Hans Christian Sneedorff
 | Denne artikel behøver tilretning af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil. Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten. |
Denne artikel bør formateres, som det anbefales i Wikipedias stilmanual. (oktober 2008) (Lær, hvordan og hvornår man skal fjerne denne skabelon besked) |
Hans Christian Sneedorff (22. maj 1759 i København – 13. oktober 1824) var en dansk søofficer, søn af professor Jens Schielderup Sneedorff og hans anden hustru.
| Hans Christian Sneedorff | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Født |
22. maj 1759  København, Danmark |
| Død |
13. oktober 1824 (65 år) København, Danmark |
| Far |
Jens Schelderup Sneedorff |
| Barn |
Betzy Sneedorff |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse |
Søofficer, digter |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser |
Officer af Æreslegionen (1823) |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
,,_Danish_naval_officer.jpg)
Sneedorff mistede kun fem år gammel sin far. Med moderen, en udmærket begavet og elskværdig personlighed, flyttede han 1764 fra Sorø til København og blev, ved grev Fr. Danneskjolds formående protektion, tre år efter indskreven som volontærkadet og fik 1772 bolig på Søkadetakademiet. 1776 udnævntes han som nr. 1 af sit hold til sekondløjtnant i marinen med det skudsmål: «Har godt geni og god konduite». Han førte på den tid et livligt ungdomsliv og blev medlem af Litteraturselskabet, omgikkes Rahbek, Nyerup og andre skønånder og var jævnlig gæst i kammerherre Suhms hus.
Sneedorff avancerede derefter 1781 til premierlieutenant, 1789 til Kaptajnløjtnant, 1796 til kaptajn, 1803 til Kommandørkaptajn, 1811 kommandør og blev 1816 kontreadmiral. Sine kundskaber udvidede han som ung officer dels ved at tage undervisning i konstruktion hos den geniale H. Gerner, hvorefter han blev avskultant i konstruktionskommissionen (1789 virkelig medlem af denne), dels ved 1783 at høre professor Bugges forelæsninger. 1779-85 var han udkommanderet som subaltern officer med øvelsesskibe, deriblandt 1781 til Norge, hvor han med en snav tog en amerikansk kaper, og 1782 med fregatten «Bornholm» (Kaptajn M. Bille), der på et hængende hår nær var strandet på Irland efter at have udholdt en række forfærdelige storme. Året efter (1786) blev han ansat som skoleofficer for søkadetterne, hvortil han medbragte fortrinlige anlæg. Ved akademiet vedblev S. at virke i en lang årrække, først som subaltern officer, fra 1789 tillige som lærer i sømandskab og samme år som næstkommanderende. Han deltog i dette tidsrum i kadetskibstogterne, hver gang sådanne blev udrustet. 1797 blev han ansat som chef for 1. artillerikompagnis 1. division, men blev forflyttet herfra allerede samme år for at overtage det vigtige hverv som chef for Søkadetakademiet efter kommandørkaptajn A. H. Stibolts afgang.
S.s udnævnelse til denne post betegner et betydeligt opsving i kadetternes uddannelse. Han fik indført, at der fra nu af årligt blev udrustedt særlige øvelsesskibe for kadetterne. Disses antal forøgedes, så at det fra 1802 endog blev nødvendigt at anvende et linjeskib som kadetskib. Tillige sørgede han for, at selve den teoretiske undervisning blev bedre reguleret og lettet ved udgivelsen af forbedrede lærebøger. Endnu større var dog den indflydelse, han personligt fik over de unge mennesker ved de grundsætninger, han forstod at bibringe dem. Med en glødende veltalenhed, der set med nutidens øjne dog af og til forekommer os noget svulstig, opflammede han deres fædrelandskærlighed og æresfølelse og bibragte dem høje forestillinger om deres pligter som søofficerer. Samtidig med at være streng viste han sig som sine underordnedes faderlige ven, så at han på en gang var både frygtet og elsket og hans ry som organisator og opdrager fløj ud over landets grænser. Admiral van Dockum siger om S. i sine livserindringer: «Han var en mand, der satte sin ære og stolthed i at bringe det mest mulige ud af kadetternes opdragelse, fremmende disses æresfølelse, kammeratskab og selvstændighed . . . en højt dannet personlighed, om end ikke uddannet til pædagog, men med gode evner til at behandle og udvikle ungdommen». Hvad der bidrog til at give S. en del af hans prestige, var sikkert også det smukke og fyldige familieliv, han førte sammen med hustruen, Marie Elisabeth (Betzy) f. Tønder, med hvem han blev gift 14. aug. 1789; hun var født 1. dec. 1770 og døde 16. juni 1815 på villaen «Betzyshytte» ved Fredensborg, var datter af kontreadmiral R. H. Tønder (f. 1740 d. 1814) og Elisabeth f. de Hemmer (d. 1808). I hans hjem færdedes datidens lærde mænd og gode hoveder, der direkte påvirkede S. selv og udviklede hans lyst og anlæg for poesi. Efter sin 1. hustrus død indgik han 19. juni 1818 ægteskab med den da 31-årige Marie Margrethe Skibsted (f. 10. Marts 1787 d. 25. Maj 1874), datter af justitsråd, generalfiskal Poul Fred. S. (f. 1753 d. 1812) og Christiane Magdalene f. de Fine Olivarius (f. 1759 d. 1816).
