Wikipedia

Platon

Platon (græsk: Πλάτων) (født ca. 428/427, død 348/347 f.Kr.) var en græsk filosof født i Athen. Han var elev af Sokrates og grundlægger af akademiet. Platon er både den primære kilde til vor viden om Sokrates og til sin egen filosofi. Skellet mellem Sokrates og Platons tanker er ikke helt klar, da Platon særligt i sine senere dialoger lægger sin egen filosofi i munden på Sokrates. Platon fremsatte sine synspunkter i form af dialoger mellem Sokrates og borgere fra Athen. Fx optræder en stærkt beruset Alkibiades i Symposion. Platons synspunkter udviklede sig , men han kommenterede det aldrig. Han lader bare Sokrates fremføre stik modsatte synspunkter end i en tidligere dialog og gør intet for at tage afstand fra sine tidligere teorier. Han udtrykker ofte sine teorier i lignelser og myter, hvoraf flere er kendte i vestlig kultur som myten om Atlantis.

Platon
Oldtidens Grækenland

Head Platon Glyptothek Munich 548.jpg

Personlig information
Født Αριστοκλής Rediger på Wikidata
7. maj 427 f.v.t., 428 f.v.t., 427 f.v.t. Rediger på Wikidata
Antikkens Athen Rediger på Wikidata
Død 347 f.v.t. Rediger på Wikidata
Antikkens Athen Rediger på Wikidata
Far Ariston Rediger på Wikidata
Mor Periktione Rediger på Wikidata
Søskende Glaukon,
Adeimantos,
Potone,
Antiphon Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Elev af Hermogenes, Theodoros fra Kyrene, Sokrates Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Epigrammatiker, filosof
Fagområde Antikens filosofi, krig, kærlighed, Antikken, venskab med flere Rediger på Wikidata
Genre Platons dialog Rediger på Wikidata
Bevægelse Platonisme Rediger på Wikidata
Påvirket af Pythagoras, Parmenides, Protagoras, Orfisme, Heraklit med flere Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Platon er en af de mest indflydelsesrige filosoffer i vestlig filosofi.

Kritik af sofismenRediger

Et gennemgående tema er kritikken af sofismen. Platon kritiserer deres relativistiske synspunkter og udvikler herunder flere argumenter, der stadig anvendes. Platon skelner desuden i Staten mellem philosophia og philodoxoi ("ven af formodningen eller meningen"). Dermed indfører han et ideal for filosofien, nemlig at den skal bryde gennem muren af almindeligt udbredte meninger og formodninger for at undersøge verden og tingene på ny og i dybden.

Han synes at have haft respekt for sofisten Protagoras.[1]

MetafysikRediger

Platon grundlægger begrebsrealismen. For Platon er den metafysiske hoveddiskussion spørgsmålet om almenbegrebets (ideens) forhold til fænomenerne eller tingene. Et af hovedtemaerne i Platons filosofi er ideers (ideai) forhold til de empiriske genstande og menneskenes handlinger. I Platons dialoger spørger Sokrates om, hvad der er ret, tappert, fromt, godt osv. Svaret på disse spørgsmål forudsætter eksistens af ideerne, som udtrykkes i almenbegreberne. Ideen er det i genstanden eller handlingen, der forbliver det samme, hvor meget disse genstande eller handlinger end måtte synes at adskille sig fra hinanden.

I Platons filosofi er det egentlige og virkelige fænomen almenbegrebet, det han kaldte ideer, mens de fysiske fænomener man kan iagttage blot var skyggebilleder af ideen. Ideerne er tingens form (gr. eidos) eller væsen (gr. ousia) [2] Ideerne bliver hos Platon erkendt ved et slags syn, man skuer ideerne (idé: af idein, at se)[3]. Denne skuen af ideerne, som er fornuftens mål, optræder i dialogen, der forudsætter fødselshjælp, jordmoderkunst eller maieutik[4] Ideerne er "urbilledet" (paradeigma) for alle ting. De er uforanderlige og før enkelttingene (universale ante rem) der kun har del i disse (gr. methexis). Kun disse ideer er i ordets egentlige forstand værende. De synlige enkeltting er kun mere eller mindre fuldkomne efterligninger eller afbildninger af ideerne. Enkelttingene opstår, forandrer sig og forgår; deres sted er mellem væren og ikke-væren.

Platons opfattelse af almenbegrebet er bl.a. en reaktion på Heraklit, som formulerede, at man kan ikke bade i den samme flod to gange. Heraklit understreger her de modsætninger som rum-tidslige fænomener indeholder, verden er ikke stabil og entydig, men udgøres af en bevægelses proces; en permanent forandring (oldgræsk: "Panta rei" = "alting flyder").

Heraklits værker kendes i dag kun i brudstykker, men hans tanker blev i Platons samtid taget op af Kratylos, der endte i den radikale erkendelse af, at fænomener ikke kan genidentificeres og når ud i det absurde med sin påstand om, at hvis ingen genstand kan identificeres igen, er det også umuligt for genstande at være underlagt en permanent forandring. Platons kritik retter sig også især mod Kratylos, og han understreger at mennesket intellektuelt kan genkende floden, da floden som form og idé altid forbliver den samme. Han sætter et skarpt skel mellem den sanselige/fysiske verden og intellektets/ideernes verden; kun den sidste kan man have viden om, og derfor er den den sande verden. Med dette skarpe skel indleder/muliggør Platon den tusindårige strid om universalerne.

