Hyperkaliæmi

Hyperkaliæmi betegner en tilstand, hvor blodets indhold af kalium overstiger normalområdet. Ved hyperkaliæmi er kaliumkoncentrationen over 5 mmol/l.

Årsager

Nedsat udskillelse af kalium gennem nyrerne

Normalt udskiller nyrerne kalium. Ved visse tilstande kan denne udskillelse nedsættes førende til en forhøjet koncentration af kalium i blodet.

• Lægemidler: Kaliumbesparende diuretika, ACE-hæmmere, NSAID, beta-blokkere, angiotensin II-receptorantagonister
• Nedsat nyrefunktion
• Urinvejsobstruktion
• Primær Binyrebarkinsufficiens (morbus addison): sygdom med destruktion af binyrebarken, så produktion af aldosteron nedsættes (aldosteron øger normalt kaliumudskillelsen)
• Hypoaldosteronisme (nedsat aldosteronproduktion)

Øget frigivelse af kalium fra cellerne

Kalium findes primært i kroppen inde i cellerne. En række tilstande kan ødelægge cellerne, så kalium slipper ud i blodbanen.

• Gastrointestinal blødning: Dvs. blødning fra mavetarmkanalen.
• Rhabdomyolyse
• Hæmatomer
• Metabolisk acidose
• Coma diabeticum
• Lægemidler: succinylkolin

Øget indtag

Dette ses praktisk talt kun ved et øget indtag af kalium fx ved intravenøs administration kaliumholdige væsker hos en patient med nedsat nyrefunktion.

Pseudohyperkaliæmi

En tilstand hvor man i blodprøven måler en falsk forhøjet kalium uden, at kalium ret faktisk er forhøjet. Kan skyldes hæmolyse i blodprøveglasset, for langvarig stase ved blodprøvetagningen, udtalt trombocytose og leukocytose.

Symptomer

Ofte ses der først symptomer ved kalium > 6,5 mmol/l.

Der ses symptomer fra hjertet og nervesystemet, idet kalium har betydning for cellens hvilemembranpotentialet, der er afgørende ledningsevne.

Symptomer fra hjertet: Der er risiko for hjertestop når kalium > 7 mmol/l. EKG-forandringer: Teltformede T-takker, forlænget PQ-interval, breddeøgede QRS-komplekser, ST-depression, uregelmæssig bradykardi.

Symptomer fra nervesystemet: Træthed, kraftesløshed evt. slappe symmetriske pareser startende perifert. Nedsat tarmmotilitet.

Behandling

Behandlingen af hyperkaliæmi afhænger af kaliumkoncentrationen. Man kan anvende en trinvis raket, hvor man for hvert trin tillægger ydereligere tiltag:

• Trin 1: Kalium > 5,0: Ophør med evt. medicin, der påvirker kaliumkoncentration. Stop eventuelle infusionsvæsker med kalium.
• Trin 2: Kalium > 5,5: Man øger diuresen og dermed kaliumudskillelsen med loop-diuretika. 40-250 mg afhængig af nyrefunktionen, virker efter ½-1 timer, effekten varer et par timer, kan gentages p.n. (efter behov). Giv fx i.v. (intravenøs) furosemid 80 mg) og hæng isotonisk NaCl op.
• Trin 3: Kalium > 6,0: Man giver kaliumfrie resiner (resonium-natrium) p.o. (peroralt) eller rektalt. Disse stoffer binder kalium, så kalium fjernes. Vil man undgå natriumtilførsel (ved nyresygdom) gives resonium-calcium.

Stofferne kan gentages med 1-2 timers mellemrum ved kalium > 7 mmol/l. Virker efter 1-2 timer, varer få timer. Ved kalium over 6,0 skal patienten desuden overvåges med telemetri, som er en kontinuerlig EKG-overvågning, så man kan holde øje med om patienten udvikler EKG-forandringer.

• Trin 4: Kalium > 6,5: 100 ml I.v. glukose med hurtigt virkende insulin: Insulin stimulerer natrium-kalium-pumpen i cellemembranen, så kalium kommer ind i cellerne, hvorved koncentration af kalium i blodet falder. Infusion skal ske over ca. 15 min med 50 % glukose (500 g/liter) tilsat 16 enheder hurtigt virkende insulin (fx Actrapid^(R)). Virker efter ½-1 time, varer 2-3 timer. Kan gentages ved behov.

Desuden skal patienten i telemetri.

• Trin 5: Kalium > 6,5 og tegn på ledningsforstyrrelse: Suppler med i.v. calciumglubionat 10 ml (Calcium-Sandoz® 0,22 mmol/ml). Gives over 1 min. og kan gentages indtil EKG-forandringerne svinder; virker antagonistisk med kalium på hjertet).

Eller calciumchlorid 5-10 ml. Virker indenfor 1-5 min. Virkningsvarighed ½-2 timer. Evt. suppler med NaHCO3 45-90 mmol 84 g/l i.v. hurtigt. Giv 100 ml, 8,4%, intravenøst. Indgift over 5-10 minutter. Effekt inden for ½ time. Virkningsvarighed 2-3 timer. Forsigtighed ved samtidig lungestase. Man bør være tilbageholdende med denne behandling. Får kalium ind i cellerne.

Overvej hæmodialyse, der diplacerer K intracellulært. Sjældent nødvendigt med normal nyrefunktion.

Referencer

• Engelmann M, Godtfredsen N, Kruuse CR, Petersen AM, Vilsbøll T. Væske- og elektrolytforstyrrelser. In: Vestergaard M, Thomsen TB. eds. Akutte medicinske tilstande. København: FADL’s Forlag; 2009.
• Praktisk væsketerapi til kirurgiske patienter. In: Vaeske.dk [homepage on the internet]. Cited 10 Nov 2009 on http://vaeske.dk/images/Praktisk_vaesketerapi_til_kirurgiske_patienter_2006.pdf Arkiveret 13. marts 2016 hos Wayback Machine
• Johansen F, Bøgeskov M, Gustafsson A. Væse/elektrolytforstyrrelser. In: Østergaard B eds. Praktisk procedure- og diagnoseguide. København: Munksgaard; 2008.
• Løkkegard H. Forstyrrelser i vand- og elektrolytbalancen. In: Hansen N, Haunsø S, Chaffalitzky De Muckadell OB. Medicinsk kompendium bind 2. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 2004.