Denne artikel omhandler fremstilling af lægemidler. For andre betydninger af Farmaci, se Farmaci (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Farmaci)

Farmaci (fra græsk: pharmakeía, "læren om fremstilling af lægemidler") betyder oprindeligt læren om fremstilling og tilberedning af lægemidler.

Morteren med pistillen er et internationalt anerkendt symbol, der repræsenterer farmacien.

Farmaci er en sundheds- og naturvidenskab, hvis kerneaspekt er den tekniske formulering og fremstilling af lægemidler. Dette indebærer:

  • Viden om, hvordan lægemiddelstoffer og hjælpestoffer skal behandles for at kunne sammensættes til at udgøre en bestemt lægemiddelform (som f.eks. tabletter, suppositorier eller øredråber).
  • Viden om, hvordan man gennem formuleringen sikrer, at lægemiddelstoffet kommer til at virke efter hensigten.
  • Viden om praktisk opbevaring og anvendelse af lægemidler.
  • Viden om kvalitetssikringen af lægemiddelfremstilling, som sikrer lægemidlernes korrekte sammensætning, formulering og virkning.
  • Viden om, hvilke metoder man bruger til udvikling af nye lægemidler.

Farmaci er endvidere navnet på farmaceutuddannelsen, der i Danmark foregår på Det Farmaceutiske Fakultet ved Københavns Universitet og på Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet som fører til betegnelsen cand.pharm. (kandidat i farmaci).

Der undervises også i farmaci på den videregående uddannelse til farmakonom (lægemiddelkyndig).

redigér
 
Wikimedia Commons har medier relateret til: