Harold Clayton Urey

Harold Clayton Urey (født 29. april 1893 i Walkterton, død 5. januar 1981 i La Jolla) var en amerikansk fysisk kemiker, hvis pionerarbejder inden for isotoper gav ham Nobelprisen i kemi i 1934 for opdagelsen af deuterium. Han spillede en betydningsfuld rolle i udviklen af atombomben, men er muligvis mest kendt for sine bidrag til teorier om udvikling af organisk liv fra ikke-levende materiale.

Harold Clayton Urey
Personlig information
Født	29. april 1893(1893-04-29) Walkterton, Indiana, USA
Død	5. januar 1981 (87 år) La Jolla, Californien
Gravsted	Fairfield Cemetery
Nationalitet	Amerikansk
Ægtefælle	Frieda Urey (1926-1981)
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Earlham College University of Montana University of California, Berkeley
Akademisk vejleder	Gilbert N. Lewis
Medlem af	Royal Society (fra 1947), Kungliga Vetenskapsakademien, Indian National Science Academy, National Academy of Sciences, American Association for the Advancement of Science med flere
Beskæftigelse	Astronom, universitetsunderviser, fysisk kemiker, fysiker, forfatter, kemiker
Forsknings­område	Fysisk kemi
Deltog i	Manhattan Project
Arbejdsgiver	University of Chicago, Københavns Universitet, Johns Hopkins University, Lunar and Planetary Institute (fra 1969), Columbia University, University of California, San Diego
Arbejdssted	Københavns Univesitet Johns Hopkins University Columbia University Institute for Nuclear Studies University of Chicago University of California, San Diego
Betydningsfulde elever	Stanley Miller Harmon Craig
Kendt for	Opdagelsen af deuterium Miller–Urey eksperiment Urey–Bradley force field
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Nobelprisen i kemi (1934) Willard Gibbs Award (1934) Davy Medal (1940) Franklin Medal (1943) Medal for Merit (1946) Fellow of the Royal Society (1947) J. Lawrence Smith Medal (1962) National Medal of Science (1964) Gold Medal of the Royal Astronomical Society (1966) Priestley Medal (1973) V. M. Goldschmidt Award (1975)
Nobelpris	Kemi 1934
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Urey blev født i Walkerton, Indiana og studerede termodynamik under Gilbert N. Lewis på University of California. Efter at have modtaget sin Ph.d.-grad i 1923 modtog han et fellowship fra the American-Scandinavian Foundation til at studere på Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet i Danmark. Han var forskningsassistent på Johns Hopkins University inden han blev associate professor i kemi på Columbia University. I 1931 begyndte han at arbejde på separation af isotoper, hvilket resulterede i opdagelsen af deuterium.

Under anden verdenskrig begyndte han at forske i problemet med uranberigelse. Han ledede en gruppe på Columbia University der udviklede isotopseparation der benyttede gasdiffusion. Metoden blev succesfuldt udviklet, så det blev den eneste metode, der blev brugt i den tidlige krigsperiode. Efter krigen blev Urey professor i kemi på Institute for Nuclear Studies, og senere professor i kemi på University of Chicago.

Urey forskede også i tidlig liv på Jorden, hvor han antog at atmosfæren givetvis bestod af ammoniak, metan og hydrogen. En af hans studerende fra Chicago, Stanley L. Miller, som i Miller-Urey-eksperimentet viste, at hvis en sådan blanding blev udsat for elektriske gnister og vand, kan det reagere og danne aminosyrer, som almindeligvis bliver betragtet som livets byggeklodser. Arbejde med isotoper af oxygen ledte til nyskabende forskning inden for feltet paleoklimatologi. I 1958 accepterede han en stilling som professor på det nye University of California, San Diego (UCSD), hvor han hjalp med at opbygge den naturvidenskabelige fakultet. Han blev mere og mere interesseret i rumvidenskab, og da Apollo 11 vendte tilbage til prøver af månesten fra Månen undersøgte Urey dem på Lunar Receiving Laboratory.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Harold Clayton Urey

Spire Denne artikel om kemi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.