Platons begrebsrealisme er dog ikke bare en teori om begrebernes stilling, i den har en stærk æstetisk og etisk dimension. De højeste ideer er sande, skønne og gode, og det er klart, at man for at finde sande svar, må have indblik i ideernes verden. Derfor bliver fornuften den langt vigtigste kapacitet. Fornuft er således både dén evne der skiller mennesket fra dyrene og desuden den specifikt moralske evne. Idéernes verden det ophøjede rige, mens fænomenerne er nedrige kopier af disse. Fx er hestens idé det samme som den perfekte hest, som alle specifikke heste kun kan håbe at nærme sig. Hos Platon er den materielle verden en afspejling af den ideelle, som er den mest virkelige.

Om sine tidlige og lidt senere skrifter har Platon relativeret sin position i de senere skrifter ("Parmenides") og henvist til problemer i idélæren.[5]

Etik og politisk filosofiRediger

Politisk brugte han sit verdensbillede til at forklare sin idealstat som beskrevet i hans hovedværk Staten[6]. Her skitserer Platon, hvad der formentlig er den første utopi og politiske filosofi.

Fordi det gode også er det sande, og fordi sandhed ikke er et spørgsmål om mening (doxa), men om viden, bør staten ledes af filosoffer. Denne elitære tankegang er direkte vendt mod demokratiet, som Platon hadede (det var Athens demokrati, der dømte Sokrates til døden). Som et billede på demokratiet bruger Platon en båd, hvis besætning har begået mytteri og sejler hid og did — uvidende om farerne.

Efter Sokrates død søgte Platon at finde en metode til at finde de bedste og klogeste, sikre dem gode vilkår og overbevise dem om at regere. Den fremgangsmåde, han når frem til, er familiefjendsk: børnene skal tages fra deres forældre og opdrages af staten. Først skal de trænes fysisk med gymnastik og sport. Så bliver de sunde, så lægekunst bliver overflødig. De skal lære musik med harmoni og rytme. De skal være troende, og de skal lære filosofi. De skal igennem duelighedsprøver for at frasortere dem, er ikke egner sig til statsledelse. Fra deres 30. år skal de i fem år oplæres i idélære, og så skal de i 15 år leve i samfundet, opleve nederlag og hårdt arbejde. De er som 50-årige endelig klar til at deltage i statsstyret. Men de må ikke have ejendom, ikke have hustruer, men kvindefællesskab, da der skal være streng eugenik med al børneavl. Hele ordningen skal sikres i form af en lille gruppe statsvogtere, en større klasse af krigere og hjælpekræfter og en stor klasse af købmænd, håndværkere og landmænd. Således var Platons alternativ til den athenske demokrati.

Kong Dionysos af Syrakus inviterede Platon til at afprøve sine ideer, men da kongen opdagede, at han enten skulle blive filosof på Platons betingelser eller opgive sin herskerstilling, solgte han Platon som slave[kilde mangler].

Idéhistorisk betydningRediger

Alfred North Whitehead (1861-1947) skrev i Process and Reality fra 1929 at: "Den sikreste generelle karakteristik af Europas filosofiske tradition er, at den består af en række fodnoter til Platon". Med andre ord: Det er næsten umuligt at overvurdere Platons betydning i et idéhistorisk perspektiv.

Aristoteles udvikler sin filosofi under dyb indflydelse af – og som en kritik af Platons system. Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) står ligeledes i betydelig gæld til Platon, og der findes mange andre. I nyere tid har Karl Popper udviklet en metafysisk teori, der minder meget om Platons, idet den opererer med tre slags eksisterende ting (fysiske ting, bevidstheder og begreber).

ForfatterskabRediger

Omkring år nul delte Thrasyllos Platons skrifter op i ni tetralogier (sæt af fire). ((1) markerer, at der ikke er enighed blandt forskerne om, hvorvidt den pågældende dialog virkelig er skrevet af Platon, mens (2) betyder, at dialogen afgjort er uægte.)

  1. Euthyphron, Sokrates' forsvarstale, Kriton, Phaidon
  2. Kratylos, Theaitetos, Sofisten, Politikos
  3. Parmenides, Philebos, Symposion, Phaidros
  4. Alkibiades I (1), Alkibiades II (2), Hipparchos (2), Elskerne (2)
  5. Theages (2), Charmides, Laches, Lysis
  6. Euthydemos, Protagoras, Gorgias, Menon
  7. Hippias Maior (1), Hippias Minor, Ion, Menexenos
  8. Kleitophon (1), Staten, Timaios, Kritias
  9. Minos (2), Lovene, Epinomis (2), Brevene (1)

Ikke talt med i tetralogierne: Definitioner (2), Axiochos (2), Om retfærdigheden (2), Om dyden (2), Demodokos (2), Sisyphos (2), Eryxias (2)

Se ogsåRediger

 Søsterprojekter med yderligere information:

Platons eleverRediger

LitteraturRediger

Eksterne henvisningerRediger

NoterRediger

  1. ^ Bloch, David: Sokrates 'respekt' for Protagoras Arkiveret 21. oktober 2013 hos Wayback Machine Aegis 11,2
  2. ^ Om tingens form: eidos) eller væsen (ousia)(tysk), se Ontologi (filosofi)).
  3. ^ Schanz, s. 33ø
  4. ^ Maieutik, jordmoderkunst: Sokrates' pædagogiske spørgemetode. (Jævnfør også hos Kierkegaard , "... jordemoder- ... --- …al sand hjælpen begynder med en Ydmygelse; hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaa, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste men den taalmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og ikke at forstaa hvad den Anden forstaar (1, s. 97) – pdf-fil (Webside ikke længere tilgængelig) — Mäeutik (tysk)
  5. ^ Problemer i idelæren :"[Platon har] ... selv gennemspillet alle indvendinger imod idélæren, men ikke opstillet alternativer, som først kom med Aristoteles. ..." Schanz 2001/2005 s. 38 (afsnit om Aristoteles)
  6. ^ Olsen 2018
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Platon&oldid=11322884"