Helen Hayes
Helen Hayes Brown (født 10. oktober 1900, død 17. marts 1993) var en amerikansk skuespillerinde, med en karriere der strakte sig over næsten 70 år. Hun blev med tiden kendte som "Amerikansk teaters førstedame" og er en af 12 personer der har vundet en Oscar, en Emmy, en Grammy og en Tony. Hun har også modtaget en Presidential Medal of Freedom, USAs højeste civile æresmedalje, af præsident Ronald Reagan i 1986.[1]
| Helen Hayes | |
|---|---|
 | |
| Personlig information | |
| Født |
10. oktober 1900  Washington D.C., District of Columbia, USA |
| Død |
17. marts 1993 (92 år) Nyack, New York, USA |
| Dødsårsag |
Hjerteinsufficiens |
| Nationalitet |
USA |
| Politisk parti |
Republikanske parti |
| Ægtefælle |
Charles MacArthur (1928-1956) |
| Beskæftigelse |
Tv-skuespiller, filmskuespiller, selvbiograf, teaterskuespiller |
| Nomineringer og priser | |
| Nomineringer |
Oscar for bedste kvindelige hovedrolle Oscar for bedste kvindelige birolle (23. februar 1971) Tony Award for Best Actress in a Play (1970) |
| Udmærkelser |
Æresdoktor ved Hofstra Universitet Oscar for bedste kvindelige hovedrolle (1931) Oscar for bedste kvindelige birolle (1970) Ladies' Home Journal Women of the Year (1973) Presidential Medal of Freedom med flere |
| Eksterne henvisninger | |
|
Helen Hayes' hjemmeside | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. | |
Biografi redigér
Helen Hayes blev født i Washington D.C. 10. oktober 1900. Hendes mor Catherine Estelle var en håbefuld skuespillerinde i en omrejsende trup. [2] [3] Hendes far, Francis van Arnum Brown, arbejdede forskellige steder blandt andet som ekspedient på patentkontoret i Washington og som sælger for en engros slagter.[3][4] Hayes' irsk katolske morforældre immigrerede fra Irland under hungersnøden.[5]
Helen Hayes stod på scenen som sanger for første gang som 5-årig i Washingtons Belasco Theatre (på lafayette square overfor det hvide hus).[6] Som 10-årig medvirkede hun i en kortfilm der hed Jean and the Calico doll, men hun flyttede først til Hollywood, da hendes mand, dramatikeren Charles MacArthur, underskrev en aftale i hollywood. Hun studerede på Academy of the Sacred Heart Convent i Washington og dimitterede i 1917. [7]
Karriere redigér
Hayes havde sin tonefilmdebut i The sin of Madelon Claudet, som hun vandt en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle for. Derefter havde hun roller i Martin Arrowsmith, Farvel til våbnene, Den hvide søster, What every woman knows og Vanessa. Hun blev dog aldrig en fanfavorit og Hayes foretrak teatret frem for filmmediet.
Hun vendte tilbage til Broadway i 1935, hvor hun havde hovedrollen i Gilbert Millers opsætning af Victoria Regina i 3 år.
I 1953 var hun den første modtager af en Sarah Siddons Award for sit arbejde på Chicago Theatre. Hun vendte tilbage til Hollywood i 1950'erne, og hendes filmstjerne status begyndte at stige. Hun spillede med i Min søn John (1952) og Anastasia (1956), og vandt en Oscar for bedste kvindelige birolle for sin rolle i katastrofefilmen Airport - vinger af ild (1970). Hun fulgte op med flere roller i Disneyfilm som Herbie i højeste gear, One of Our Dinosaurs Is Missing, og Candleshoe.
Priser og Nomineringer redigér
- Bedste kvindelige hovedrolle (The sin of Madelon Claudet 1931/32, vinder)
- Bedste kvindelige birolle (Airport - vinger af ild 1970, vinder)
- Bedste kvindelige hovedrolle (1951, nomineret)
- Bedste kvindelige hovedrolle (1952, nomineret)
- Bedste kvindelige hovedrolle (1953, vinder)
- Bedste enkelte optræden – hoved- eller birolle (The Alcoa Hour 1958, nomineret)
- Bedste enkelte optræden – Kvinde (The United States steel hour 1959, nomineret)
- Bedste enkelte optræden – Kvindelig hovedrolle (Do not fold, spindle or mutilate 1972, nomineret)
- Bedste kvindelige hovedrolle – miniserie (The snoop sisters 1974, nomineret)
- Bedste enkelte optræden – Kvindelig hovedrolle (Hawaii Five-O 1976, nomineret)
- Bedste kvindelige hovedrolle – Drama eller komedie (A family upside down 1978, nomineret)
- Bedste skuespillerinde – drama (Anastasia 1957, nomineret)
- Bedste skuespillerinde – musical eller komedie (Herbie i højeste gear 1975, nomineret)
- Publikumsprisen (The sin og Madelon Claudet 1932, vinder)
- Golden Laurel for bedste kvindelige birolle (Airport – vinger af ild 1970, vinder)
Referencer redigér
- ^ Reagan, Ronald."Ronald Reagan: Remarks at the Presentation Ceremony for the Presidential Medal of Freedom – May 12, 1986" presidency.ucsb.edu, 12. maj, 1986, accessed 2. februar, 2012
- ^ "The Official Website of Helen Hayes: Biography" Arkiveret 23. oktober 2006 hos Wayback Machine Helen Hayes.com, hentet 2. februar, 2012
- ^ a b "Biography of Helen Hayes" Kennedy-Center.org, hentet 2. februar 2012
- ^ "The Theatre:Helen Millennial" Arkiveret 27. maj 2013 hos Wayback Machine Time Magazine, December 30, 1935.
- ^ Rice, Jean."Helen Hayes (1900-1993),The First Lady of Theater" Arkiveret 18. oktober 2007 hos Wayback Machine Rootsweb.com (Ancestry.com) hentet 2. februar 2012
- ^ Evely, Douglas E., Dickson, Paul, and Ackerman, S.J."The White House Neighborhood"On This Spot: Pinpointing the Past in Washington D.C. (2008), Capital Books, ISBN 1-933102-70-5, s.166
- ^ "Helen Hayes" biography.yourdictionary.com, hentet 2. februar 2012
Eksterne henvisninger redigér
- Helen Hayes på Internet Movie Database (engelsk)
- Helen Hayes på Filmdatabasen
- Helen Hayes på Scope
- Helen Hayes på Svensk Filmdatabas (svensk)
- Helen Hayes på AlloCiné (fransk)
- Helen Hayes på AllMovie (engelsk)
- Helen Hayes på Turner Classic Movies (engelsk)
- Helen Hayes på Rotten Tomatoes (engelsk)
- Helen Hayes på The Movie Database (engelsk)
- Helen Hayes på Internet Broadway Database (engelsk)
- Officiel hjemmeside
| Priser | ||
|---|---|---|
| Foregående: Marie Dressler for Min and Bill |
Oscar for bedste kvindelige hovedrolle 1931/32 for Falden Kvinde |
Efterfølgende: Katharine Hepburn for Morning Glory |