Grøn fluesvamp
Grøn fluesvamp (Amanita phalloides) vokser i løvskove på næringsrig jordbund, hyppigst under bøg.
| Grøn fluesvamp | |
|---|---|
 Grøn fluesvamp, dødeligt giftig. Bemærk den karakteristiske ring og knold | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Fungi (Svampe) |
| Række | Basidiomycota (Basidiesvampe) |
| Klasse | Basidiomycetes (Basidieklassen) |
| Orden | Agaricales (Bladhatordenen) |
| Familie | Amanitaceae |
| Slægt | Amanita (fluesvamp) |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
KendetegnRediger
Grøn fluesvamp har skæl på hatten, tydelig ring på stokken en knold, og en skede, der omslutter knolden. Skeden er en rest af det svøb, som har omsluttet svampens frugtlegeme, da den var spæd.
HatRediger
Hatten er 4-12 cm i diameter og formet som en halvkugle, der på ældre eksemplarer udbredes. Den har fine, nedadløbende tråde. Hattens farver kan variere, men indeholder normalt nuancer af grønt. Farverne er klarest i tørt vejr.
LamellerRediger
Lamellerne er hvidlige eller svagt gullige og fritsiddende.
StokRediger
Stokken er høj og slank, men udmunder i den kraftige knold, der er omsluttet af en skede. Den har en tydelig, let nedadhængende ring.
Lugt og smagRediger
Lugten er sødlig, let vammel hos ældre eksemplarer. Smagen angives som mild.
GiftighedRediger
Grøn fluesvamp er dødeligt giftig og er i Danmark den svampeart, der har forårsaget flest dødsfald som følge af indtagelse i svamperetter. Svampen er øverst på Giftliniens liste over Danmarks giftigste svampe.[1]
Giften i svampen kan give skader på tarmslimhinden, leveren og nyrerne. Hvis skaden bliver alvorlig nok kan det medføre, at patienten bliver afhængig af livslang dialyse, eller endda nyretransplantation.[2]
Svampen indeholder bl.a. amatoxiner, der optages i vitale organer, bl.a. leveren. Giftene kan ikke fjernes ved kogning, tørring eller kemisk behandling.[hvilken eller hvilke kemiske behandlinger eller typer af ditto fjerner eller neutralisere ikke giften?]
SymptomerRediger
Symptomerne er opkastning, diarré og voldsomme mavesmerter. Hvis den forgiftede søger lægehjælp og behandles inden 12-24 timer er der gode muligheder for at redde livet.[3] De vitale organer kan dog have lidt skade.
LitteraturRediger
- Jensen K (2000) Svampeforgiftninger i 1998 og 1999. Svampe nr. 42, s. 30-31.
- Korhonen, Mauri, Svampe i vor natur (1973), Gyldendal
- Wieland T og Faulstich H (1991) Fifty years of amanitin. Experientia 47, 1186-1193.
- For en grundig beskrivelse af amatoxiner. Se: http://www.biokemi.org/biozoom/issues/515/articles/2299 Arkiveret 4. januar 2010 hos Wayback Machine