Haidar Ansari

dansk digter

Haidar Ansari (født i 2001) er en dansk digter, der er vokset op i UrbanplanenAmager. I 2022 debuterede han med digtsamlingen "Institutionaliseret", udgivet på Gyldendal. Digtsamlingen blev skrevet og udgivet, mens han afsonede en fængselsdom på fem år for forsøg på manddrab.[1]

Haidar Ansari
Født2001 Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
BeskæftigelseDigter Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Ansari har dansk-irakisk baggrund[2] og voksede op i Urbanplanen sammen med sin mor og tre brødre. Han blev kriminel allerede som dreng. Han holdt op med at gå i skole i 7. klasse og blev siden anbragt en række steder. Fra han var 15 år, tilbragte han sin tid næsten uafbrudt på lukkede institutioner eller i et egentligt fængsel. Han begyndte at skrive digte, mens han sad i Vestre Fængsel. Han sendte sine digte til forfatteren Morten Pape, der også kommer fra Urbanplanen, og som mente, at Ansari havde et "enormt lyrisk talent" og formidlede kontakten til forlaget Gyldendal.[3]

Ifølge Ansari selv brugte han digtningen terapeutisk, mens han samtidig brugte sin fritid i fængslet på at læse store mængder af klassisk litteratur fra Dostojevskij til Vita Andersen. Samtidig påbegyndte han studier til en studentereksamen, som han forventer at tage i januar 2023.[3][4]

Institutionaliseret

redigér

Debutdigtsamlingen "Institutionaliseret" på 130 sider blev udgivet i marts 2022 på Gyldendal. Selvom der ikke er tale om en direkte selvbiografi, har digtsamlingen tydelige selvbiografiske træk. Den er inddelt i tre afsnit med titlerne "Kvarteret", "Institutioner" og "Fængsler"[5] og skildrer en dreng, der vokser op i et betonbyggeri på Amager og tidligt bliver inddraget i det kriminelle miljø. Som dreng begynder han at ryge hash og sniffe kokain, bliver pusher og begår røveri og overfald. En dag stikker han en kniv i en person, der netop har stukket hans ven ned, og bliver derefter anholdt og idømt fængsel.[3]

I Politiken tildelte anmelderen Mikkel Krause Frantzen digtsamlingen fire af seks hjerter,[1] og i Jyllandsposten tildelte Nicklas Freisleben Lund den tilsvarende fire af seks stjerner og mente, at Ansari overbeviste med sine "”coming of age”-digte fra den nye etniske underklasse".[2] Også Berlingskes anmelder Jacob Ørsted gav digtsamlingen fire af seks stjerner.[6] I dagbladet Information skrev Kamilla Löfström i sin anmeldelse, at bogen var uundværlig "som vidnesbyrd om uligheden i vores velfærdssamfund".[7] I Weekendavisen var anmelderen Lars Bukdahl mere forbeholden og mente, at der var kapable glimt, men at Ansaris digte "...er jo bare ikke geniale nok til, at læseren orker deres nonchalante afstumpethed".[5]

Samtidig medførte udgivelsen af digtsamlingen en offentlig debat i avisspalterne, om et forlag overhovedet bør udgive bøger af en kriminel, der afsoner en dom, og hvordan kriminalitet og litteratur hænger sammen.[8]

Sammenligning med Yahya Hassan

redigér

Anmeldelserne og presseomtalen af bogudgivelsen sammenlignede i høj grad Ansari med den århusianske digter Yahya Hassan, der var debuteret som digter i 2013 og på mange måder havde en opvækst, som mindede om Hassans. Ansari har selv udtalt, at han er inspireret af Yahya Hassan, hvis digtsamling fra 2013 var den første bog, Ansari læste af egen interesse. Her så han som noget helt nyt sin egen virkelighed skildret i litteraturen. Samtidig kalder han det et problem, hvis man automatisk bliver sammenlignet med Hassan, hvis man har udenlandsk baggrund og skriver digte.[3]