Insulin

insulin
Identifikatorer
Aliaser	human insulin
External IDs	GeneCards: [1]
Ortologer
	n/a
	n/a
	n/a
	n/a
	n/a
	n/a
	n/a
	n/a
	n/a
	n/a
	Wikidata
Vis/Rediger Menneske

Insulin er et peptidhormon som regulerer kulhydraters metabolisme. Navnet insulin kommer af det latinske ord insula der betyder ø, og hormonet hedder sådan fordi det syntetiseres i de såkaldte beta-celler i bugspytkirtlens Langerhanske øer.

Insulin virker ved at binde sig til molekyler på celleoverflader, de såkaldte insulinreceptorer. Når insulin bindes til receptorerne øges bl.a. transporten af glukose ind i cellen. Glukosetransporten ledsages af kalium-transport, også ind i cellen.

Mennesker der har type 1 sukkersyge syntetiserer ikke selv insulin, og hvis de ikke får tilført insulin udefra, vil de dø.

Fysiologisk set er insulin menneskets vigtigste anabole hormon.

Insulin-molekyle

Insulinens historieRediger

I 1889 opdagede Oskar Minkowski og Josef von Mering en sammenhæng mellem bugspytkirtlen og diabetes. De fjernede bugspytkirtlen fra en hund, og kunne derefter observere at den udviklede tegn på diabetes: højt indhold af sukker i blod og urin. Gentagne eksperimenter viste at man ved at fjerne bugspytkirtlen fremkaldte diabetes.

Insulin blev første gang anvendt på et menneske den 11. februar 1922.

Det var de canadiske læger Banting og Best, der året før havde haft succes med at isolere hormonet for første gang.

Siden er det blevet en livsnødvendig medicin for diabetespatienter.

Insulins opbygningRediger

Insulin er et peptidhormon (og et protein), som er opbygget af to polypeptidkæder, der kaldes A-kæden og B-kæden. A-kæden består af 21 aminosyrer, mens B-kæden består af 30. De to kæder er kovalent forbundne via to disulfidbroer. Insulinmolekyler (monomerer) er ofte forbundne i aggregater af to (dimer), eller seks (hexamer) enkeltmolekyler. Insulin lagres i kroppen som hexamerer. Det er dog monomeren som er biologisk aktiv, og aggregaterne skal derfor nedbrydes til monomerer før insulinet kan binde sig til insulinreceptoren.

Selvom insulin er et ret lille protein har det en veldefineret tre-dimensionel struktur. A-kæden indeholder to alfa-helixer, der er bøjet ind imod hinanden så kæden danner et 'U'. B-kæden indeholder én alfa-helix, og en kort beta-streng.

Insulins virkningerRediger

- Øger Glykogenese både i lever og muskelvæv
- Øger glykolyse (Frayn, 2010, s. 100)
- Øger Lipogenese
- Øger re-estificering i adipøstvæv via øget optag af FFA over membranen, grundet opreguleringen af lipoprotein lipase (LPL)
- Nedsat glukoneogenese
- Øger glykogen optag i skeletmuskulatur via translokation af GLUT-4 receptorer til membranen.
- Øger glykogen optag i adipøstvæv, via translokation af GLUT-4 receptorer til membranen.
- Nedsat lipolyse via hæmning af lipaser, især hormon sensitiv lipase (HSL).
- Nedsat Proteinsyntese

Ovenstående medfører: lavere blodsukkerniveau og serum-Kalium, opbygning af depoter af glykogen og fedtvæv samt vedligeholdelse af muskel- og knoglevæv.

Se ogsåRediger

Eksterne henvisningerRediger

Wikimedia Commons har flere filer relateret til Insulin

Frayn, Keith n., Metabolic Regulation - A Human Perspective, Wiley-Blackwell 2010.

Du kan læse mere om medicin, der indeholder Insulin på medicin.dk
Nobelprisen til Banting