Frederik Due
Der er flere personer med dette navn, se Frederik Due (fodboldspiller).
Frederik Gottschalck Haxthausen Due (født 14. april 1796 i Trondhjem, død 16. oktober 1873 i Kristiania) var en norsk statsminister.
| Frederik Due | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Født |
Frederik Gottschalck Haxthausen Due  14. april 1796 Trondheim, Norge |
| Død |
16. oktober 1873 (77 år) Oslo, Norge |
| Gravsted |
Vår Frelsers gravlund |
| Bopæl |
Villa Fjeldstuen |
| Ægtefælle |
Alethe Due (fra 1828) |
| Familie |
Georg Sibbern |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse |
Diplomat, politiker |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser |
Serafimerordenen |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Liv og gerning redigér
Efter som ung artilleriløjtnant at have deltaget i felttoget i 1814 blev han efter Norges og Sveriges forening i 1815 adjutant hos daværende arveprins Oskar og vandt i kort tid såvel hans som hans fader Karl Johans venskab og særlige yndest ved sit belevne væsen og sin færdighed i at tale fransk. Han gjorde nu en så hurtig karriere, at han allerede i sommeren af 1822 blev major i armeen og, i efterfølgende efterår, chef for den norske statsrådsafdelings kancelli i Stockholm med titel af statssekretær. Denne stilling var i den tid overordentlig vigtig og indflydelsesrig, idet statssekretæren på grund af sin færdighed i det franske sprog foredrog alle norske anliggender og ekspeditioner for kong Karl Johan på tomandshånd uden konstitutionelt ansvar, hvorefter kongen i al korthed afgjorde sagerne i statsrådet, hvis fleste medlemmer ikke talte fransk, så at Due måtte fungere som tolk. Til stor ros for den unge hofmand er det blevet sagt af indviede mænd, at han aldrig misbrugte sin indflydelsesrige stilling.
Den 27. februar 1841 blev han statholder Løvenskiolds eftermand som norsk statsminister i Stockholm, efter anbefaling af alle de fire norske statsråder, hvem det høje embede først var blevet tilbudt, og hilset med bifald af samtidens demokratiske presse i Norge som den første borgerlige statsminister efter foreningen med Sverige. Ved sine personlige egenskaber blev han også i stand til at optræde som den ofte nødvendige fredsmægler lige over for Karl Johans hurtig opblussende heftighed, også mod statsrådets medlemmer, og her kom hans sprogevne ham godt til hjælp, idet han som tolk til tvende sider forstod behændig at glatte og mildne både ord og skarpe kanter.
Den høje yndest, han havde stået i hos Karl Johan, bevarede han også hos hans søn og efterfølger Oskar I. I december 1858 ombyttede Due sin stilling i Stockholm med posten som de forenede rigers sendebud i Wien, hvilken stilling han beklædte til oktober 1871, da han søgte afsked fra statstjenesten og derpå bosatte sig først i København, senere i Kristiania.
Familie redigér
Hans hustru Alette Wilhelmine Due, født Sibbern (født på Værne Kloster 28. februar 1812, død i Kristiania 7. maj 1887, søster til statsminister Georg Sibbern), en ved skønhed, fin takt og rig musikalsk begavelse lige udmærket kvinde, har sat musik til adskillige digte og skrevet flere småting for piano, hvoraf dog blot enkelte valse og romancer er trykte.
Kilder redigér
- Due, 1) Frederik Gottschalck Haxthausen i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1917)
Litteratur redigér
- Den Kongelige norske Sankt Olavs orden 1847–1947, udgivet af ordenskansler ved O. Delphin Amundsen, Oslo: Grøndahl & Søns Forlag, 1947.
- Hans Cappelen: "Norske Serafimerridderes våpenskjold", Heraldisk Tidsskrift, bind 2, side 237-238, København 1965-1969
- Per Nordenvall: Kungliga Serafimerorden 1748-1998, Stockholm 1998, side 71 og 272-273, med fargefoto af hans våbenskjold i ordenens "stambog" og på hans ridderplade.