Parusi
Parousi er en betegnelse for Kristi nærvær og komme til verden, frem for alt hans genkomst til verden i forbindelse med den sidste dom.
”Parusi” kommer af græsk ”parousia” (παρουσία), som betyder ”nærværelse”, ”tilstedeværelse” eller ”komme”. Ordet betegner ofte, at noget ”højere” (åndeligt) er virksomt til stede i noget ”lavere” (fysisk). Hos Platon betegner parusi således ideernes tilstedeværelse i fænomenerne.
Forestillingen om Kristi genkomst eller ”andet komme” indebærer, at Jesus i sin guddommelige form vil vende tilbage til jorden, som han forlod ved sin himmelfart. Da vil han holde dom, og hans tilhængere skal være sammen med ham i al evighed.
I den første generation efter Jesus’ død var der en stærk forventning om, at genkomsten ville ske snart. Denne forventning ses flere steder i Paulus´ breve, blandt andet i 1. Thessalonikerbrev:
.jpg)
”For det siger vi med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer [ordret: indtil Herrens komme (gr. parousia)], skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.” [1]
I evangelierne nævner Jesus flere gange, at han vil komme tilbage:
”Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.” [2] ”Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkeslag jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed.” [3]
Forestillingen om Kristi genkomst findes ligeledes i den apostolske trosbekendelse, hvor det om Jesus Kristus siges: ”… opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.” Den apostolske trosbekendelse blev til i 100-tallet – en periode, hvor man ikke længere havde en stærk tro på, at Jesus snart ville komme igen. Det havde jo vist sig, at genkomsten ikke skete i den første generations levetid, sådan som man havde forventet. Parusien var udeblevet. Den blev derfor udskudt til en fjern, ubestemt fremtid.[4] Nærforventningen blev til en fjernforventning. Der er altså tale om en fjernforventning i den apostolske trosbekendelse.
Se også
redigérReferencer
redigérLitteratur
redigér- Per Bilde: En religion bliver til. En undersøgelse af kristendommens forudsætninger og tilblivelse indtil år 110. Anis 2001. ISBN 87-7457-277-6.
- Bart D. Ehrman: Jesus. En apokalyptisk profet. Gyldendal 2001. ISBN 87-00-49024-5
- Niels Hyldahl (1993): Den ældste kristendoms historie. Museum Tusculanum. 1. udgave. 1993. DK5=22.59. ISBN 87-7289-212-9