuVall, Jack (2000). A Force More Powerful: A Century of Nonviolent Conflict. New York: Palgrave. ISBN 978-0-312-24050-9.
- Alimi, Eitan Y. (2006). Israeli Politics and the First Palestinian Intifada (2007 hardback udgave). Abingdon: Routledge. ISBN 978-0-415-38560-2.
- Aronson, Geoffrey (1990). Israel, Palestinians, and the Intifada: Creating Facts on the West Bank. London: Kegan Paul International. ISBN 978-0-7103-0336-3.
- Berman, Eli (2011). Radical, Religious, and Violent: The New Economics of Terrorism. MIT Press. s. 314. ISBN 978-0-262-25800-5.
- Finkelstein, Norman (1996). The Rise and Fall of Palestine: A Personal Account of the Intifada Years. Minnesota: University Press. ISBN 978-0-8166-2858-2.
- Hiltermann, Joost R. (1991). Behind the Intifada: Labor and Women's Movements in the Occupied Territories (1993 reprint udgave). Princeton, N.J: Princeton University Press. ISBN 978-0-691-07869-4.
- King, Mary Elizabeth (2007). A Quiet Revolution: The First Palestinian Intifada and Nonviolent Resistance. New York: Nation Books. ISBN 978-1-56025-802-5.
- Lockman, red. (1989). Intifada: The Palestinian Uprising Against Israeli Occupation. Cambridge, MA: South End Press. ISBN 978-0-89608-363-9.
- McDowall, David (1989). Palestine and Israel: The Uprising and Beyond. California: University Press. ISBN 978-0-520-06902-2.
- Morris, Benny (1999). Righteous Victims: a History of the Zionist-Arab conflict, 1881–1999. New York: Knopf. ISBN 978-0-679-74475-7.
- Nassar, red. (1990). Intifada: Palestine at the Crossroads. New York: Praeger Publishers. ISBN 978-0-275-93411-8.
- Peretz, Don (1990). Intifada: The Palestinian Uprising. Boulder, Colorado: Westview Press. ISBN 978-0-8133-0860-9.
- Rigby, Andrew (1991). Living the Intifada. London: Zed Books. ISBN 978-1-85649-040-5., out-of-print, now downloadable at civilresistance.info
- Roberts, red. (2009). Civil Resistance and Power Politics: The Experience of Non-violent Action from Gandhi to the Present. Oxford: University Press. ISBN 978-0-19-955201-6.
- Shay, Shaul (2005). The Axis of Evil: Iran, Hizballah, and the Palestinian Terror. Transaction Publishers. ISBN 978-0-7658-0255-2.
- Schiff, Ze'ev; Ya'ari, Ehud (1989). Intifada: The Palestinian Uprising: Israel's Third Front. New York: Simon & Schuster. ISBN 978-0-671-67530-1.
- Shalev, Aryeh (1991). The Intifada: Causes and Effects. Jerusalem: Jerusalem Post & Westview Press. ISBN 978-0-8133-8303-3.
- Shlaim, Avi (2000). The Iron Wall: Israel and the Arab World. London: Penguin. ISBN 978-0-14-028870-4.
Eksterne links
redigér- Jewish Virtual Library
- Intifadaen i Palæstina: Introduktion (www.intifada.com)
- FN's Sikkerhedsråds resolution 605
- Palæstinensiske arabiske "samarbejdspartnere" (Guardian, Storbritannien)
- The Future of a Rebellion – Palæstina En analyse af 1980'ernes intifada-oprør af palæstinensiske unge. på libcom.org
- USA's involvering i Palæstinas oprør fra dekan Peter Krogh Foreign Affairs Digital Archives
- Israels post-sovjetiske udvidelse fra dekan Peter Kroghs digitale arkiv for udenrigsanliggender