HMS Hood

(Omdirigeret fra Hood)

HMS Hood var en britisk slagkrydser i mellemkrigstiden og den første del af 2. verdenskrig. Hood blev sænket af det tyske slagskib Bismarck i slaget i Danmarksstrædet nordvest for Island d. 24. maj 1941.

HMS Hood i 1924

Skibet var opkaldt efter Samuel Hood, en admiral fra det 18. århundrede.

Bygningen af Hood blev beordret 7. april 1916 og påbegyndt 1. september 1916. Efter tabet af 4 slagkrydsere i søslaget ved Jylland (31. maj-1. juni 1916) blev der ændret i skibets design. Man indså dog, at der stadig var begrænsninger i designet, hvorfor arbejdet på hendes søsterskibe blev indstillet i midten af 1917 og Hood er derfor det eneste færdiggjorte skib af den klasse. Skibet blev dog ikke færdigt før i 1920 og fik derfor ikke nogen indflydelse på 1. verdenskrig.

I mellemkrigstiden var Hood verdens største krigsskib, og fordi mange briter havde stor veneration for flåden, var det meget kendt. Derfor brugte det også megen tid på diverse PR-aktiviteter. I denne periode var skibet bl.a. udstationeret i Middelhavet indtil det i 1939 måtte tilbage til Storbritannien til en gennemgang. Grundet udviklingen i maritim krigsførelse kunne skibet på dette tidspunkt ikke følge med den teknologiske udvikling. Det var meningen at skibet i 1941 skulle gennemgå en opgradering for at rette op på dette. På grund af 2. verdenskrigs udbrud i september 1939 skete dette dog aldrig og hun blev i aktiv tjeneste uden disse opgraderinger.

Fra starten af 2. verdenskrig blev Hood sat til at patruljere omkring Island og Færøerne, hvor det kom i kamp med det tyske slagskib Bismarck der forsøgte at bryde ud i Atlanten. Under denne konfrontation blev Hood sænket. Af de 1.418 ombordværende blev kun 3 mænd reddet. Nogle briter kaldte senere tabet af Hood det største chok, de havde fået under krigen.

Wikimedia Commons har medier relateret til:

Koordinater: 63°20′00″N 31°50′00″V / 63.333333333333°N 31.833333333333°V / 63.333333333333; -31.833333333333