I årene 1798-1800 var S. chef for kadetskibet, fregatten «Frederiksværn». 1801 bragte, som naturligt var, en forstyrrelse i de vanlige udrustninger. I slaget på Reden d. 2. april kom han ikke til at spille nogen aktiv rolle. Dog har han ved denne lejlighed sat sig et minde, idet han efter kampen påtog sig at skrive den sårede kommandør Olfert Fischers rapport for ham. Fra 1802-6 førte S. atter kadetskibene, først linjeskibet «Sejeren», sluttelig «Louise Augusta». Der er næppe nogen tvivl om, at han på disse togter har udviklet sit uddannelsessystem så meget, som muligt var, så meget mere som han var en fortrinlig manøvrist. Derimod står det til at antage, at han selv samtidig blev for metodisk på bekostning af det raske, ofte skiftende initiativ, som forholdene under en krig kræver af den kommanderende. Under alle omstændigheder er det en kendsgerning, at han i det påfølgende krigsår, hvori han optrådte aktivt, ikke nåede så gode resultater, som hans samtid havde ventet. 1807 udsendtes S. som chef for kadetskibet, linjeskibet «Prins Christian Frederik», med dette fulgte briggen «Lovgen» som tender. I juli oplagdes skibene i Christianssand, men ved efterretningen om krigens udbrud udrustedes de på ny. S. blev da chef for «Louise Augusta», Kaptajn Jessen for «Prins Christian», og med disse skibe foretog S. et kort kryds. Under sit ophold i Norge påbegyndte han -- under Prins Christian Augusts avspicier -- en ordning af sødefensionen i Norge, der senere overtoges af og energisk udvikledes under Lorentz Fisker. På hjemturen i december samme år undlod han at bemægtige sig en stor engelsk konvoj, hvilket senere er regnet ham stærkt til last. Ved ankomsten til København oplagdes S.s skib, som var gammelt og skrøbeligt og hermed var hans rolle som aktiv søkriger udspillet.
Tabet af flåden 1807 forandrede i væsentlig grad Sneedorffs Virksomhed. Under hele den påfølgende langvarige krig ophørte kadetskibstogterne og det blev mere de yngre søofficerers lod at hævde flagets ære i deres ofte heltemodige kampe med kanonbådene. Han vedblev dog at stå i spidsen for akademiet lige til sin død, hævdede her vedblivende den smukke stilling, han en gang havde vundet, men udviklede samtidig sin selvbevidsthed, så at han til sidst fik farlige modstandere. Hans tidligere fortrolige forhold til Kongen kølnedes og da han endeligt 1824 over for chefen for kadetbriggen, Kaptajn P. S. Wulff, ville tiltvinge sig en myndighed, som denne fandt uberettiget, desavouerede Admiralitetskollegiet ham og foranledigede ham tildelt en kongelig irettesættelse, som dybt krænkede den ærekære mand og vistnok bidrog til at fremskynde hans død. Som påskønnelse for sin fortrinlige virksomhed modtog Sneedorff i 1811 kammerherre-titlen.
Ved siden af sin militære virksomhed, under hvilken han har forfattet en lærebog: «Søtaktik» (1799), fandt S., som tidligere berørt, stunder til at beskæftige sig en del med poesi. Der foreligger fra hans hånd ikke få digte, dels samlede af Rahbek («Efterladte Digte», 1829), dels spredte i periodiske skrifter o. l., f.eks. «Til Selinde», «Til Danmarks unge søkrigere», Elegier over Henrik Gerner o. fl., der dog ville forekomme nutiden alt for sentimentale. Det samme kan også til dels siges om hans efterladte foredrag og taler («Arkiv f. søvæsen»), om man end må anerkende den varme patriotiske ånd, hvoraf de er besjælede.
(Nænsomt redigeret fra den gamle oprindelige tekst til nutidig gramatik, tegnsætning og stavemåde på opfordring af Wikipedia.org af Cecilie Dahlerup, journalist)
Eksterne henvisningerRediger
|
Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). |
 | Spire Denne biografi om en dansker er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |